Vore dages revolutionære går i jakkesæt

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg hører det igen og igen i de dannede diplomatiske cirkler: »Vi ønsker bare at leve i en verden uden indflydelsessfærer«.

Sidst jeg hørte en afart af argumentet, var det fra Uffe Ellemann i forbindelse med debatten om den nye kolde krig, hvor han skrev, at »den nye europæiske orden efter Den Kolde Krig skulle befri alle de mindre stater fra begrebet ”interessesfærer”, hvor de store tryner de små«.

Tanken er altså, at man efter Den Kolde Krig troede, at Europa ville blive ét, og at der ikke ville være forskellige indflydelsessfærer. Men så kom Ukrainekrisen, Krim og borgerkrigen i Østukraine fra 2013 og frem. Og så gik det galt.

Man kan måske tilføje, at man forsøger at rette op på det via sanktioner og inddæmning og afskrækkelse og belæring af russerne. Og hvis det lykkes, kan russerne måske ende med at blive del af EU’s indflydelsessfærer, der hvor man ikke anerkender indflydelsessfærer.

Den sidste sætning røber, hvor jeg vil hen: Ideen om, at indflydelsessfærer ikke behøver at eksistere, er en ideologi. Den hersker der, hvor EU og de liberale ideologer har magt og indflydelse. Så hvis Rusland opgiver sin tro på sin egen suverænitet, vil de indordne sig under EU’s ideologi og blive del af EU’s indflydelsessfærer. Hvis dette helt usandsynlige scenario skulle materialisere sig, ville man kunne forsøge at projicere EU-ideologi og magt yderligere videre mod øst i Asien med afsæt i sin indflydelsessfære i det fornyede Rusland. Og sådan kunne man trin for trin udvide sin indflydelsessfære.

Indflydelsessfærer lyder grimt og træls. Det klinger af undertrykkelse og egoisme. Lidt ligesom ulighed og økonomiske klasser. Derfor kan man godt drømme om at få dem ophævet, selv om de er en del af den virkelige verden. Man kan ligefrem konstruere sig en ideologi, hvor man siger, at de forsvinder, når man har fået opbygget et nyt og mere retfærdigt samfund. De liberale mener, at det liberale demokrati kan få de onde indflydelsessfærer væk.

For Lenin og kompagni var det ophævelsen af ejendomsretten, der kunne få de onde økonomiske klasser til at gå væk. Dette efter Lenins mening universelle system ville være så godt, at det ville brede sig over hele kloden og skabe det klasseløse samfund som en ny og lykkelig verden. Lenins idé var revolutionerende og farlig for alle almindelige, borgerlige samfund med den sunde sans i behold. Men Lenin mente selv, at hans tanker ville bringe så meget godt, at han kunne tillade sig at påtvinge et land, hvor kun en marginal del af befolkningen gik ind for hans tanker, sin revolution. Det førte som bekendt til vold, drab, ulykke og undertrykkelse i Sovjetunionen i 70 år.

Efter Sovjetunionens sammenbrud er der kommet andre universelle drømme for verden på mode: EU-tankegangen om det liberale demokrati, der vil skabe fælles værdier og bl.a. trylle indflydelsessfærerne væk. Derfor bad EU Ukraine om at vælge mellem EU og Rusland i 2013. Ukraine kunne som et land med en delt befolkning og en historie som et land imellem Øst og Vest ikke vælge uden at falde fra hinanden. Borgerkrigen var en logisk, men tragisk følge. Hvor mange EU-ideologer har været ude at sige undskyld for det? Undskyld, fordi de overså, at historie, kultur, sprog og økonomiske relationer faktisk stadig betyder noget i den virkelige verden, også selvom man prøver at gøre som om, der kun eksisterer pro et contra en teori om det liberale demokrati?

Vore dages revolutionære går i jakkesæt og har fine universitetsgrader og ansættelser i EU, Nato eller diplomatiet. Men de er lige så farlige for den eksisterende orden som leninisterne i fabriksarbejderantrækket. For de arbejder som Lenin for at revolutionere det system, som er grundlaget for indretningen af Europa og siden er blevet grundlaget for hele verden: det westphalske system, der bygger på den suveræne nationalstat, der kan indgå aftaler og alliancer med andre lande, og som kan acceptere andre suveræne stater, selvom de har et system og en ideologi, som man ikke selv kan lide. Man skelner kort sagt imellem udenrigs- og indenrigspolitik. Det er den tanke, som de vigtigste dele af FN bygger på – tanken om Sikkerhedsrådet, hvor de suveræne stater forsøger at samarbejde om det, de kan blive enige om, men også accepterer, hvis nogle stater siger nej. Man forsøger ikke at pådutte hinanden ens egne systemer og ideologier (det er der så andre dele i FN, der gør i form af konventionsregimet).

I stedet for at forsøge at udbrede sit system og sin ideologi burde de europæiske lande acceptere andre lande, som de er og forsøge et samarbejde med dem i respekt for deres særegenheder. Havde man gjort det med hensyn til Ukraine, havde man formentlig undgået en borgerkrig og i stedet opnået et tættere handelssamkvem mellem Rusland, Ukraine og EU. Og hvem ved: Måske var både Rusland og Ukraine i det samarbejde blevet inspireret til at ændre dele af deres systemer i retning af den vesteuropæiske model i stedet for deres eget autoritære og korrupte systemer. Med den nuværende situation kommer vi længere og længere fra hinanden og risikerer ligefrem en militær konflikt. Selv ikke de verdensrevolutionære i jakkesæt har lyst til det.