H.C. Andersen er ikke kun for børn

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Læsning er i disse dage på skolernes dagsorden og omtalt i medierne.

Men hvad skal der egentlig til for at få børn og unge til at læse god litteratur?

Mit svar er, at vi fra de første leveår skal være omgivet af engagerede voksne læsere. Bøgernes indhold skal være engagerende, udfordrende og aktuelt. H.C. Andersens eventyr opfylder alle krav.

Og helt ærligt, kære læser: Hvornår har du sidst læst et eventyr af H.C. Andersen for din egen fornøjelses skyld?

Mange vil svare, at de læser højt for børn og børnebørn. Og det er vigtigt, at der læses op for de små. Barnets sprogøre, ordforråd, fantasi og menneskekundskab udvikles tidligt gennem oplæsning.

Der må gøres op med myten om, at H.C. Andersen er børnebogsforfatter. H.C. Andersen fortæller, som han ville fortælle for børn, men han tilføjer, at de voksne skal have noget for tanken. Og det får vi. H.C. Andersen er en tænker og en seer. Den voksne, der læser eventyrene som børneeventyr har slet ikke forstået dybden og genialiteten. Og det var digterens store sorg, at samtidens læsere langtfra altid fattede dybden i eventyrene.

Det er helt utroligt, som eventyrene er slidstærke – ja, meget mere moderne og vedkommende end så megen moderne litteratur.

Genialiteten i eventyrene ligger ikke blot i aktualiteten, men i, at eventyrene er skrevet på en måde, så læserens identifikation ændres med årene. I ”Det gamle hus” identificerede jeg mig med barnet, da jeg selv var barn. Jeg følte, at den gamle mand måtte være meget ensom, og tænkte, at min gamle tante læste eventyret for os børn, fordi hun selv var ensom.

I dag identificerer jeg mig med den gamle mand, og jeg indser, at han overhovedet ikke er ensom. Han har levet et rigt liv. I alderdommen tærer han på de mange gode minder, som bliver til fortællinger for den lille dreng, der forærer ham sin tinsoldat.

For den vågne læser er der også i eventyret et opgør med den moderne materialisme, der undertrykker hjertets dannelse.

Den lille dreng er blevet voksen. Hans liv er fyldt med forretninger, så han dårligt kan genkende sin egen tinsoldat. Men hustruen har hjerte og røres over historien om den gamle mand og tinsoldaten.

I ”Snedronningen” er lille Kay kommet så langt ud, som det moderne, materialistiske menneske kan komme. Han har forskrevet sig til Snedronningen og glemmer straks sit fadervor og begrebet evighed. Kun den lille tabel kan han huske. Først da lille Gerdas tårer rører hans hjerte, forstår han, hvor langt ude i kulden han har været.

Mange år før opfindelsen af flyvemaskinen skriver eventyrdigteren om rejse på dampens vinger. Og han forudser, hvad flyvemaskinen gør ved mennesket.

Amerikanerne ser Europa på en uge. Så kan man sige, at man har været der. Overfladiskheden hærger. Travlheden fortrænger fordybelsen.

Selv kastede digteren sig med begejstring over både jernbanen, fotografiet, uret og telegrafen og forudser samtidig, hvad alt det nye gør ved os.

Diskussioner om menneskets forhold til videnskaben er allerede temaet i flere eventyr.

Informationsteknologien i skikkelse af den store søslange, telegrafkablet fra Europa til USA, rummer alle muligheder for, at menneskenes tanker kan bevæge sig fra den ene verdensdel til den anden. Men søslangen kan tage magten fra mennesket ligesom mobiltelefonen.

Derfor kalder Andersen allerede i 1872 opfindelsen for velsignelsens midgårdsorm. Velsignelse og ødelæggelse på samme tid.

Eventyrene er i dag, præcis 200 år efter digterens ankomst til København, mere vedkommende end nogensinde. H.C. Andersen sætter de moderne problemer til debat.

Læs selv.