Polariseringen har givet skrammer på den danske model

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Onsdag skal vi udfylde en stemmeseddel og vælge Mette eller Lars, Klaus eller Pernille. I debatten op til valget spores en voksende mistillid til centrale elementer, i hvad andre har kaldt den danske model. Onsdag bliver det danske politiske system tryktestet, for at se hvad den danske model kan holde til.

Kan den rumme xenofobisk nationalisme og populistisk politik? Europaparlamentsvalget har vist, at den nationale egoisme er populær i mange lande. I Italien og Frankrig, Storbritannien og Ungarn samler den slags paroler mange stemmer.

Men hvad er den danske model?

Den danske model viser sig i topplaceringer på de internationale rangordninger. Hvad enten det er målinger af befolkningens opfattelse af lykke (happiness), velfærd, antikorruption og pressefrihed eller kønsligestilling, miljø, erhvervsklima og konkurrenceevne, ligger Danmark og de øvrige nordiske lande i enten top tre eller top 10 blandt verdens 150-160 lande.

Den danske model har skabt løsninger, som andre kan lære af. Den franske præsident Macron har været på studietur i Danmark. Bernie Sanders, der er demokratisk toppolitiker i USA, har sagt »vi bør se på Danmark og lære af, hvad der er opnået for befolkningen«.

Kombinationen af en udbygget solidarisk velfærdsstat med en høj grad af markedsstyring og økonomisk frihed har skabt både vækst, velstand og velfærd.

I en nyere bog om den nordiske model fra forskere ved Oslo Universitet (”Sustainable Modernity”) konkluderes, at landenes topplacering afspejler en nordisk humanisme, hvor samarbejde og personlig frihed kombineres. Den danske topplacering skyldes tre forhold:

1. En styreform, der bygger på samarbejde og tolerance.

2. En politisk kultur, der søger at fremme ligestilling.

3. En høj grad af social kapital dvs. gensidig tillid og social samhørighed.

Styreformen bliver tryktestet onsdag, hvor de etablerede partier udfordres af tre nye højrepartier, der stiller op for første gang. Opinionsundersøgelserne har vist, at der er bred utilfredshed med de gamle partier.

Kompromisvilligheden er afløst af ”absolutte” krav fra mange partier. De kommende dages regeringsforhandlinger vil vise om samarbejde og kompromisvillighed er til stede.

Den nordiske succes med en relativt mindre ulighed i samfundet bliver tryktestet af det absurde cheflønniveau, som mange danske virksomhedsbestyrelser har tilladt. Kombineret med enorme hvidvaskningssager i de største danske banker skabes der et indtryk af, at det er så som så med ligheden. Er den danske ulighed mere acceptabel end tidligere?

Endelig er den høje grad af social kapital til tryktest. Der er vækst i mistilliden til politikere og journalister, som vi ser det i fake news-debatten. Og det virker som om, tillid til læger, offentligt ansatte, bankrådgivere og pædagoger er for nedadgående.

Hvis du er indvandrer eller muslim, er tillid afløst af mistro og kriminalisering. Lovgivning er allerede vedtaget på områder som kvinders påklædning, indvandreres smykker og ghettoplaner.

Danmark har gennem generationer skabt et samfund, som mange misunder os. Og evolutionsforskningen mener, at de grupper, der overlevede, var dem, der var samarbejdende og altruistiske. De egoistiske grupper kunne ikke klare sig i konkurrencen.

Den danske models succes er baseret på evnen til pragmatisk tilpasning. Vi kunne finde inspiration i lande som Canada og New Zealand. Her har unge dynamiske ledere tegnet en helt anden kurs. Her kombineres en aktiv global indsats og en bevidst kamp for lighed med en markeret tolerance i forhold til indvandrergrupper.

Den danske model er heldigvis hårdfør, mener de norske forskere. Den er baseret på en lang udvikling, men den er udfordret. Polariseringen og retorikken skubber samfundet væk fra den model, der har gjort os til et af verdens bedste lande at leve i.

Mon ikke valget onsdag vil vise, at de fleste vælgere afviser den hadefulde retorik og den egoistiske nationalisme. Mon ikke den nye regering vil gøre det samme?