De danske politikere når ikke briterne til sokkeholderne. Britisk politik vinder på show business-skalaen

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det britiske udskillelsesløb om at blive næste premierminister og kapre regeringsmagten efter den kæntrede Theresa May har været spækket med underholdende elementer og farverige, grænseoverskridende mennesketyper. Sideløbende med det samtidige danske politiske stafetløb i forbindelse med regeringsforhandlingerne, da vinder briterne stort på show business-skalaen.

Blandt de danske politiske hovedpersoner i opløbet til dannelse af en regering er der f.eks. ikke en romantisk type som eventyreren Rory Stewart, der meldte sig som kandidat til posten som premierminister. Hans far var D-day-veteran og britisk spion. Stewart har måske selv været spion, men den slags fortæller man ikke. Men han har vandret rundt i årevis i hele Afghanistan iført hue ligesom pashtunerne og slængkappe for at genrejse den høje standard for afghansk kunsthåndværk i projektet ”Turquoise Mountain”, støttet af prins Charles. Og – som sidegevinst – måske også for at finde ud af, hvad talibanerne havde i ærmet på efterretningstjenesternes, altså på Hendes Majestæts Hemmelige Tjenestes, noble vegne. Stewart har været privatlærer for prinserne William og Harry, en klar outsider og politisk ballademager. Fortæller gode historier.

For Rory Stewart har især haft en rejseaktivitet, inden han blev konservativ parlamentariker, der ville få Phileas Fogg til at virke som stavnsbunden hjemmeføding. Blandt mange andre sprog taler Stewart også persisk. På et tidspunkt inden politik gik Rory Stewart i årevis 6.000 engelske mil gennem Iran, Nepal, Pakistan, Afghanistan og Indien for derefter at skrive tre bestsellere om gåturen.

I sammenligning med Rory Stewart fra det konservative felt i slutspurten, så har Pernille Skippers, Pia Dyhr Olsens, Morten Østergaards og Mette Frederiksens rejser fra samfundsstudierne og helt hen til Christiansborg Slotsplads været mindre halsbrækkende og ikke skabt lige så krævende udfordringer til deres eventuelle persiske sprogkundskaber som Stewarts gåture.

En anden farverig type i det britiske førerfelt var Sajid Javid, indenrigsminister i Theresa Mays konservative regering og med andre ministerposter bag sig inden da. Sajid Javid stammer fra en muslimsk indvandrerfamilie i Rochdale i det industrielle Nordengland, hvor han er en af fem sønner. Hans pakistanske far var første generations brite og buschauffør. Sajid Javids mor kunne ikke tale engelsk, idet hun var vokset op i en pakistansk landsby, hvor piger ikke gik i skole. Som barn blev Sajid ofte mobbet som ”paki” og verbalt krænket af medlemmer af det højreorienterede parti National Front. Han blev rådet til en karriere som tv-reparatør af lærerne i folkeskolen, men tog på eget initiativ ekstra undervisning i matematik for at komme en smule videre end til reparation af tv-apparater. Og endte så ad flittige omveje på universitetet og fik siden en glorværdig karriere i den internationale bankverden og blev med tiden direktør i Deutsche Bank med årsløn på 3 mio. pund. Derefter blev Javid med stor succes konservativ politiker og minister.

Der er heller ingen muslimer helt oppe i det danske politiske slutfelt med en indvandrerbaggrund i arbejderklassen og en årlig slutløn i det private erhvervsliv på 3 mio. britiske pund, og så ovenikøbet også parlamentarisk formand for ”Konservative Venner af Israel”. Javid fik på et tidspunkt i stafetløbet om Mays job de andre konservative kandidaters samtykke til at starte en undersøgelse af, hvor meget islamofobi, der er i det konservative parti. Kontroversiel idé.

Og så har der naturligvis været slutfeltets leder Boris Johnson, der heller ikke er helt almindelig og med en sprogbrug og et privatliv, der ikke er for svage sjæle. Boris Johnsons oldefar var muslimsk, tyrkisk indvandrer. Han ankom til Storbritannien i 1912. Det forsvarede Johnson sig med, da han i en tv-debat blev beskyldt for antimuslimske udtalelser. Han havde skrevet engang, at muslimske kvinder, der er helt tildækkede, minder os om maskerede bankrøvere, og at de desuden ligner postkasser, hvis de har en åben revne til øjnene i gevandterne, ligesom postkasser har en åben revne til breve. Han skrev det vel at mærke i en artikel, hvori han fordømte forbud imod burkaer.

