Den socialdemokratiske skoledreng reduceres til smittebærer

Det var Thomas Aastrup Rømer, der gjorde mig opmærksom på reklamen. Jeg havde ikke selv lagt mærke til den og befinder mig nok heller ikke i målgruppen, eftersom vi taler om en reklame for Socialdemokratiet. Den kan ses på partiets profil på Facebook og har allerede skabt en del røre dér.

Reklamen viser et fotografi af en rødhåret dreng med briller. Han bærer mundbind, selv om børn under 12 år som bekendt er fritaget. Han er iført en fornuftig grå Paddington-frakke og strikket hue, men har ingen handsker på, selv om det sner. På ryggen har han en skoletaske. Han vinker til fotografen. Det er ikke noget hjerteligt vink, blot en formel hilsen.

Til venstre for ham står en tekst, den lyder:

»VELKOMMEN TILBAGE
Nu kan de yngste
vende tilbage til
deres venner og
hverdag i skolen«

Det ser nu ikke særligt normalt ud. For det første sner det i februar, det burde det slet ikke ifølge teorien om klimaforandringerne, men lad nu dem ligge. Det væsentlige er udtrykket, konnotationen. Hvad er det, den dreng symboliserer?

Han udtrykker social isolation. Der er ingen andre børn omkring ham, ingen leg, ingen sjov, intet glædeligt gensyn; heller ingen voksne eller forældre, ikke engang en bus, en bold, en lille kat eller en hundelort på fortovet. Drengen er i karantæne, selv om han klinisk set har fået lov til at tage i skole. Verden omkring ham er væk, retoucheret bort. Samtidig har drengen selv valgt at tage et mundbind på. Det behøver han ikke, men gør det alligevel. Hvorfor?

Han har vel fornemmet, hvilken vej det går. Der er alligevel staten, der bestemmer over familier og samfund. Drengen er camoufleret, tildækket og underkastet en stærk social kontrol. Ikke af kvarterets imam, men af statsministeren, hendes parti og regering – og dertilhørende medier. Drengen er reduceret til smittebærer. Han er Palle alene i verden.

Jeg kan knap nok udtrykke, hvor meget jeg afskyr det billede. Men det illustrerer den nye normal, som statsministeren anslog på det allerførste ekstraordinære pressemøde for 11 måneder siden, da hun antydede, at epidemien ville forandre Danmark mere, end vi kunne forestille os. Et år senere begynder vi at forstå, hvad statsministeren mente. Hun har selv haft mere end en finger med i spillet.

Hvis du synes, jeg overdriver, kan du læse Mikkel Vedby Rasmussens nye fremstilling af ”Krisesamfundet”, som jeg anmelder for JP i denne uge. I den beskriver forfatteren indgående, hvordan vi efterhånden er blevet så kriseparate, at vi selv skaber kriserne, og hvorledes kriser bruges til at vise, at man selv hører til de gode, hvorfor modstanderne jo må være onde mennesker.

Tilbage til den rødhårede dreng.

Gid nogle ville tage ham i hånden, nej, give ham et kram, svinge ham rundt, følge ham i skole, så han kunne snakke og lege med de andre uden socialdemokratisk mundbind, lære noget og få appetit på mere, sluge indholdet af sin madpakke (roastbeef, frikadelle og pålægschokolade skyllet ned med rød saftevand), drille parallelklassens dumme og fesne drenge i det store frikvarter, få skældud af gårdvagten, lave lektier i en ruf, svinge en tur forbi sin farmor og komme hjem til en skål pasta med kødsovs og parmesanost og så ud med de andre rødder fra cykel- eller fodboldklubben.

Se, det ville være normalt og opbyggeligt. Og endda være til gavn for den folkesundhed, socialkammeraterne altid snakker om.

Rigtigt, jeg ved det godt. Det kommer ikke til at ske, før Mette Frederiksen har fuldstændig epidemikontrol.

Som om nogen sådan lige får det. Vi kommer efter alt at dømme til at leve og dø med corona og andre mutationer i flere år. Fuldstændig statskontrol får vi næppe, uden at samfundet er smadret til uigenkendelighed.

Det vilde er ikke corona. Det vilde er, hvad der kommer efter corona.