Tænk, hvis velfærdspolitisk debat ikke altid havnede i en symbolpolitisk tomgangsdebat

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Jeg bliver snart 75 år. Helbredet er fint, og jeg skriver med flid og energi på en ny bog – en biografi om Julius Bomholt. Herligt, men jeg kan nu alligevel godt have mine bekymringer, fordi jeg hører til i de prægtigt store krigs- og efterkrigsgenerationer. Hvorfor så være bekymret?

Ja, frem mod 2030 vil den danske befolkning vokse med små 300.000 borgere, men broderparten af dem er os gamle. Borgere over 70 år stiger i antal med knap 200.000 – en vækst på 23,9 pct. i forhold til 2018. Og den anden gruppe, der er skub i, det er vore børnebørns børn. Der vil i 2030 være mere end 75.000 flere børn under 15 år – en vækst på 7,9 pct. Så er der ikke plads til megen vækst blandt dem i de erhvervsaktive aldre – dem, der skal lægge skuldre til at finansiere ”ældrebyrden” – jo, jeg tør godt skrive det – omsorgen for børnene i vugge- og daginstitutioner og deres uddannelse i folkeskolen og gymnasiet. Denne gruppe over 15 år og under 70 vokser med under 25.000 eller med sølle 0,6 pct. i forhold til 2018.

Selv om vi gamle lever længere og længere med et rimeligt helbred, er vi ikke fri for at skulle hjemsøge sundhedssektoren og senere plejesektoren; men sundheds- og plejesektoren er klemt. Der skal tilføres mange læger, sygeplejersker, sosu-assistenter og andet godtfolk, hvis vi bare skal kunne fastholde det kvalitetsniveau, vi i dag kender – og som i mange kommuner og regioner bestemt ikke er noget at råbe hurra for. Aldersprofilen blandt plejepersonalet er skæv. Mange vil trække sig ud af beskæftigelse, og er der nok til at erstatte dem og samtidig øge deres antal? Og bliver der til et glas rødvin om aftenen?

Fint nok med rationalisering, men problemet klares ikke ad den vej. Det klares ej heller, ved at folketingspolitikere peger fingre ad kommuner og regioner. Det er et fælles problem. Derfor var det logik for burhøns, da 22 borgmestre nylig skrev et opråb: ”Vi skal prioritere børn og ældre højere. Velfærden er i fare, hvis det fortsætter som nu.”

Politikerne burde i langt højere grad tage hensyn til den ændrede befolkningssammensætning, der i adskillige år har været under udvikling, og som vil fortsætte mange år endnu. Ikke mindst bør de fokusere på servicesektoren og anerkende, at det er i den, de store udfordringer ligger. Demografi må være kernen i overvejelserne, og det nytter ikke med korttidsbeslutninger. Vi står med et langvarigt problem.

Det var i sin tid kernen i Velfærdskommissionens arbejde at indarbejde den demografiske dimension i de politiske overvejelser. Derfor bekymrer det, når statsministeren nu i sine bestræbelser for at bevare sin position begynder at pille ved velfærdsforliget fra 2006. Godt nok åbner han først for justeringer i 2040 – og det er jo forståeligt nok, thi da ved vi med sikkerhed, at Lars Løkke er ældre, end jeg er nu – og for længst er gået på pension. Så det er en gratis omgang at stille et sådant forslag.

Det var en svær øvelse at trække velfærdsforliget i land, og det vil være gambling at åbne for justeringer. Godt nok – og det fatter jeg så inderligt godt – kan det virke vanvittigt i manges hoveder at se en pensionsalder på 70 år for sig; men om 20 år er formentlig helbredstilstanden ganske god – selv for 70-årige, og arbejdsvilkårene har sikkert også ændret sig. Skal vi fastholde holdbarheden i de offentlige finanser, er det næppe den vej, vi skal gå.

Det forslag er da også kun kommet, fordi oppositionens statsministerkandidat fremlagde sine idéer om en muligt lavere pensionsalder for dem, der af den ene eller den anden grund er nedslidte. Man vil indføre en ”rettighed” – en ret til tidlig pensionering for dem, der har svært ved at leve op til arbejdsmarkedets fordringer. Det har jeg dyb forståelse for. Faktisk var jeg med til at åbne den diskussion i efteråret, da Fyens Stiftstidende som oplæg til en drøftelse af pensionsalder bragte mig sammen med en brolægger. Jeg var da lige blevet 74 år og havde sagt farvel til mit professorat; men jeg havde nu ikke behøvet at have været professor i socialpolitik i små 50 år for at se, at min verden var radikalt forskellig fra brolæggerens. Ham måtte og må der gøres noget for.

