Mordet på tysk er en dansk skandale

Torsdag i sidste uge var en stor dag for 88.757 unge danskere, der har søgt ind på en skatteyderbetalt videregående uddannelse i Danmark. Stor glæde eller stor skuffelse. Men mest glæde: Hele 82 pct. af de 65.714 optagne er kommet ind på det studium, som var deres førsteprioritet.

Blandt topscorerne finder vi international business, hjerneforskning, psykologi, medicin, jura, forsikringsmatematik, biomekanik og kommunikation. Det er alt sammen spændende og udmærkede fag. Som har ét afgørende træk tilfælles: De peger frem mod et specifikt job.

De unges foretrukne studier er professionsuddannelser ligesom andre topscorere som pædagog, sygeplejerske, civilingeniør og folkeskolelærer. Det ser ud til, at unge af i dag vælger mere sikkert end tidligere og stadig gerne vil være varme hænder i den galopperende velfærdsstat.

Vi kan vælge at udlægge tallene som tegn på en ny målrettethed, som ikke ligefrem var typisk i min egen studietid. Vi kan brede beskrivelsen ud ved at skildre tendensen som et udslag af realisme i en usikker og tumultarisk tid. Som den sociologisk orienterede psykolog Svend Brinkmann minder om i JP, skal alting gå stærkere og stærkere i dag: madlavning, transport, kærlighed. Den sociale acceleration burde frisætte os, men virker modsat. Vi føler os pressede. Det kunne være derfor, de unge søger tilbage mod en umiddelbart sikrere karrierevej, der egentlig bare kræver, at man sætter sig ned og terper et stof.

Men der er også noget andet i spil. Når man betragter de unges favoritter, får man på fornemmelsen, at de klassisk humanistiske fag er blevet en by i Rusland.

Det samme er flere sprogfag, især tysk, der ligger lavest i popularitet og nu befinder sig på samme niveau som indianske sprog og kulturer.

Tysk, Europas største sprog, er blevet eksotisk i Danmark – eller rettere – historie. I løbet af blot én generation er det sprog, som ligger vort eget nærmest, i praksis blevet aflivet ved de videregående uddannelser. Det er en regulær skandale.

Da jeg gik i skole for mange år siden, var tysk endnu et fag med en vis respekt og tiltrækning. Min tysklærer Arne var en meget præcis og tysk mand, lidt tør og firkantet og særdeles nøjeregnende med kasus og bøjninger og anden grammatik. Jeg led. Mit tyske var elendigt. Men jeg forstod, at tysk talte på lige fod med engelsk og fransk, kemi og fysisk. Ergo måtte jeg lide og kæmpe med det og hade mig selv for ikke at være bedre i 45 minutter ad gangen. Alligevel lærte jeg nok til at kunne læse fagtekster på tysk med hjælp fra ordbøger og eventuelt en engelsk oversættelse ved siden af, da jeg kom på universitet for at læse historie. Lad mig derfor sende en venlig tanke til Arne.

Klip så til i dag, hvor unge mennesker knap nok forstår de mest almindelige tyske gloser. Eller det vil sige: De har så godt som intet lært af sproget i skolen, slet ikke at læse en tekst på tysk, og – værst – they couldn’t give a damn. Til trods for alle hurraråbene om globalisering og internationalisering er ét fremmedsprog – amerikansk snarere end engelsk – mere end rigeligt for dagens ungdom.

Det sproglige armod er tilsyneladende prisen for kulturdominansen fra Hollywood og Silicon Valley. Og konsekvensen af idiotiske beslutninger truffet af anglofile uddannelsesplanlæggere op gennem 1990’erne, 2000’erne og 2010’erne. Som Per Øhrgaard, tyskprofessor ved Københavns Universitet, understregede for allerede længe siden, så er det kun tvivlsomme finansrådgivere, der råder folk til at satse alle penge på et enkelt værdipapir; men sprogligt og kulturelt er det det, vi har valgt at gøre i Danmark. I 1999 blev der optaget 116 studerende på landets to største bacheloruddannelser i tysk på Aarhus og Københavns Universitet. I 2009 var tallet 64, i dag er der knap nok nogen tilbage.

Vores dannelseshorisont er med andre ord blevet mere provinsiel, ikke mindre, af globalisering og internet. Vist drikker vi weissbier som aldrig før, leger bohemer i Berlin, ser tyske serier på Netflix eller holder af tysk fodbold. Selv kansler Merkel har en høj stjerne i danske medier. Men ingen gider tale sproget, endsige bruge år på at lære det ordentligt. Også selv om Tyskland er Danmarks største samhandelspartner.

Særligt det sidste må vække forundring ude i de små hjem. Her går den unge generation med livrem og seler og læser til socialrådgiver, jurist eller forsikringsmatematiker. Og så ser de helt og aldeles bort fra et sprog, som vil kunne give dem kassen i danske eksportvirksomheder, der hiver mere end 100 mia. kr. hjem hvert eneste år. Det hænger ikke sammen.

Og kalder på en national selvransagelse.