Måske trænger vi til at minde hinanden om, at livet er livsfarligt

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Sig nærmer et folketingsvalg, og som sædvanlig ved ingen, hvem de skal stemme på, i hvert fald ikke af dem, jeg snakker med. Der er ikke længere nogen forskel på de relevante partier, selvom de da forsøger at pumpe nogle op. Som altid, når et valg nærmer sig, står de i kø med hinanden for at ”levere varen” på sundheds- og socialområdet. Det er ikke værdigt.

”Patienten først – nærhed, sammenhæng, kvalitet og patientrettigheder” hedder efter sigende regeringens seneste udspil til en sundhedsreform. Så er det hele vist med? ”Patienten først” – som overskrift for et sundhedsvæsen turde det være en platitude. Hvem ellers først? Overlægerne først? Sygeplejerskerne?

Men man frygter, at det skal læses som overskrift for hele samfundet. Det synes at være der, vi er på vej hen: samfundet som hospital, skråstreg plejehjem. Som da Mette Frederiksen, Socialdemokratiets professionelt forurettede på alle svages og syges vegne, for nogle år siden i et interview udtalte, at et samfund efter hendes mening »ikke kunne træffe det valg, at det ikke vil prioritere syge mennesker«.

Det lyder jo meget tilforladeligt ved første øjekast, men hvad betyder det egentlig? Skal vi som samfund prioritere de syge frem for de raske? Det betyder det vel, ellers er det en tom udmelding. At prioritere de syge, men også de raske, giver ingen mening – prioritere betyder vel sætte forrest.

Men samfundet som hospital er samfundet på vej i grøften. Kun det samfund, der – økonomisk og på anden vis – prioriterer de raske, hvor de findes, har en chance i denne verden. Og det ville ikke udelukke alle mulige former for sikkerhedsnet for de svageste.

Sundhedsområdet er i de seneste årtier blevet et kæmpestort, umætteligt, sort hul af lige rettigheder, som med lethed sluger alle de midler, man kan skrabe sammen. Vi bliver desuden ældre og må allerede importere personale fra andre verdensdele til at tage sig af os, hvilket som bekendt har ført en hel række andre problemer med sig.

Områder som skole, uddannelse og forskning har længe ligget underdrejet, selv om det er det, vi skal leve af – ikke de syge. Det kan lyde kynisk, men det er der måske også brug for politisk. Nogen burde lære at sige højt og tydeligt fra, før hele samfundsoverskuddet ender i det kolossale hul, og måske ville det være lettere for politikere, hvis de på forhånd enedes om ikke at underløbe hinanden med overbud i medierne. Det ligger i forvejen tungt med tilliden til en generation af politikere, der i den grad har indstillet sig på, at politik ikke er et kald, men en karriere, afhængig af daglig, positiv eksponering i medierne.

Det er slet ikke nemt at skrue en velfærdsstat forsvarligt sammen i en flydende verden som denne, og slet ikke i forhold til en i stigende grad uhomogen befolkning med identitetsproblemer. Jeg ville overveje at anbefale den politiker, der lovede at gå den modsatte vej, nemlig at sætte grænser for ”den terapeutiske stat”, ud fra den betragtning, at der i fremtiden alligevel ikke vil være penge til det hastigt stigende antal kostbare ydelser på sundhedsområdet, som efterspørges af en ængstelig, livsstilsramt befolkning, som finder dem på internettet.

Man kunne begynde med at se kritisk på den udbredte, enormt dyre legitimeringspraksis med screeninger og alle mulige ”pakker”. Måske trænger vi til at minde hinanden om, at livet er livsfarligt.

At man »da skal have, hvad man har ret til« er blevet det dyreste motto i vores velfærdssamfund. Det er under alle omstændigheder en utopi, men bare en tilnærmelse kan ende med at gøre os bankerot.