Hvem skal jeg stemme på?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Da der forrige gang var valg, var mit barnebarn Julie en halvstor pige. Vi kørte gennem byen, hvor der var ophængt den ene valgplakat efter den anden.

»Farmor, hvem stemmer du på?« spurgte Julie. »Det spørger man ikke folk om,« forklarede jeg. »Det er noget helt privat, hvem man stemmer på.« »Jeg tænkte bare,« sagde Julie så og pegede på en af valgplakaterne. »Vil du ikke godt stemme på hende der?« »Hvorfor?«spurgte jeg. »Jo, hun ser så sød ud!« sagde Julie.

Det var Ellen Trane Nørby, der sad og smilede på plakaten.

På sin vis kunne man jo godt vælge kandidat efter, hvordan hun ser ud. Det er der sikkert en del, der gør. Der er ingen tvivl om, at f.eks. Pernille Vermunds gode udseende letter vejen for hende.

Men et godt udseende betyder ikke ret meget for de beslutninger, man tager. Jeg tænker med ubehag på et læserbrev i avisen, da Lars Løkke var kandidat på den ene side, og Helle Thorning-Schmidt var det på den anden. Her gik læserbrevsskribenten i brechen for den, der havde de længste og flotteste ben af de to. Det var nok skrevet med et glimt i øjet, men alligevel.

Man kan have forskellige principper for sit valg. Jeg har længe haft det princip, at jeg kun vil stemme på en kvinde. Jeg synes ofte, mænd dominerer alt for meget i politiske sammenhænge. Den eneste gang i nyere tid, jeg har fraveget kvindeprincippet, er til kommunalvalgene. Da stemte jeg i mange år på min nabo, skønt han var af hankøn og tilhørte Kristeligt Folkeparti, som ikke just var min kop te. Men jeg kendte naboen og vidste, han var klog og hæderlig, så derfor fraveg jeg mine principper og stemte på ham. Nu har jeg igen en tiltalende nabo, der er byrådskandidat. Han tilhører Venstre, og jeg stemmer på ham af lokalpatriotiske grunde, skønt han har sit køn imod sig. Men til folketingsvalget stemmer jeg på en kvinde.

Det er slet ikke så let at bestemme sig til, hvem man skal stemme på. Som ung var jeg medlem af Venstres Ungdom. Som del af en landbofamilie var det naturligt at tage Venstre til sig som det parti, der kunne løse landbrugets problemer. Nu har jeg også været lærer, og i det fag hælder man mere til socialdemokratiske løsninger. Det gav i mange år et dilemma i mine valg, og det dilemma er ikke blevet mindre i denne valgkamp. For på den ene side og på den anden side. Jeg hører til den slags mennesker, der er let at overbevise. Når jeg hører en sag fremstillet på en bestemt måde, synes jeg egentlig, det lyder fornuftigt. Når jeg hører det modsatte, kunne det vel også give mening. Derfor er jeg til fals for gode argumenter, og de sidst udtalte vil ofte vinde.

Desværre tror jeg ikke længere på politikerne. Jeg har set alt for mange ”Besserwisserne” og ”Tirsdagsanalyser” til at tro, at politikerne siger det, de mener. De siger et, men hvad siger de i virkeligheden? Den, der er klog nok, kan regne det ud.

Jeg må derfor stemme på den politiker, jeg har tiltro til. Det er ikke nødvendigvis den med det sødeste smil og de længste ben, men den, der viser mig, at det gælder om at have sund fornuft. Hvis en politiker går ind for noget, er det så sund fornuft? Det er mit første krav til den politiker, jeg vil stemme på. Og så skal det selvfølgelig være en kvinde.