Meget er på spil, når Palme, Hammerskjöld og dansk FN-diplomats brutale død igen efterforskes

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Den 26. november 1959, om morgenen, blev den danske FN-diplomat Povl Bang-Jensen fundet død i en park i New York. Skudt gennem tindingen med sin egen revolver. New Yorks politi konkluderede hurtigt, at der var om selvmord, men familien og i politiske kredse mente man, der var tale om mord. Flere ting stemte ikke. Hvorfor lå revolveren ved Bang-Jensens højre hånd, når han var venstrehåndet, og hvordan var Bang-Jensen kommet ind i parken, og hvor havde han været i tre dage op til dødsfaldet?

Verden er fuld af uopklarede dødsfald. Langt de fleste henlægges efter kort tid, mens andre – de spektakulære eller dem, der involverer vigtige personer – skrives der bøger og laves film og journalistik om. Måske er der kommet nye oplysninger frem, så der er grundlag for en journalistisk bog eller en dokumentarfilm. Eller måske er der gået en rum tid, så begivenhederne er på så tilpas stor afstand, at historien kan fortolkes mere kreativt og frit i en dramaserie. Det sidste er tilfældet for historien om Povl Bang-Jensen, der netop her i 2019 har været død i 60 år. Sagen har i mange år været omgærdet af mystik, og en dansk filmproducent arbejder på at lave en tv-serie om det, som det amerikanske filmmagasin Variety kalder »the real-life assassination« af den danske whistleblower Povl Bang-Jensen, der ”afslørede”, at FN var blevet infiltreret af sovjetiske agenter. Efterfølgende blev der spekuleret i, at russerne likviderede den danske diplomat.

Filmproducenten Ulrik Bolt Jørgensen fortalte i 2017, at tv-serien bliver baseret på Bo Lidegaards bog fra 1998 om sagen, ”Den højeste pris”. En gennemresearchet bog, der opruller optakten til Povl Bang-Jensens død, men ikke kriminalistisk beskæftiger sig med faktiske omstændigheder ved selve dødsfaldet. Til gengæld giver den et indblik i det spil, der ledte op til ”selvmordet”. Det er både historien om kynisk udenrigspolitik under Den Kolde Krig og en personlig beretning om en uhyre stædig og principfast mand, der selv opsøger – og skubber til – sin egen totale nedtur. En mand, der har svært ved at acceptere, at kompromisser nu engang er en del af livet. Især som diplomat.

Bang-Jensen havde spillet en vigtig rolle under Anden Verdenskrig som højre hånd for Danmarks ambassadør i USA. Da Sovjetunionen efter krigen knuste opstanden i Ungarn i 1956, var han i den grad på ungarernes side og mente, at FN ikke gjorde nok for at komme Ungarn til hjælp. Den danske diplomat mente ganske enkelt, at det var lykkedes Sovjet at infiltrere FN, så verdensorganisationen ikke i tilstrækkelig grad kom de kæmpende ungarere til hjælp. I et politisk system som FN skal der tages mange storpolitiske hensyn, og netop det politiske klima var ikke til, at man skulle forfølge Bang-Jensens ellers ret sandsynlige teori. Især kritiserede han FN’s svenske generalsekretær Dag Hammerskjöld, som, mente han, var svag og ikke kunne agere, fordi russerne havde ”noget” på ham. Der gik rygter om, at Hammerskjöld var homoseksuel, og at russerne ville bruge det mod ham. Konflikten, som Bang-Jensen i den grad optrappede, endte med danskerens fyring og efterfølgende deroute og tragedie. Mord eller selvmord står stadig hen i det uvisse.

Det samme har indtil nu været tilfældet, når det gjaldt Dag Hammerskjölds voldsomme død to år senere. Den svenske FN-generalsekretær, som Bang-Jensen ikke kunne komme overens med, omkom i 1961 i et flystyrt i det daværende Nordrhodesia under aldrig fuldt klarlagte omstændigheder, som det beskrives. Hammerskjöld var kendt for sine ferme diplomatiske evner og formåede ofte at få stridende parter til at forlige sig. Da han mistede livet, var han på vej til et møde om Congos uafhængighed; en uafhængighed, hvide kolonialister i Afrika var stærkt imod.

