Hippier i pænt tøj taler ud

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det er et interessant indlæg, Marie Krarup, forsvars- og gymnasieordfører for DF, har i avisen i dag. Ordføreren fæstner sig ved brugen af ét bestemt ord blandt jakkeklædte diplomater, politikere og ekspolitikere. Ordet er indflydelsessfære. Sig det langsomt, for det ligger ikke godt i munden. Uanset hvad er det et begreb med stor politisk og symbolsk betydning – lige siden afslutningen af Trediveårskrigene i 1648.

Ifølge Krarup er det et ord, der vækker anstød i de bedre udenrigspolitiske kredse i Danmark, der mener sig højt hævet over historien og andre irriterende kendsgerninger. I disse kredse er man modstander af begrebet og ønsker at leve i en verden uden den slags. Men samtidig forstår man her slet ikke, at EU selv udgør en politisk og økonomisk indflydelsessfære takket været EU's geopolitiske udbredelse.

Hvorfor ikke?

Fordi EU og alt, hvad der knytter sig hertil af mere materielle forhold som f.eks. karrierer og privatøkonomi, for længst er blevet en ideologi, der ikke ser sin egen skygge.

Fordi de EU-loyale embedsmænd og ambassadører ikke evner at se sig selv udefra, men har ladet sig opsluge af den indbildske selvforståelse af at være på det godes, det oplystes og det rationelles side imod de onde og dumme og uformående folk, særligt i Central- og Østeuropa.

Eller som professor emeritus ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskolen Hans-Henrik Holm uforvarende udtrykker det klods op ad Marie Krarup i dagens avis, at »humanisme, videnskab og fremskridt er vores bedste forbundsfæller i afsløringen af den uholdbare ”Mit-land-først-bevægelse.«

Forestillingen om EU er endt som en trosbekendelse. Det er renfærdigheden, der taler ud gennem medieprofessorens mund, men han er desværre kun en blandt utallige andre fra Overeuropa, der ser ned på Undereuropa, herunder de rebelske briter og genstridige italienere. Disse overmennesker ser ikke deres egen skygge og afviser EU's indflydelsessfære og fører – med Marie Krarups rammende formulering – verdensrevolution i jakkesæt.

Meget taler for, at EU er gået hen og blevet en hippiebevægelse i pænt tøj, en rundkreds, der kræver mere og mere af deltagerne og bag de mange møders tilsyneladende frie dialog og gruppedynamik bygger på den jernhårde lov, at de stærkeste alligevel bestemmer. F.eks. over, hvor mange økonomiske migranter, hvert enkelt land skal huse, og hvad vi efterhånden må sige, mene og føle, især når det knytter an til indvandring og etnicitet.

En af de hjemlige hippier hedder Christian Nissen. En mand, der har haft en lang og glorværdig karriere ved de højere læreanstalter, på Nationalmuseet, Rigshospitalet og i Danmarks Radio, siden han som ganske ung trådte ind i Studenterrådet på Københavns Universitet. Han er tilfældigvis også interviewet til avisen i dag – godt nok konkurrentens – om sit engagement i 68-bevægelsen, der jo fylder rundt lige om lidt.

Hertil siger han – og lyt godt med – for det er befriende bramfrit. Den tidligere generaldirektør i DR udtaler:

»Folk har glemt det, men i 1968 var Studenterrådet på Københavns Universitet ikke revolutionært, snarere tværtimod. Jeg ved det, fordi jeg var formand. Oprøret var lige så meget rettet mod mig som mod professorerne. Da vi skiftede kurs i Studenterrådet, var det ikke mindst af taktiske grunde, for ikke at blive løbet over ende. Sådan tror jeg, mange havde det. Vi var ikke specielt venstreorienterede, men vi ville have indflydelse.«

Det er et skønt citat, jeg kunne ikke have opfundet et bedre. Men fortsættelsen er endnu mere probat:

»Mange af de rigtige revolutionære, jeg havde som studenter, da jeg blev adjunkt, nåede aldrig samfundets top. Det tilfaldt snarere medløberne, sådan nogle som mig selv. Vi, der red på bølgen af studenteroprøret, men bestemt ikke gjorde noget aktivt.«

Manden bekender kulør. Jeg vil tro, at han offentligt er modstander af indflydelsessfære, især når det gælder Rusland og andre slyngelstater, men han vil fandme godt have indflydelse selv.

Christian Nissen er et kronvidne til forståelsen af 68-bevægelsen, idet han fortæller os, at det var medløberne, der vandt. Dem, der forstod at kopiere parolerne, men samtidig tog pænt tøj på, blev socialdemokrater og gjorde karriere. At sejre var at skifte kurs, løbe med pilgrimmene, lefle for tidsånden, udnytte den til egne, private formål. Eller som Lasse Ellegaard, også en af pressens tunge drenge udtrykker, der nu bor på Falster, siger det ligeud:

»For mange handlede '68 mest om at spille den af på sig selv. Det må du gerne citere mig for.«