Bjarne Corydon tramper idiotisk videre
Ugens nyhed fra dagbladet Børsen er et stykke danmarkshistorie, der varsler skidt.
Nyheden om udskiftningen af flere lederskribenter og en debatredaktør ved dagbladet Børsen er ved første øjesyn en lille og lokal historie. Men ikke når chefredaktøren hedder Bjarne Corydon. Så ved man, at der er større kræfter på spil.
Kendt og berygtet som finansminister i Helle Thorning-Schmidts regering med sloganet om, at der kommer en fair løsning i morgen og det famøse salg af energiselskabet Dong til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs, har Bjarne Corydon længe udvist en imponerende omstillingsparathed. Ifølge Corydon, der senest kommer fra en chefstilling i det internationale konsulentfirma McKinsey, skal dagbladet Børsen fremover lægge vægt på, hvad han kalder »analyse« og »indsigt«, dvs. fakta og kendsgerninger i stedet for holdninger, vinkling og andre forstyrrende indslag.
Det er Corydons erkendelsesteori, der er så sigende og gør Børsen-historien til et stykke danmarkshistorie. Jeg hentyder til hans tro på objektive tal, kolonner og indiskutable sandheder. Det er denne tro, der definerer hans offentlige virke og derfor, at mange helt korrekt forbinder ham med teknokrati og kulturløshed. Her står han og kan ikke mere; alt andet er ham dødt og fremmed, uanset om han huserer i Socialdemokratiet, McKinsey eller på Børsen.
Det ville ikke være så graverende, at en princip- og historieløs type som Bjarne Corydon har succes og nyder opbakning, hvis han stod i spidsen for Danmarks Statistik eller Vejdirektoratet. Men nu er han chefredaktør for et gammelt og agtværdigt dagblad, der ikke kun lever af tal og aktiekurser, men er afhængigt af troværdig journalistik og publicistisk engagement i et stedse mere kompetitivt marked.
Er Børsens ejere gået fra forstanden? Åbenbart. De har ansat en chefredaktør, der lader som om, at det ikke at vinkle ikke er at vinkle – og slipper afsted med det. Nogen burde vide bedre og fortælle teknokraten, at det ikke at have en holdning naturligvis også er at have en holdning, blot mere maskeret eller ubevidst.
Men det er værre – og mere generelt endnu.
For at lave avis er ikke en objektiv videnskab; det er at formidle nyheder, ideer og tendenser. At drive avis er at filtrere og fortolke verden og få læserne til at betale for produktet. Det kræver hjerne og hjerte og mere end list. Det kræver mod, det kræver integritet, det kræver selvindsigt. Det kræver, at man ved, hvor man står og kommer fra. Kvaliteter, der alle diskvalificerer Bjarne Corydon til at have noget som helst med nyhedsformidling og kulturkritik at gøre.
Ansættelsen af teknokraternes teknokrat er i sig selv en skandale, som forbløffende få reagerede på. Børsens tidligere debatredaktør Christopher Arzrouni var en undtagelse, da han tog Corydons første lederartikel, der naturligvis var drænet for mening og karakter, under kærlig behandling.
Chefredaktøren »er stadig en slags politiker – bare den slags, der ikke har nogen mening«, skrev Arzrouni rammende og tilføjede, at den ny chefredaktør gerne vil være pragmatisk, men alligevel følger et princip, som ingen kender. Det korte af det lange er, at manden taler i tunger. Han er politiker, ikke publicist. Når han taler om erhvervslivet, taler han i virkeligheden om sig selv. »Hvor er det sørgeligt«, sluttede Arzrouni, »at Børsen risikerer at ende som et mumlende talerør for offentlige embedsmænd.«
At Bjarne Corydon nu tramper idiotisk videre er forventeligt, men alligevel karakteristisk, og det varsler endnu værre for fremtiden. For hvis en mand som Corydon kan blive chef for Børsen, kan han blive alt muligt andet i en mediebranche under omkalfatring. Generaldirektør i DR? Administrerende chef for TV 2? Hvorfor ikke? De, vi allerede har, er ikke stort bedre, men overlevere, bunkeskubbere, systemfolk.
Det er her, vi møder det ny mediedanmark. I et reservat, hvor historien ikke betyder noget. I et fuglebur, hvor karrierestigen er den eneste stige, og hvor man aldrig synger med eget næb, men garderer sig ved at ansætte ligesindede fra samme kreds af højt betalte uformående. I en gummicelle, hvor ledende stillinger er noget, man hænger om halsen på de mest udvandede og ambitiøse prinser og prinsesser i kongeriget.
God påske!