Siden 1961 har det svirret med rygter om, hvorfor flyet styrtede ned. Var der var tale om en pilotfejl eller en helt bevidst likvidering af den svenske FN-generalsekretær? Og hvem stod i givet fald bag? Mads Brügger, journalist, filminstruktør og programchef på Radio24syv, har sammen med en gruppe journalister undersøgt sagen nærmere. Resultatet er dokumentarfilmen ”Cold Case Hammerskjöld”, der har skabt stor opmærksomhed og får verdenspremiere ved Sundancefilmfestivalen i USA i denne uge. Journalisterne bag filmen afslører, at flyet med FN-chefen øjensynligt blev skudt ned af et andet fly, der befandt sig i området. Piloten på flyet, Jan van Risseghem, har over for en ven indrømmet, at han skød flyet ned, og vennen står frem i filmen, der også fortæller, at en sydafrikansk militær organisation, SAMIR, ved flere lejligheder har hævdet, at den stod bag nedskydningen. Fordi Hammerskjöld tog afrikanernes parti i kampen mod det hvide overherredømme.

Ifølge de nye oplysninger peger pilen altså på det sydafrikanske apartheidstyre, når ansvaret for Hammerskjölds død skal placeres, og det samme gælder en anden on-going investigation: Hvem myrdede den svenske statsminister Olof Palme i 1986? De seneste år er flere mulige mordere navngivet, men når man har læst Jan Stocklassas næsten 500-siders værk om nøglen til Palmemordet, der i november 2018 blev udgivet i mere end 50 lande, sidder man med en klar fornemmelse af, at mordet er sket med sydafrikansk indblanding. Muligvis fordi – som i tilfældet med en anden svensker, Hammerskjöld – at Palme var en svoren modstander af apartheid og aktivt støttede ANC, den sorte borgerretsbevægelse i Sydafrika. Der fremlægges ikke nagelfaste beviser, men det er bogens teori, at det ikke var en sydafrikaner, der trykkede på aftrækkeren på det våben, der affyrede to skud mod Palme og hans kone, Lisbet. Den sydafrikanske efterretningstjeneste havde en svensk hjælpecelle – stærkt højreorienterede typer, der hadede Palme – som ikke kendte den bagvedliggende organisation eller persongalleri. De skulle være syndebukke, hvis de blev taget af det lokale politi, og dermed undgik man, at spor ledte tilbage til Sydafrika. Brugen af lokale ”syndebukke” var en metode, der i andre tilfælde blev brugt, når efterretningstjenester udførte mord på fremmed territorium. Bogen udpeger en svensk mand, der deltog i likvideringen og fortæller, hvor han muligvis har gemt mordvåbenet.

Om det er den fulde sandhed, ved vi ikke – og vi kender stadig ikke alle detaljerne om den brutale død, der blev henholdsvis Palme, Bang-Jensen og Hammerskjöld til del. Eller hvad der præcis skete før og efter. Der sidder helt sikkert stadig folk derude, der ved mere om, hvad der er op og ned i de spektakulære sager. Hvad skete der i de tre dage op til Bang-Jensen blev fundet i parken i New York, skudt gennem tindingen? Hvor befinder mordvåbnet til likvideringen af Palme sig? Og hvem stod bag ordren til at skyde flyet med Dag Hammerskjöld ned over Nordrhodesia den septemberdag i 1961?

Store (stor)politiske og økonomiske interesserer kan stå på spil, så potentielle whistleblowere er fristet til at tage deres viden med i graven. Med dokumentarismen og journalistikken kommer vi videre fra det sted, hvor politiet gav op. Og presset skal fastholdes. Den gode journalistiske fortælling kan noget særligt. Finde, fremskaffe og fremlægge faktuelle oplysninger, som efterfølgende kan blive genstand for tolkninger og diskussion i det offentlige rum. Så vi hele tiden kommer et stykke nærmere den sandhed, vi alle stræber efter at kende.