Osama bin Ladens sidste planer

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

I månederne frem mod sin død i maj 2011 diskuterede Osama bin Laden nye strategier og udspil – lige fra en våbenhvile med Pakistan til opportunistiske alliancer med jihadistiske grupper, der udsprang af Det Arabiske Forår. Målet var at tippe det, han kaldte ”frygtens balance” over for ærkefjenden USA.

Dette billede af en forskanset og excentrisk Osama bin Laden, der dirigerede et terroristisk storspil fra sit hemmelige skjulested i Abbottabad i Afghanistan, blev tegnet i en række dokumenter, som USA har været i besiddelse af. For otte måneder siden blev disse dokumenter, som ellers har været holdt hemmelige, offentliggjort.

Amerikanerne valgte at fjerne fortrolighedsstemplet fra dokumenterne for at styrke deres sag mod pakistaneren Abid Naseer, men det fik ikke megen opmærksomhed i medierne på det tidspunkt. Abid Naseer blev i marts i år dømt skyldig for at planlægge et terrorangreb mod metroen i New York, som al-Qaeda efter sigende skulle være bagmand til. Disse dokumenter fortjener et nærmere eftersyn.

Dokumenterne viser, at Osama bin Laden havde øje for de muligheder, som Det Arabiske Forår gav al-Qaeda, og at han havde planer om at udnytte dem. Terrorgruppens øverste ledelse var under pres som følge af den amerikanske dronekrig, men gruppen havde stadig store ambitioner i en tid, hvor amerikanerne insisterede på, at al-Qaeda var tæt på et sammenbrud.

Osama bin Laden, som han beskrives i dokumenterne, var i fuld gang med at gruble over store strategiske idéer samtidig med, at han detailstyrede sine folk og sine taktikker for kontraspionage.

I en passage formaner han sin stedfortræder Atiyah Abd al-Rahman om at være mere opmærksom på klimaforandringer i Somalia, som er et vigtigt rekrutteringsområde. I en anden passage foreslår han, at man sender al-Qaeda-rekrutter til universiteter, hvor de skal lære avancerede teknologier, der kan komme terrorgruppen til gavn.

Osama bin Laden taler med den intellektuelle terrorists aristokratiske stemme – han virker nærmest som en slags muslimsk version af Mikhail Bakunin, der var en russisk agitator og revolutionær i det 19. århundrede, og som var en af anarkismens centrale skikkelser.

I en passage fra en meddelelse til Atiyah Abd al-Rahman beder Osama bin Laden ildevarslende om at høre nyt om »en stor operation i USA.« I den næste passage spørger han venligt: «Hvis du har en broder, som er kyndig i poesi, så vil vi gerne vide det.«

I 2011 troede Osama bin Laden og hans håndlangere på, at verden bevægede sig i deres retning til trods for problemerne med droneangreb. Atiyah Abd al-Rahman forklarer: »Vi følger på nuværende tidspunkt den arabiske revolution og de forandringer, som finder sted i de arabiske lande.« I den forbindelse nævner han Tunesien, Egypten, Libyen, Yemen og Syrien.

Han siger desuden, at: »Generelt tror vi på, at disse forandringer er dybtgående, og at der er noget godt i dem, om Gud vil.«

Atiyah Abd al-Rahman beder herefter indtrængende sin chef om at sende et budskab om “tyrannernes fald”, hvori man bakker op om demonstranterne. »Du kunne beskytte disse oprørere mod undertrykkelse, korruption, kriminalitet og tyranni.«

Han fortæller, at han har sendt al-Qaeda-medlemmer til Libyen, hvor der er »en aktiv jihadistisk, islamisk renæssance i gang«.

Jihadisternes tilstedeværelse kan have været medvirkende til, at der blev gennemført et dødeligt angreb mod det amerikanske konsulat i Benghazi det efterfølgende år.

Selvom Osama bin Laden forsøgte at drage fordel af det arabiske oprør, overvejede han også lokale våbenhviler med Pakistan og med stridende faktioner i Nordafrika.

I dokumenterne fortæller Atiyah Abd al-Rahman, at han og hans håndlangere har overbragt beskeden om våbenhvile til den pakistanske regering. Atiyah Abd al-Rahman har også haft kontakt til den tidligere pakistanske efterretningschef Hamid Gul, og han har udvekslet beskeder med Tayeb Agha, der dengang var et højtstående Taliban-medlem, som senere mødtes hemmeligt med USA.

Atiyah Abd al-Rahman beskrev kortfattet tilbuddet om våbenhvile med Pakistan således: »I blev en del af kampen, da I valgte side med USA. Hvis I lader os og vores anliggender være, så lader vi jer være.«

Osama bin Laden supplerer: »Vi vil gerne neutralisere så mange som muligt i krigen mod en endnu større fjende for os, USA.«

På det tidspunkt var USA i gang med at sende fredsfølere ud til Taliban. Hamid Gul skal efter sigende have sagt følgende til sine kontakter i al-Qaeda: »Vi lægger pres på dem (USA) for at få dem til at forhandle med al-Qaeda (…). Det er formålsløst at forhandle med Taliban uden om al-Qaeda.«

Den mest opsigtsvækkende godbid i dokumenterne er Atiyah Abd al-Rahmans påstand om, at briterne også var i gang med at forhandle en fredsaftale på eget initiativ. Han fortalte Osama bin Laden, at libyske agenter i Storbritannien havde givet ham følgende oplysninger:

»Den britiske efterretningstjeneste talte med dem for at finde ud af, hvad de (al-Qaeda) mener om følgende forslag: England er parat til at forlade Afghanistan, hvis al-Qaeda eksplicit går med til at afstå fra at angribe England og landets interesser.«

Ifølge en talsmand for den britiske ambassade i Washington er disse påstande fuldstændig usande.

Fra sit skjulested i Abbottabad var Osama bin Laden stærkt fokuseret på at ramme USA “i den centrale del af landet.” Han bemærkede, at den langsomme forblødning ikke fungerede: Vietnam-krigen var meget mere bekostelig for amerikanerne end krigen i Afghanistan. For at komme op på siden af tabstallene for Vietnam ville al-Qaedas allierede skulle dræbe 100 gange så mange soldater.

Det, der ifølge Osama bin Laden skulle til, var en ny »stor operation i USA, som rammer 300 millioner amerikanere på sikkerheden og ryster dem.«

Det er endnu ikke lykkedes for al-Qaeda og udløberne af terrorgruppen at opfylde det mål.