Storbritannien og EU – efter valget

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Det forudsete politiske kaos efter det britiske valg udeblev. Med et lille flertal i underhuset har David Cameron – i hvert fald på den korte bane – ingen vanskeligheder med at regere videre og realisere sin politiske dagsorden.

Et væsentligt programpunkt er løftet om en folkeafstemning senest i 2017 om fortsat medlemskab af EU.

Det bedste råd, der kan gives til den genudnævnte premierminister, er, at han hurtigt får lagt denne sag bag sig gennem en accelereret forhandling med EU-partnerne, og fremskyndelse af folkeafstemningen til 2016.

Går der længere tid, risikerer Cameron både politiske og økonomiske problemer. Valgtriumfen har givet ham et politisk spillerum i sit eget parti, som bør udnyttes, inden det forsvinder. Der er en lang tradition for oprør fra konservative ”backbenchers” i EU-spørgsmål.

Med et snævert flertal i underhuset udgør dette en reel trussel på mellemlangt sigt. En lang usikkerhedsperiode om Storbritanniens fremtidige stilling i EU kan koste økonomisk.

Mange analyseinstitutioner peger på udsigt til fald i væksten, så længe EU spørgsmålet er uafklaret. Samtidig vil usikkerhed om EU-medlemskabet gøre det endnu vanskeligere at holde sammen på Storbritannien efter det skotske nationalistpartis kanonvalg.

En koncentreret forhandling med EU-partnerne forudsætter, at de britiske krav er tilpasset realiteternes verden. De andre medlemslande er nok indstillet på at hjælpe Cameron med at komme ud af – hvad de anser for – et selvskabt problem.

Vag i formuleringen

Men der vil være stor modstand mod krav, der kræver traktatændringer.

Cameron har indtil nu været vag i formuleringen af, hvad han ønsker at opnå bortset fra ændringer i regler vedrørende arbejdskraftens frie bevægelighed i EU. Visse af Camerons krav burde kunne tilfredsstilles gennem ændring i EU-lovgivning gældende for alle, såsom udvisning af jobsøgende, der ikke har fundet arbejde inden for seks måneder, og lettere adgang til at udvise kriminelle.

Selv en ændring af det nuværende system, hvor EU-arbejdere får adgang til børnepenge for børn boende i et andet EU-land, er formodentlig inden for det muliges grænse. Anderledes stiller det sig med krav om en flerårig optjeningsperiode til visse sociale ydelser. Her ville en åbning af traktaten sandsynligvis være nødvendig.

Vigtigt forhandlingskort

Cameron ønsker Storbritannien undtaget fra visse generelle EU-principper såsom målsætningen om et stadigt snævrere EU-samarbejde. Umiddelbart kan det også lyde som et traktatændringskrav. Men som Danmark har vist, er der også andre veje.

Intet hindrer det britiske parlament i at beslutte, at ratifikation af enhver fremtidig traktat vil kræve en folkeafstemning.

Dette vil være et vigtigt forhandlingskort i fremtidige traktatforhandlinger. Danmark er det bedste bevis på, at en sådan national ”binding” kan være særdeles effektiv. De danske forbehold, der blev taget i Edinburgh i 1992 og omsat i traktatændringer i Amsterdam-traktaten fem år senere, har effektivt holdt Danmark ude af centrale samarbejdsområder i EU.

I det store hele gør man klogt i at genopfriske forhandlingsforløbet og se på de konkrete løsninger på danske problemer, der blev nedfældet i Edinburgh-afgørelsen.

Afgørelsen – en juridisk bindende aftale mellem medlemslandene, men ikke en traktat – fastlagde f.eks. for første gang målsætningen om større åbenhed i EU’s institutioner. En konsolidering af den seneste udvikling i EU om mindre og bedre lovgivning kunne behandles på samme måde i en ”UK-afgørelse”. Det er ikke uden grund, at arkiverne om Edinburgh-forhandlingerne er ved at blive støvet af i Bruxelles.

Men det er også klogt at erindre om, at det i 1992 var en afgørende betingelse for en løsning, at den var specifik for Danmark og ikke til rådighed for andre. Det vil koste dyrt over for EU-partnerne og ikke hjælpe Storbritannien, hvis andre lande – f.eks. Danmark – stiller krav om at tilslutte sig eventuelle nye britiske særordninger.