Hjerteforeningen har sat sin troværdighed over styr

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det lød så let, når præsten og forfatteren Johannes Møllehave sagde: ”Det afhænger ikke af, hvordan man har det, men hvordan man ta´r det,” eller når den skarpe og vittige teolog og biskop Jan Lindhardt sagde: ”Man siger, at det er lige så sundt at gå i kirke som at løbe en tur. Så foretrækker jeg at gå i kirke.”

De to teologer peger imidlertid på noget fundamentalt i det levede liv. At der er en dyb sammenhæng mellem krop og sjæl. Den læge, der afviser denne erfaring og den forskning, der peger i samme retning, er efter min mening en uduelig læge.

Hjerteforeningen er imidlertid gået til den anden yderlighed og har sponsoreret og dermed kastet sig ud i en kampagne til støtte for et uvidenskabeligt foretagende, der kalder sig ”P.S. I Love You”.

Kritikken er haglet ned over Hjerteforeningen, og sagen kom til at stå endnu dårligere for foreningen, da dens direktør undskyldte sig med, at foreningen havde været for dårlig til at kommunikere budskabet. Det er den slags udsagn, som politiske partier altid anfører, når de har tabt et valg, men som øger Hjerteforeningens utroværdighed.

Man kan jo ikke kommunikere sig ud af den kendsgerning, at Hjerteforeningen støtter et uvidenskabeligt projekt, der leder tanken hen på en nyreligiøs bevægelse, der hengiver sig til troen på kosmisk stråling. Det er, som om Hjerteforeningen for at få fat i gruppen af unge understøtter et projekt, der bygger på sværmeri og hokuspokus og lader den videnskabelige seriøsitet og de unge i stikken. Det undergraver totalt tilliden til foreningen.

Foreningen har i de seneste dage haft travlt med at komme med undskyldninger og forsikringer om, at man skam ikke har forladt videnskabens grund. Men disse ændrede signaler blev kun udsendt, fordi nogle kvikke journalister afdækkede, hvilke kilder ”P.S. I Love You” betjener sig af.

Hjerteforeningens forsinkede forsøg på en feberredning kommer først efter foreningens hårdnakkede forsvar for afgørelsen om at støtte projektet. Det er svært at tro, at de ændrede og forsinkede meldinger skulle skyldes en ændring af foreningens holdning. Naturligvis har foreningen indset, at mediestormen er lig med mistede medlemmer og altså mistede sponsorer.

Ingen ønsker mere end jeg, at lægevidenskaben i langt højere grad interesserer sig for sammenhængen mellem det fysiske helbred og det, der lever i sjæl og sind. Man skal ikke kimse ad århundreders erfaring, der har manifesteret sig i sproglige udtryk som: Han tabte sit hjerte, hendes hjerte svulmede af glæde, hun blev syg af sorg osv. osv. Men så brug dog den videnskabelige metode og skab forskningsbaseret samarbejde med præster, der har erfaring og er fortrolige med nærhed med syge og døende.

Til gengæld skal Hjerteforeningen holde fingrene langt væk fra at støtte missionerende kvaksalvere, der kan forføre unge mennesker til at føle skyld for en f.eks. arvelig sygdom, fordi de ikke rettede sig efter råd fra disse missionærer. Vel kan vi gøre meget selv for at holde os raske, men livet har en grænse. En afslutning. Alle mennesker er dødelige. Ingen skal forføres til at tro, at vi kan frelse os selv fra lidelse og til udødelighed.

Mennesket er ikke skaber, men skabning, og det er at lægge uoverstigelige byrder på det enkelte menneske at ignorere det grundvilkår, at vi fødes for at dø. På denne uomgængelige forudsætning burde Hjerteforeningen bygge sit videnskabelige arbejde fremfor at flirte med sværmeri og nyreligiøsitet, der kan give ungdommen et forkvaklet syn på livet og døden.