Jeg har sandelig også varm sympati for Socialdemokratiets ønske om, at ordningen skal være rettighedspræget; men da jeg ikke er politiker, tilsiger mit hoved mig, at indførelse af en rettighed svarer til at løse problemet om cirklens kvadratur. Jeg ville i den grad ønske, at jeg havde en løsning, for tanken om en differentieret pensionsalder er lige så indlysende rigtig, rimelig og retfærdig, som den er fortvivlende svær at omsætte til virkelighed. Skal der ikke åbnes en ladeport, som vil være med til at smadre forudsætningerne bag velfærdsforliget, slipper man ikke – hvor træls det end er – uden om at lade en ny ordning hvile på seniorførtidspensionens principper, men i en form, der gør, at den – i modsætning til i dag – rent faktisk virker.

Daginstitutionernes bemanding har været meget diskuteret, men igen har der været for megen skubben ansvaret frem og tilbage mellem kommunal- og folketingspolitikere.

Folkeskolen er for mig at se et langt større problem. Ikke så meget på grund af antallet af lærere – selv om også det kan blive et problem, men på grund af den entydige vægt, der er blevet lagt på kompetenceudvikling, afprøvninger osv. Folkeskolen er blevet et middel, der stort set kun skal forberede den enkelte på en fremtidig funktion som soldat i den internationale konkurrences hær – konkurrencestatens krav. Over for det står, at folkeskolens traditionelle funktion har været at udvikle den sociale ansvarlighed; men om den slags – og overhovedet overvejelser over, hvad vi forbinder med ”det gode samfund” – skal vi næppe vente at høre noget under valgkampen.

Jeg holder talrige foredrag rundtom i landet om Luther og om velfærdsstaten, og det giver stof til eftertanke, at det blandt tilhørerne er et tilbagevendende tema, at ”vi er på en gal vej”. Vi har glemt, at samfundet skal indrettes med »lige værdighed i borg og hytte«, og vi har glemt, at det enkelte menneske besidder værdi i sig selv, og at den enkeltes værdi ikke er en funktion af, hvad vedkommende kan præstere i arbejdsmarkedet. Tænk, om en velfærdspolitisk debat drejede sig om grundlæggende værdier i det samfund, vi hver især gerne vil give videre til vore børn og børnebørn – så den ikke altid havner i en symbolpolitisk tomgangsdebat.

Netop når talen er om værdier, er det også set gennem i mine briller ejendommeligt, at vi synes at have glemt, at der faktisk er mange børn, der lever i fattigdom – næsten uanset hvordan man definerer begrebet. Det kan vi som samfund ikke være bekendt. Det burde være noget, politikerne konkret beskæftigede sig med og tog sig af – og det gælder også børnene på Sjælsmark, uanset hvem pokker der kan hævdes at være skyld i deres problem.

Nu er det ikke kun de gamle og børnene, der er interessante i en velfærdspræget drøftelse. De erhvervsaktive, der bliver arbejdsløse, har også et problem. Det knytter sig til loftet over dagpengene, der betyder, at kompensationsgraden for dem, der har en indkomst af en bare lidt større størrelse, er blevet så lav, at det er en risiko for den såkaldte danske model. Det er også en ting, der bør diskuteres.

Og så til sidst – og nok vigtigst. Både i forholdet til dem, der i etnisk forstand ikke er os, og i forhold til dem, som lever på samfundets rand, har der bredt sig et menneskesyn præget af forhærdelse og forråelse. Mennesket er reduceret til et produktionsdyr, og den velfærdsmæssige debat præges af en kuldslået forarmelse i stedet for at være optaget af, hvordan livet kan leves ansvarligt til gavn og glæde både for den enkelte og for fællesskabet. Jeg glæder mig til at kunne offentliggøre min biografi om Julius Bomholt – en politiker, for hvem idé og handling hørte sammen, og som ikke kunne tænke politik uafhængigt af et etisk perspektiv. Gud i himlen, hvor jeg misunder en tid, der havde den slags politikere.