New York Symfoniorkester presses til at forlade blindtestning af nye musikere for at få andelen af sorte og latinoer i vejret

I 1970 var under 6 pct. af musikerne ved New York Symfoniorkester kvinder. Symfoniorkesteret er USA’s ældste, fra 1842, og er et af de mest prestigefyldte orkestre i verden.

Den meget lave kvindeandel fik sat kræfter i gang, der endte med en særdeles fair løsning, der ville eliminere nepotisme og vennetjenester. I stedet for, at prøver blev afholdt med ansøgeren fuldt synlig, blev der opsat en skærm foran den håbefulde ansøger, hvorefter bedømmerne alene havde musikken at gå efter.

Systemet var en succes, ser det ud til, hvad angår talentfulde af begge køns muligheder. I dag er en tredjedel af orkesteret kvinder, og man må forvente, at det udelukkende er de dygtigste, der er blevet medlemmer af det beundrede orkester.

Nå nej, i New York by er hele 29,1 pct. af befolkningen latinoer, mens sorte amerikanere udgør 24,3 pct.

Men i New York Symfoniorkester er latinoer og sorte kun repræsenteret ved henholdsvis 1,8 og 2,5 pct. af musikerne.

Det går jo selvsagt ikke. Avisen New York Times skriver indigneret, at dette rod med blindtestning må stoppe nu. Avisen kan ganske vist ikke kalde den 50-årige procedure med en skærm foran ansøgerne for racistisk. Det kan være, at avisen gør det i morgen.

I stedet får New York Times nogle politisk korrekte musikere til at udtale det fuldkomne nonsens, at der nærmest ikke er kvalitetsmæssig forskel på de bedste og de næstbedste. Lad os tage et fiktivt eksempel efter fjernelsen af skærmen, hvorved man kan se, fra hvilken etnisk gruppe/race ansøgeren kommer fra:

New York Symfoniorkester har brug for 10 nye musikere. Der kommer 200 ansøgninger til de eftertragtede job. Sandsynligheden med skærm taler for, at højst én latino eller én sort lander på en af de øverste pladser, der giver adgang til orkesteret. De øvrige ni pladser vil statistisk set blive besat af hvide og asiater, nok flere asiater end hvide. Det hele foregår meritokratisk, belønning efter fortjeneste. Hvad vil man mere end det?

Næ nej, sådan spiller klaveret ikke længere. Nu dekreteres det, at f.eks. nummer 53, 87, 143 og 184 (to sorte og to latinoer) af de 200 ansøgere er rigeligt gode, og de ansættes så på bekostning af de hvide og asiater, der blev nummer 5, 6, 9 og 10. Det kan enhver da forstå, ikke sandt?

Der vil blive tale om systematisk antihvid og antiasiatisk racisme, hvor hvide og asiater bliver negativt diskrimineret, og hvor sorte og latinoer vil blive positivt diskrimineret og vil blive ansat i New York Symfoniorkester på trods af, at de ikke tilhørte de bedste.

Det er vist anledningen til her til slut at gentage, hvad jeg har skrevet efterhånden mange gange før:

Hvis politisk korrekte hvide og repræsentanter for minoriteterne insisterer på at spille identitetskortet i alle tænkelige og utænkelige situationer, vil det få én stensikker konsekvens, som er hvid identitetspolitik.

Det er meget let at forstå, hvis man gider at tænke sig om.