Er Danmark USA’s skødehund?

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

I Danmark er den aktivistiske udenrigspolitik ikke til diskussion. Ingen ledende politikere kunne finde på at undsige den aktive kurs, men hvad betyder det egentlig at føre en aktivistisk udenrigspolitik?

Den har været genstand for en intens debat i det seneste halve år. Handler det primært om aktivt at støtte alliancen med USA, ikke mindst gennem militær deltagelse i amerikansk ledede operationer, som professor ved War Studies, SDU, Sten Rynning hævdede i Politiken 28/7, eller er aktivisme en dansk værdipolitisk indsats, til tider på tværs af stormagtsinteresser – også USA’s – sådan som udviklingsjournalist Jørgen Harboe fremhæver i et blogindlæg på Ulandsnyt.dk 4/8.

Hvis sammenligningsgrundlaget er Irak alene, giver modstillingen en vis mening, men hvis vi ser på dansk udenrigspolitik over en længere periode, er modsætningen mindre, end man umiddelbart skulle tro.

Aktivismen har aldrig kunnet ses uafhængigt af Danmarks generelle strategiske position. Omfanget og karakteren af dansk aktivisme har altid taget hensyn til de vigtigste stormagter. Efter Anden Verdenskrig især USA. Det har vi gjort inden for et vist spillerum. USA har sjældent dikteret den danske udenrigspolitik. Til gengæld har Danmark afholdt sig fra grundlæggende at udfordre allianceforholdet. Det er i dette samspil mellem idealisme og pragmatisme, at aktivismens kerne skal findes.

Den danske støtte til kampen mod apartheid i det sydlige Afrika fremhæves oftest som et eksempel på en aktiv udenrigspolitik vendt imod USA's interesser. Jørgen Harboe fremhæver, hvordan Danmark i 1970’erne på kant med USA aktivt støttede afrikanske frihedsbevægelser i kampen mod undertrykkende regimer i det sydlige Afrika. Forløbet har imidlertid en forhistorie, der sætter denne ”aktivisme” i perspektiv. Ganske vist gav Danmark bistand ud fra et oprigtigt ønske om at afhjælpe fattigdom og uretfærdighed, men som det fremgår af standardværket ”Dansk Udenrigspolitiks Historie”, var udviklingsbistanden fra begyndelsen også en del af vores alliancepolitik. I de tidlige 1960’ere ønskede USA, at dets allierede bidrog til et attraktivt vestligt alternativ til Østblokken. Det var en del af baggrunden for, at Danmark støttede alliancefrie lande som Tanzania og Indien.

Ligeledes begyndte Danmarks materielle støtte til kampen mod apartheid i 1964 på slet skjult opfordring fra USA. De havde diskret spurgt, om Danmark havde overvejet at støtte sydafrikanske studerende i eksil. Det blev starten på en stigende dansk humanitær støtte, der kulminerede, da Danmark som det første vestlige land i 1986 vedtog økonomiske sanktioner mod regimet. Mens skiftende danske regeringer åbenlyst kritiserede sine NATO-allierede, særligt Portugal for kolonierne i Mozambique og Angola, var man mere forsigtig i forhold til USA.

Ikke engang den stigende polarisering mellem danske og amerikanske holdninger i løbet af 1970’erne ændrede grundlæggende på denne balancegang, om end der i perioder var spændinger.

Mens USA under præsident Nixon genåbnede for våbensalg til regimerne i det sydlige Afrika som led i kampen mod kommunismen, åbnede den socialdemokratiske udenrigsminister K.B. Andersen i 1971-72 for direkte støtte til frihedsbevægelserne. Han mente, at støtten kunne afholde bevægelserne fra at knytte sig for tæt til Sovjetunionen, men den danske støtte var udelukkende civil, aldrig militær, for det ville kunne opfattes som en for stor udfordring af NATO-alliancen.

I 1988 var dansk baltikum-politik nærmest ikke eksisterende, men allerede i 1990 var dansk støtte til de baltiske selvstændighedsbevægelser mod Sovjetunionen blevet officiel dansk politik. Centralt for de danske overvejelser var, at man havde noteret sig, at USA i 1989 var blevet væsentligt mere pro-baltisk.

Var Danmark så blot en belejlig amerikansk stikirenddreng i Baltikum, kunne man spørge? Nej, det mener vi ikke. Ifølge Udenrigsministeriets korrespondance i perioden står det klart, at danske politikere og embedsmænd, særligt daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, virkelig ønskede at gøre kampen for baltisk selvstændighed til et dansk udenrigspolitisk projekt. Selv da USA under Den Første Golfkrig 1990-91 tabte interessen for Baltikum, arbejdede danske myndigheder på højtryk for at fastholde amerikansk interesse for projektet.

For Danmark havde sin egen interesse i at erstatte sovjetisk diktatur på den anden side af Østersøen med små, frie og stabile demokratier, og Danmark bidrog dermed til en dundrende succes. I 1991 blev de baltiske lande uafhængige, og i 2004 var de blevet medlemmer af både EU og Nato.

Det samme mønster kan også ses i de militære interventioner, som Danmark har deltaget i efter Den Kolde Krig. Det har sjældent været op til Danmark, om vestlige styrker skulle sættes ind så forskellige steder som på Balkan, Afghanistan, Irak, Libyen, Mali og senest – endnu uden at blive en realitet – Syrien.

I de fleste tilfælde (med Irak som den store undtagelse) har den brede politiske midte i dansk politik set det som en dansk interesse at støtte interventionerne. Ikke kun fordi man scorede points hos amerikanerne og vores andre NATO-allierede (selvom det utvivlsomt har været en sidegevinst), men især fordi danske beslutningstagere ønskede at styrke en verdensorden baseret på demokrati, menneskerettigheder og folkeret; ikke mindst ud fra troen på at en sådan værdispredning ville kunne komme Danmark til gode på længere sigt.

Dansk udenrigspolitisk aktivisme er altså betydeligt mere sammensat, end det fremgår af debatten. Danmark har sjældent søsat initiativer, der går direkte imod amerikanske interesser. Det er påfaldende, hvor ofte man finder USA involveret på den ene eller anden måde i danske projekter.

Danmark er heller ikke USA's skødehund. De idealistiske bevæggrunde hos danske beslutningstagere skal ikke undervurderes. Konkrete danske initiativer til at skabe stabilitet og udbrede demokrati og menneskerettigheder handler som oftest om en kombination af danske og universelle interesser.

Derfor ser vi også skiftende danske regeringer forsøge at påvirke USA til at bevæge sig i den retning, man ønsker. Nogle gange med succes. Indflydelsen er selvfølgelig ikke lige stærk på tværs af Atlanten, men den går begge veje.

Rasmus Hundsbæk Pedersen er ph.d. og forsker på DIIS med naturressourcer og udvikling som ekspertise.