”Game of Thrones” har frit spil i Somalia

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Den skrøbelige sikkerhedssituation og magtkampene mellem klaner og politikere gør det urealistisk at gennemføre planerne om et fuldt demokratisk valg i Somalia næste år. Forventningerne var skruet for højt op på grund af manglende forståelse for det interne magtspil.

Efter planen skulle Somalia have afholdt demokratiske valg i 2016, men regeringen med præsident Hassan Sheikh Mohamud i spidsen bekendtgjorde i juni, at det ikke er muligt. I stedet hælder man til en model, der ligner valget i 2012, hvor klanledere, der repræsenterede lokalbefolkningen, valgte parlamentsmedlemmer og præsidenten.

I 2012, da den nuværende føderale regering kom til magten, var det åbenlyst, at den stod over for nogle enorme opgaver. Samtidig var der store forventninger til, at regeringen kunne stabilisere landet og sikre opbygningen af statsinstitutioner. Men forventningerne har været for høje, især fordi omverdenen mangler forståelse for de udfordringer og grundlæggende uoverensstemmelser, der kendetegner landet.

Det alvorligste hul i vores forståelse af sikkerhed og politik i Somalia er klaners betydning for identitet og relationer. Klanerne former og betinger det politiske liv på regionalt og føderalt niveau, både når det handler om valg, regionale administrative grænser og adgang til nationale ressourcer.

De tre somalisk styrede regioner – den centrale og sydlige del omkring hovedstaden, Mogadishu, Puntland på spidsen af Afrikas Horn og Somaliland i nordvest – er alle domineret af klanfamilier som Hawiye, Darood og Isaaq. De to førstnævnte har gennem mange år kæmpet om kontrollen over Mogadishu. Historiske interesser er en grundlæggende og integreret del af klanpolitik i Somalia, og den betinger, hvordan orden håndhæves lokalt og nationalt.

Det internationale samfund har kun en begrænset forståelse af, hvordan disse dynamikker omkring klaner skal håndteres, og at de, snarere end statsinstitutioner, definerer Somalias politiske liv. Derfor overser vi på samme tid også, at der ligger et stort potentiale og en nødvendighed i at bruge klanerne som et positivt bidrag til stabilisering, statsopbygning og forsoning.

At arbejde direkte med klan-spørgsmålet udgør et dilemma. På den ene side kan man ikke ignorere klanerne, da de er tæt forbundet med offentlige embeder, ansættelse, kontrakter og fordeling af ressourcer. Hvis en klan føler sig forfordelt, kan det let føre til voldelige sammenstød. På den anden side kan en eksplicit anerkendelse af klaner som basis for repræsentation og fordeling af ressourcer forstærke en institution, som mange somaliere ser som direkte årsag til konflikt i landet.

Forståelse af og engagement med det somaliske lederskab er en kompleks affære. Politiske grupper opererer ofte i skiftende alliancer på tværs af klaner, og økonomiske og politiske eliter, der kontrollerer ressourcer og væbnede militser, er ofte i stand til at bruge klandynamikker til deres egen fordel. Eksterne aktører såsom FN og repræsentanter fra de vestlige og mellemøstlige regeringer forstår måske dette, men kan de bidrage til positiv forandring ved at påvirke dynamikkerne?

Fordi disse netværker er flydende og svære – hvis ikke umulige – at trænge igennem, er det internationale samfunds bedste mulighed for at gøre en positiv forskel at lægge pres på regeringen og parlamentet i Mogadishu. Dette er afgørende på grund af magtkampen mellem præsidenten og den tidligere premierminister, der har haft en destabiliserende indvirkning på hele det politiske system i Somalia.

I løbet af 2014 voksede spændingerne mellem præsident Hassan Sheikh Mohamud (fra Hawiye-klanen) og premierminister Abdiweli Sheikh Ahmed (fra Darood-klanen), hvilket førte til, at Abdiweli blev væltet i december 2014. Spændingerne kom blandt andet til udtryk, da regeringen forsøgte at fordele rollerne mellem præsidenten og premierministeren i sikkerhedssektoren som en del af fredsopbygningen i landet efter 2012. Da Abdiweli blev udnævnt i 2013, blev han anset for at være en proaktiv premierminister, men han blev også i stigende grad set som en trussel mod præsidenten, som historisk set har været den mest magtfulde person i Somalias politiske system. I sidste ende førte dette til premierministerens fald.

Premierministeren var delvist støttet af det internationale samfund, baseret på dets fortolkning af Somalias midlertidige forfatning, som ikke klart skitserer en arbejdsdeling mellem præsident og premierminister.

Den politiske udvikling er desuden stærkt påvirket af den ustabile sikkerhedssituation i landet og et fokus på al-Shabaab som den altoverskyggende trussel mod landets regering. Det kommer til udtryk i mandatet for Den Afrikanske Unions fredsbevarende mission i Somalia (Amisom), som har al-Shabaab som hovedfokus.

Efter Amisom i løbet af 2014 skubbede al-Shabaab ud af strategisk vigtige områder i det sydlige og centrale Somalia, stagnerede missionen i begyndelsen af 2015. Det har ført til en genoplivning af bevægelsen og en række spektakulære angreb i større byer over hele landet.

Selv om al-Shabaab har taget ansvaret for mange af angrebene, står det klart, at de også er motiveret af stridigheder mellem klaner, specielt historisk funderede spændinger mellem Darood og Hawiye. Samtidig er det også værd at understrege, at sikkerhed i Somalia forbliver et komplekst mix af politik, økonomiske interesser, manglende fremtidsudsigter, specielt for unge mænd, og ideologi.

For at sikre stabilitet i Somalia er det derfor afgørende at forstå og engagere sig med sikkerhedsspørgsmål, der ikke kun fokuserer på al-Shabaab.

Mens spørgsmål om klaner, politik og sikkerhed presser sig på, er det samtidig helt afgørende, at den humanitære situation i landet forbliver øverst på dagsordenen. Knap en tredjedel af Somalias omkring 10,5 millioner indbyggere er underernærede, og omkring 900.000 risikerer at blive ofre for hungersnød.

Dårligt høstudbytte grundet manglende regn og generel usikkerhed i landet bidrager til situationen. En afgørende faktor har været, at al-Shabaab har blokeret vejene ind og ud af de byer, som Amisom har overtaget. Dermed er mange af de generhvervede områder fuldstændig afskåret fra bistand og handel med basale fødevarer.

Den humanitære krise er en konsekvens af mange års konflikter, men den er også med til at forhindre stabilitet og demokrati.