Merkel mod Trump: »Løgne må ikke kaldes sandheder og sandheder ikke løgne«

BERLIN

Tyskland er et eksempel på, at politik sagtens kan være stormfuldt uden et folketingsvalg.

I denne uge trådte endnu en formand for det socialdemokratiske SPD tilbage – hendes navn er allerede næsten glemt – og hos det borgerlige CDU prøver en ny leder at vise, at hun kan tage over som forbundskansler, når Angela Merkel en gang takker af; indtil i dag er det ikke gået fantastisk.

Midt i støjen var det påfaldende, at Merkel på Harvard-universitetet i USA var hovedtaler ved afslutningen for årets dimittender. Eller rettere, det var interessant, hvad hun sagde. For det var hendes politiske testamente. Men det var også, hvad enhver tidligere og umiddelbart kommende tysk regeringschef kan skrive under på. Det er tyske – og europæiske – politikeres fundament, hvis man fratrækker et par brushoveder på de yderste fløje.

Hovedbudskabet var, at »mure« af »uvidenhed og snæversyn« rives ned, akkurat som Berlin-muren 1989. Vi må, sagde Merkel, mere end nogensinde tænke internationalt og ikke kun på os selv, og man skal være »åben og ikke isolationistisk«.

Hun vendte sig imod protektionisme og handelskonflikter, fordi de truer »grundlaget for vor velstand«. Desuden må »løgne ikke kaldes sandheder og sandheder ikke løgne«. Endelig skal »dårligdomme ikke accepteres som normalt«.

Man behøver ikke at have en afgangseksamen fra Cambridge, Massachusetts, hvor universitetet ligger, for at vide, at kansleren tænkte på Donald Trump, da hun talte. Den amerikanske præsident havde i øvrigt ikke tid til at se hende. Måske godt det samme.

Det var et taknemmeligt publikum at tale for – veluddannede, liberale østkystamerikanere, og det var en festdag, så alle var glade. Frankfurter Allgemeine Zeitung beklagede sig bagefter over, at talen intellektuelt var en slap omgang, en samling floskler holdt sammen af almindeligheder; men de kritiske passager fandt vej til verdenspressen, som det vel var meningen. Og uden at fornærme nogen ville Lars Løkke Rasmussen eller Mette Frederiksen næppe have været mere højtflyvende i samme situation.

Hvad talen viste var, at lederen af Europas største og tungeste land, hvor man ellers plejer at holde på formerne, har smidt de fleste hæmninger, når det gælder om at vurdere forholdet til USA. Eller rettere præsidenten. Men han er jo det demokratisk valgte overhoved, så det er ham, man i mange anliggender må forholde sig til.

Trump har næppe registreret talen, ellers var der formentlig kommet et møgfald på Twitter. Hans statsbesøg i Storbritannien, som han indledte med at kalde Londons borgmester »væmmelig« og »en taber«, tyder ikke på en snarlig stilændring.

Tyskerne kalder nu en skovl for en skovl uden at nævne navne og prøver tydeligvis at udbygge kontakter til det andet Amerika, de liberale på øst- og vestkysten, og mere traditionelle republikanere. På den måde ligner det en smule forholdet til Polen, hvor en højrenationalistisk regering i snit en gang om året fornærmer Tyskland og hader alt ved EU, undtaget pengestrømmen.

Strategien over for polakkerne er en anelse mere følsom på grund af forbrydelserne under Anden Verdenskrig, men rummer ellers de samme elementer: kontakt til den liberale del af Polen og repræsentanter for det overvældende flertal, som er tilhængere af det europæiske samarbejde.

Merkel vil snart være historie, hun træder tilbage senest 2021, formodentlig før. Uanset hvem der bliver hendes efterfølger, vil stilen over for USA ikke blive ændret, med mindre Trump er forsvundet inden da.

På en sær måde kan den transatlantiske bølgegang ligefrem forene tyskerne. De er bagud på utallige områder – klima, digitalisering og elbiler, for eksempel. Store projekter som en lufthavn i Berlin eller en banegård i Stuttgart bliver måske aldrig færdige, fordi byggeriet er for dårligt eller offentlighedens ankemuligheder uendelige.

Det voldsomme antal asylsøgere er også en udfordring, der er stigende antisemitisme, muslimer er såvel gerningsmænd som ofre for vold.

Her er en kritisk distance til De Forenede Stater noget, de fleste kan bifalde. Selv konservative erhvervsfolk med nære forbindelser til og sympati for Amerika ruller med øjnene, når der tales om Trump.

Der har i efterkrigstiden altid været en antiamerikanisme i Tyskland, markant under Ronald Reagan og George W. Bush, minimal under John F. Kennedy, Bill Clinton og Barack Obama. Nu får den frit afløb. På et tidspunkt skal den indfanges igen. Men så er den 45. præsident væk.