Hvis vi ikke kan gøre noget ved klimaforandringer, giver nationalstaterne så overhoved mening?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

”Vi kan ikke styre vejret”. ”Vi har haft istid før, og det vil vi få igen”. ”Jorden skal nok klare sig, det er menneskene, det går ud over”.

Det er nogle af de argumenter, jeg hører alleroftest fra klimabenægtere. Altså dem, der ikke tror på menneskeskabte klimaforandringer, og ikke tror på, at vi kan gøre noget for at ændre de fremskrivninger, der tegner sig for vejrforandringer over hele kloden. På trods af bred videnskabelig konsensus er der stadig (overraskende) mange mennesker, der himler med øjnene over os klimatosser, og siger ”lev livet!”.

Lad os prøve at lege med den præmis et øjeblik.

Hvis de har ret, hvad skal vi så gøre, når disse forandringer kommer? Når der kommer massive flygtningestrømme, når mennesker må flytte, fordi det sted på jorden, de tilfældigvis er født, ikke længere er beboeligt på grund af oversvømmelser eller ekstrem varme, hvad stiller vi så op?

Er det planen, at vi bygger en mur? Giver nationalstater i denne sammenhæng overhoved mening? Er det noget med bare at læne sig tilbage, og krydse fingre for, at det ikke bliver lige præcis hér, i det land jeg er født, at klimaforandringerne sætter ind og giver konsekvenser?

Hvis de har ret, så må vi som verdensborgere tage opgaven på os med at finde ud af, hvordan livet bliver levbart for flest mulige mennesker på de bedst mulige betingelser. Hvis de har ret, så har vi en stor human opgave foran os, hvor vi skal klumpe os sammen på de områder af jordkloden, hvor der stadig er plads til os. Hvis de har ret, så må vi som verdenssamfund stå sammen med en plan for, hvordan vi håndterer det ragnarok, der givet vis vil komme, når jorden, som vi kender den, og vores basale levevilkår for alvor forandrer sig.

Det giver ikke mening at sige ”slap af, der kommer nok bare en istid”, uden at forholde sig til, hvad vi stiller op, når den kommer.

Opgaven må være, at vi finder ud af, hvordan vi håndterer det klogest og mest humant, og bliver enige om, hvad målet er. Flest muliges overlevelse? Flest riges overlevelse? Flest kristnes overlevelse? Ja det skulle ikke undre mig, at en stor gruppe også denne gang kan få det hele til at handle om muslimer.

I mit hoved handler det om universelle menneskerettigheder som adgang til liv, til sundhed, til mad og til vand. Det er det, der er på spil. Og nu ved jeg godt, jeg taler om det som noget fremtidigt. Men sandheden er jo, at mennesker allerede nu mister deres rettigheder og får forringet deres levevilkår på grund af klimaforandringerne. Vi kommer bare til at se det i endnu større skala, hvis vi virkelig køber præmissen om, at vi alligevel ikke kan ændre en tøddel på de fremtidsscenarier, der lige nu bliver tegnet op.