Hvad sker der med sundhedsvæsenet, når alle har ret til alt?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Sidste år udkom den engelske historiker David Runciman med bogen “Sådan ender demokratiet”, hvori han tørt konstaterer, at ende vil det gøre, for historien lærer os, at alting har en ende.

Men hvordan ender det så, ifølge Runciman? Ikke særlig dramatisk. Risikoen er ikke, at demokratiet kollapser, men at det holder op med at fungere, samtidig med, at det fortsætter, som om det fungerer. Det løser ikke længere de fundamentale problemer, men der vil stadig være frie valg, retsstat, frie medier og ytringsfrihed. De liberale demokratiske værdier opretholdes, men foragten og mistilliden gør, at det forbliver tomme institutioner.

Demokratiet ender ikke med et brag, men en klynken. Oprør eller fascisme bliver der ikke tale om, dertil er vi for rige, for dovne og for gamle. Men verden forandrer sig, og demokratiet kan ikke følge med. Ja, tænker vi og ser ud over verden – Frankrig, Storbritannien, USA, Sverige – det er sure tider for demokratiet. Men hvad med her hos os? Hvordan fungerer det repræsentative demokrati her i Danmark? Ikke særligt godt. Det virker viljes- og retningsløst. Politikerne har for travlt med at fodre opinionen og blive genvalgt. De savner myndighed.

Tag sundhedsvæsenet. Forleden gav en leder på Rigshospitalet op. Klinikchef Jakob Trier Møller udtalte, at han ikke længere kunne se sig selv i øjnene, når han så sig i spejlet om morgenen. I 20 år havde han været klinikchef på Rigshospitalet, nu sagde han med egne ord op i desperation: »Efter mange års frustration over, at der ikke er nogen, der gør noget ved de grundlæggende problemer i sundhedsvæsenet, kunne jeg ikke længere. Ingen fra politisk hold tør gå ind i dette område og rykke på problemerne.«

Vi kan ikke blive ved at behandle alle, som vi gør i dag, sagde han. Tag en kræftbehandling, hvor chancen for at overleve i bare tre uger er lille, der bruger vi enorme summer på at behandle. Men skal man behandle en 89-årig med gammelmandsleukæmi, når det koster op mod en million om året, som der er blevet spurgt. Man kunne mene, at spørgsmålet bærer svaret i sig. Men nej, de forsøg, der siden Møllers opsigelse har været på at få ansvarlige politikere til at forholde sig til prioriteringsproblemerne, har vist sig frugtesløse. De snakker udenom.

»Det kan aldrig blive en politikers opgave at tage den snak med patienten. Det er sundhedspersonalets opgave,« siger Stephanie Lose, formand for Danske Regioner (V).

Men hvordan overtaler en læge en ældre, der nødigt vil dø, til at afstå fra en livsforlængende behandling? Det er politikernes opgave at trække grænsen, når der ikke er penge til det hele. Og det er der ikke, og det vil der aldrig blive. Sundhedsvæsenet bør ikke have flere penge, som jeg argumenterede for på dette sted for 14 dage siden. Det er en Bermuda-trekant, hvor milliarderne forsvinder sporløst. Der må og skal prioriteres.

I stedet deler man fra politisk hold rundhåndet ”patientrettigheder” ud til højre og venstre uden at skelne, for politikerne mener, at ”alle har ret til alt”, og så skal lægerne prøve at snakke sig fra de meningsløse behandlinger. Det er ansvarsløst.

Problemet ved at gøre sundhedsvæsenet til kampzone for det kommende valg er, at partierne overbyder hinanden med ”patientrettigheder”. Hvorfor ikke tage kommandoen, det er det, de er valgt til, i stedet for bare at smide lunser ind i burene? Hvad de burde, var indbyrdes at aftale at afpolitisere området – lave et ”Kanslergadeforlig” og enes om, hvor de fandens grænser skal gå. Af respekt for demokratiet. Mens det er her.