Boris Johnson kommer fra en stor bohemefamilie. Han er selv boheme i ydre og indre og er født i New York. Hans mor er billedkunstner. Hans far har været gift mange gange, det har Johnson også. Ind imellem ægteskaberne har Johnson haft et ivrigt kønsliv, der ofte har skaffet overskrifter og ind i mellem problemer i karrieren. Inden han blev politiker med stor succes som overborgmester i London i to perioder, da var han noget så ufornemt som journalist og chefredaktør for den ugentlige tidsskrift The Spectator.

Jeg var korrespondent i Bruxelles for TV 2, da Johnson var der for The Daily Telegraph. Han stillede altid respektløse spørgsmål på meget fint fransk på pressemøderne og irriterede eurokraterne. Der var dengang en benovet selvhøjtidelighed i EU’s institutioner og en Vatikan-agtig angst for systemkritik, som Johnson straks spottede, udstillede og gjorde nar ad.

Dissens har aldrig været af det onde, syntes jeg – også dengang. Johnson var systemkritiker.

Briterne er ikke bornerte, de kan godt lide excentriske mennesker. De tilgiver Johnson hans grænseoverskridende sprog og livsvaner. At han er morsom, somme tider for morsom, det bliver ikke brugt imod ham. Tværtimod.

Udenrigsministeren, Jeremy Hunt, understregede sin internationalisme i slutfasen ved at fortælle, at han er gift med en kineser, og at alle hans børn ligner kinesere. Sådan ser flere og flere familier ud i UK, de er blandede i vores globaliserede, multikulturelle land, sagde udenrigsministeren på tv. Og det er godt, tilføjede han.

Endelig blev en anden fra slutspurten, miljøminister Michael Gove, nødt til at indrømme, at han for nogle år siden havde haft et kokainforbrug. ”Never a dull moment” med gys plus grin hele vejen i udskillelsesløbet.

Feltet repræsenterede både det moderne og gammeldags i Det Forenede Kongerige. Globaliseringen med rod i det hedengangne, multikulturelle imperiums ”Great Game” ved eventyreren Rory Stewart, der gennemtrawlede Afghanistan og omegn i årevis som en moderne Lawrence of Arabia. Og den moderne globalisering med rod i vore dages verdensomspændende måde at drive business på. Jeremy Hunt drev forretning i Asien i flere år. Britisk-pakistanske Javid røg til tops i Deutsche Bank.

Sammenlignet med danske politikeres livserfaringer er der forskel, idet Danmark er et langt mere homogent land end Det Forenede Kongerige og gerne vil blive ved med at være det og har en helt anden historie. Der er ingen dramatisk forskel på de danske politikere, der i øjeblikket forhandler om fremtidens regering og dens grundlag. De kunne godt være i familie med hinanden, selv om de har meldt sig ind i forskellige politiske partier. De er mere eller mindre af den samme generation og mere eller mindre med de samme uddannelser.

Briterne er på vej væk fra EU. Men ikke fra verden, den store verden. Ingen af politikerne i slutspurten var blot antydningsvis provinsielle i deres verdenssyn. Men de tror ligesom flertallet af deres vælgere, at deres land får det bedre ved at åbne op ud imod verden uden for Europa, frem for at forskanse sig i EU – sådan ser flertallet på det i øriget. Måske tager de fejl. Måske vil historien give dem uret og deres farvel til EU vil vise sig at være en national katastrofe.

I EU bør de vel glæde sig over at slippe af med briterne som utilpassede børn, der stikker kæppe i EU’s hjul. Som i gamle dage, da uvorne unge blev skibet til USA som udvandrere, således kan EU vælge at afskibe briterne og sige ”god rejse” og kom for guds skyld aldrig tilbage igen. Det sagde de pæne familier til deres uvorne unge, da de sendte dem af sted med enkeltbilletter. Så kan de tilbageblevne fortsætte med deres projekter uden ballademagernes forsinkende indblanding

Vi får se. Spændende. Også hvor deres danske, mindre excentriske politiske kolleger ender i deres slutspurt.