Madspildet i en sulten verden kan nemt begrænses
Vi kunne tage et kæmpe skridt i retning af at vinde den globale kamp mod fejlernæring ved at investere i forbedret infrastruktur og i forskning og udvikling inden for landbruget.
OTTAWA
En fjerdedel af alle verdens fødevarer går hvert år tabt på grund af ineffektive høstmetoder, utilstrækkelig lagerplads og spild i køkkener. Hvis vi halverer dette spild, kunne verden brødføde en ekstra milliard mennesker og gøre sult til et problem, der hører fortiden til.
Omfanget af madspild er særligt beklageligt set i lyset af konklusionerne fra en ny global undersøgelse om madsikkerhed fra FN’s fødevare- og landbrugsorganisation, FAO. Ifølge den er der 57 udviklingslande, hvor det ikke lykkedes at nå 2015-målet om at halvere andelen af sultende mennesker senest i år. Hvert niende menneske på planeten – 795 millioner i alt – går stadig sultne i seng.
Der har selvfølgelig også været bemærkelsesværdige fremskridt: I løbet af de seneste 25 år er det lykkedes verden at brødføde ekstra to milliarder mennesker. Og på trods af de 57 fejlslagne forsøg har udviklingslandene tilsammen næsten halveret andelen af sultende.
De overordnede omkostninger med omtrentligt at halvere tab efter høst i udviklingslandene ville være 1.600 mia. kr. over de næste 15 år, mens det vil generere fordele for over 20.000 mia. kr., eller 13 kr. i social gavn for hver krone brugt.
Men nu er udfordringen at holde fremskridtene ved lige – inden 2050 vil behovet for mad være næsten fordoblet. En af årsagerne er, at verden til den tid vil have yderligere to milliarder munde at mætte. En anden årsag er den hurtigt voksende middelklasses øgede appetit.
I øjeblikket overvejer FN 169 nye udviklingsmål, der skal erstatte 2015-målene (sult er et af mange målområder). Disse mål er af afgørende betydning, fordi de vil guide over 2.500 mia. dollars i udviklingspenge.
Min tænketank, Copenhagen Consensus Center, bad derfor 60 teams af topøkonomer om at evaluere, hvilke af de foreslåede mål der vil gøre mest gavn, og hvilke der ikke vil. Vores forskning om madsikkerhed viser, at der er smarte måder, hvorpå man kan brødføde mange flere på planeten. Men de har meget lidt at gøre med de kampagner mod madspild, der kører i størstedelen af den rige verden.
I den rige verden fokuseres der på fødevarespild fra forbrugerens side. Det giver mening – mere end halvdelen af den rige verdens tab finder sted i køkkenet (grundlæggende fordi vi har råd til det).
I Storbritannien ses det største spild for eksempel i salater, grøntsager og frugt – luksusvarer i sammenligning med de billige kalorier, der findes i det korn og de rodfrugter, der indtages over hele den tredje verden.
Mindre husstande i rige lande spilder mere pr. person, fordi det er sværere at gøre brug af alle varerne, og rigere husstande får større spild, når de har råd til at købe ekstra ”bare for at være på den sikre side”.
Derimod spilder verdens sultne meget lidt, simpelthen fordi de ikke har råd til det. I Afrika er dagligt madspild i gennemsnit under 500 kalorier pr. person – men forbrugerne er kun ansvarlige for 5 pct. af dette spild.
Over trefjerdedele af spildet finder sted længe før køkkenet i ineffektivt landbrug, fordi fugle og rotter for eksempel æder afgrøderne under høsten, og skadedyr ødelægger oplagret korn.
Der er mange løsninger på denne form for spild – fra “hærdning” af rødder og rodfrugter for at minimere skader til dyrere nedkøling. Hvorfor tages disse teknologier, som er udbredte i rigere lande, så ikke i brug i udviklingslandene?
Svaret er mangel på infrastruktur. Hvis der ikke er ordentlige veje, der forbinder landbrugsland med markeder, er det ikke let for landmændene at sælge deres overskydende afgrøder, som så kan blive fordærvede, før de kan blive spist.
Forbedring af vej- og jernbanekapacitet gør det muligt for landmændene at nå forbrugerne – og for at gødning og andre landbrugsmæssige hjælpemidler kan nå landmændene. Pålidelig elforsyning gør det muligt at tørre korn og opbevare grøntsager køligt.
Økonomer fra International Food Policy Research Institute anslår, at de overordnede omkostninger forbundet med omtrentligt at halvere tab efter høst i udviklingslandene ville være 1.600 mia. kr. over de næste 15 år, mens det vil generere fordele for over 20.000 mia. kr., eller 13 kr. i social gavn for hver krone brugt.
Mindre madspild vil gøre mad billigere for de fattige. Derfor kunne bedre infrastruktur inden 2050 betyde, at 57 millioner mennesker – mere end hele Sydafrikas nuværende befolkning – ikke længere ville være udsat for sult, og at omkring fire millioner børn ikke længere ville lide af fejlernæring. De fleste af disse fremskridt ville finde sted i verdens dårligst stillede regioner som Afrika syd for Sahara og Sydasien.
Men der er en endnu bedre investeringsmulighed. Vi kan få tre gange så mange økonomiske fordele og endnu større reduktioner i antallet af mennesker, der er udsat for sult, hvis vi fokuserer på at forbedre fødevareproduktionen i stedet for bare på at forebygge madspild.
I dag bruges der kun omkring 30 mia. kr. om året på forskning for at forbedre de syv vigtigste globale fødevareafgrøder, og deraf er det kun en tiendedel, der er rettet mod at hjælpe småbønder i Afrika og Asien. En ekstra investering på knap 600 mia. kr. i forskning og udvikling af landbrug over de næste 15 år vil øge udbyttet med yderligere 0,4 pct. om året.
Det lyder måske ikke som ret meget, men de lavere priser og den forbedrede madsikkerhed ville hjælpe næsten alle og give enorme 34 kr. i fordele for hver krone brugt.
Sult er et komplekst problem, der forværres af finansielle pres, ustabile råvarepriser, naturkatastrofer og borgerkrige. Men vi kunne tage et kæmpe skridt i retning af at vinde den globale kamp mod fejlernæring simpelthen ved at investere i forbedret infrastruktur og i forskning og udvikling inden for landbruget.
© Project Syndicate, 2015