Voldtægtssager og kvindepolitik

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Diskussionen om voldtægt er helt ude af kurs. Det glemmes, at ingen er skyldig, før han er dømt. Netop i voldtægtssager er bevisbyrden ofte meget vanskelig at løfte.

Parterne har måske været sammen hele aftenen. Samværet slutter med det, som manden betragter som en fornøjelse, medens kvinden mener, at der foreligger en forbrydelse.

Det er ikke tilstrækkeligt bevis, at retten tror på kvinden. Domsmandsretten kan udmærket finde kvinden troværdig og alligevel frifinde manden, fordi der ikke var bevis for forsæt.

Jeg har som anklager ført sådanne sager, hvor manden hævdede, at kvinden »selv ville«.

Der skal føres bevis for det usynlige. For mandens tanker og forestillinger. Bevisafvejningen handler mere om psykologi og almindelig menneskelig erfaring end om jura.

Jo friere forholdene bliver mellem kønnene, jo mere krænkende virker indgrebet i kvindens frie ret til selv at vælge partner. Og jo vanskeligere bliver det at bevise voldtægt.

Kvinderne har heldigvis taget deres seksualitet i egen hånd. Vi hævder retten til frihed og ligestilling. Vi tager selv initiativet på dansegulvet og i kærlighedslivet. Vi forlanger at blive respekteret som selvstændige og stærke.

Denne udvikling ændrer naturligvis også mændenes opfattelse af os. Vi kan ikke både hævde os som stærke og ligestillede og samtidig fremstille os selv som ofre i en overdreven krænkelseskultur, der betyder et tilbageslag for kvindens ligestilling.

Vi kvinder skal i pagt med tiden kunne opfordre til skæg og ballade. Men vi må være bevidste om, at en meget udfordrende opførsel kan virke som en invitation til mændene. Leg med ilden kan føre til ildebrand, og så er det for sent at søge ly i en krænkelseskultur.

Jeg har i min anklagertid set, hvor forfærdeligt mærket en kvinde kan blive for livet, hvad enten der nu strafferetligt var tale om voldtægt eller ej.

Ingen ønsker mere end jeg, at antallet af voldtægter og følte krænkelser begrænses. Det er imidlertid at gå i den helt forkerte retning at presse kvinder til at foretage flere anmeldelser og opfordre anklagemyndigheden til at rejse udsigtsløse sager.

Forslag om at indføre regler om samtykke er et totalt tilbageslag for kvindens ligestilling og udtryk for, at vi åbenbart er blevet så degenererede, at vi ikke uden lovgivning kan takle noget så grundlæggende som en fri og naturlig omgang mellem mand og kvinde, og vel at mærke uden at nogen har følt sig krænket.

I øvrigt vil bevisproblemerne slet ikke forsvinde med et mere håndfast krav om samtykke. Manden vil hævde, at der forelå samtykke. Kvinden vil påstå det modsatte.

Jeg foreslår for det første mere omhyggelige overvejelser i dommene, så man tydeligere kan læse, hvad retten har lagt vægt på. Det er ikke rimeligt, at det er kvinden, der føler sig dømt og stemplet som løgner, hvis retten har troet på hendes forklaring.

Jeg efterlyser for det andet en smule mod hos de militante feminister. Mand jer nu op! Gør ikke krænkelserne større ved at presse til flere anmeldelser og til flere retssager. Det fører blot til flere frifindelser. Oplys i stedet om de massive bevisproblemer, så ofrene ikke føler sig ”dømt”, selv om manden frifindes, eller sagen ikke rejses ved domstolene.

Mit tredje ønske tør jeg slet ikke sige højt. Jeg nøjes med at hviske mit spørgsmål:

Er vi ikke nået dertil, hvor det som konsekvens af kønnenes ligestilling er på sin plads at spørge, om ikke vi kvinder kunne blive lidt bedre til at passe på os selv og i umisforståeligt sprog sige fra i tide?