De nuværende menneskerettigheder og konventioner degenererer samfundet og skaber had

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Fordi man ikke opdaterer rettighederne, skaber man et rum, hvor hadet mellem mennesker stiger, og overholdelse af rettighederne mister betydning. Samfundsdebatten degenererer, og samfundet bliver mere og mere polariseret.

Menneskerettigheder er en social konstruktion skabt på et givet tidspunkt. Som med alt muligt andet skal det løbende revideres, således at det tilpasses den tid, man lever i. Dermed kan konventioner, der er skabt lige efter 2. verdenskrig ikke være evigtgyldige. Det svarer til, at vi i dag skulle tolke bibelen, som man gjorde omkring år 1000. Det er jo præmisserne bag rettighederne, der er de interessante. Menneskerettigheder er en nødvendig beskyttelse af individet, men hvordan beskytter man samfundet mod individet. Vi har svært ved at beskytte samfundet mod individet i den vestlige verden, hvor vi bryster os af at overholde menneskerettigheder, og anklager alle mulige andre for at overtræde dem. Dette problem viser sig i vores besvær med at forsvare os mod terror. Hvordan kan vi forsvare os mod terror, og samtidigt overholde menneskerettighederne. I øjeblikket skaber vi begrænsninger i “almindelige” menneskers bevægelsesfrihed for at sikre os mod terror. Er dette ikke også i strid med menneskerettighederne? Samtidig skal vi behandle anholdte terrorister i henhold til samme menneskerettigheder, som de selv afskyr? Hvordan kan vi som moderne humane mennesker håndtere dette skisma?

Flygtningekonventionen er skabt i en tid, hvor flygtninge bevægede sig kortest muligt for at slippe bort fra krig og katastrofer. I dag ser vi flygtninge, hvor nogle har tilstrækkelig økonomi til at betale menneskesmuglere for at blive flyttet tusindvis af kilometer væk fra konflikt eller katastrofe. De nuværende konventionerne er ikke skabt til at håndtere sådanne udfordringer. Denne type flygtninge er med til at skabe nogle af de problemer, vi har med flygtninge i vores lille smørhul af et land. De store kulturforskelle, der er mellem det område de kommer fra og det område de kommer til, er med til at skabe hadet. De forstår ikke os – og vi forstår ikke dem.

I Danmark skal Institut for Menneskerettigheder kvalificere regeringens anbefalinger. Når regeringen så alligevel ikke rigtigt bruger deres anbefalinger, hænger det måske dels sammen med, at de bygger på rettigheder, som ikke er opdaterede, og at følelser styrer forholdet til de selvstyrende områder.

En opdatering af menneskerettigheder kunne måske tendere til, at regeringen får større opmærksom på at overholde dem – også på de indre linjer. Her tænker jeg på udfordringer i rigsfællesskabet, hvor grønlændere og færinger slipper afsted med ikke at overholde menneskerettigheder, dels fordi de ikke matcher de udfordringer, vi har med selvstyrende områder, og dels er underlagt følelser som følge af det. Det sætter mindretal i rigsfællesskabet under pres. Samtidig glemmer vi, at mens vi lukker grænsen for flygtninge i det sydlige, så står porten på vid gab i det arktiske. Her er kinesernes fortolkning af menneskerettigheder på vej ind – og de finder også vej til den sydlige del af Danmark før eller siden.

Løsningen er at revidere dem, og derefter holde politikerne op på en moderne fortolkning af rettighederne.