Verden flytter sig for at tilpasse sig Donald Trump

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

En af de antagelser, som økonomer undertiden lægger til grund i forbindelse med deres modeller, er, at nogle variable er konstante; det er et koncept, som udtrykkes ved det latinske begreb ceteris paribus – alt andet lige.

Vi begår ofte den samme fejltagelse i udenrigspolitik og politik som sådan. Vi koncentrerer os om vore egne hjemlige problemer og antager, at resten af verden ikke rokker sig ud af stedet, mens vi løser dem.

Men verden går videre. Den er dynamisk, ikke statisk. Tilfældige ændringer i ét land afføder reaktioner i andre lande; alliancer, der engang forekom at være stabile, bliver svagere og ændres; ambitiøse magter udnytter nye muligheder, der måtte opstå som følge af en dynamik under konstant forandring; nogle lande vinder frem, andre sakker agterud.

Begivenhederne i Paris i weekenden viste på dramatisk vis, at ”alt andet lige” ikke er nogen sikker antagelse. Verden flytter sig for at tilpasse sig den virkelighed, at Donald Trump er præsident i USA.

Det kan godt være, at vore venner og allierede håber, at valget af ham til præsident bliver en saga blot, og de tror måske, at USA begyndte at gå bedre tider i møde efter det nylige midtvejsvalg. De kan imidlertid ikke regne med det, så disse lande bliver nødt til at tage med i betragtning, at USA måske er et andet land, end de troede.

Den franske præsident, Emmanuel Macron, gav udtryk for den virkelighed i weekenden.

Til en fransk radiostation sagde han i forbindelse med 100-årsdagen for Første Verdenskrigs afslutning, at der er brug for en »ægte europæisk hær« på et tidspunkt, da USA er en knap så pålidelig allieret.

»Vi bliver nødt til at beskytte os selv i henseende til Kina, Rusland og endog USA,« sagde Macron.

Trump kritiserede Macrons udtalelse for at være »meget fornærmende«, og han fortsatte i tirsdags med i tweets at klage over fransk utaknemmelighed og hævdede, at Macron forsøgte at aflede opmærksomhed fra sin »meget lave« opbakning i meningsmålinger.

Men i tirsdags fik Macron selskab af den tyske forbundskansler, Angela Merkel, som i EU-Parlamentet sagde, at hun delte andres synspunkt om, at »en fælles europæisk hær ville vise omverdenen, at der aldrig mere ville blive krig i Europa«.

Trump vakte rystelser i Nato-alliancen fra den første dag, han tiltrådte præsidentembedet, ved at rejse tvivl om, hvorvidt USA fortsat ville være parat til at betale for andre landes forsvar. Europæerne forsøgte at være forsonligt stemte i et år, men de lader til at have forstået budskabet.

USA er ikke en fuldt ud pålidelig beskytter længere. Europæerne bliver virkelig nødt til at tage et større ansvar for deres forsvar – og være mindre afhængige af et USA-ledet Nato. Det, som Trump har gjort, er hen i vejret efter min mening, men det er just det, som han ønskede.

Verden går videre på andre måder fra Trumps forestilling om USA’s styrke (»USA først«). Macron præsenterede i mandags et initiativ, der skal sikre bedre normer for cybersikkerhed. Det rummer et forslag om en grundlæggende adfærdskodeks med det formål at forhindre indblanding i valg og forhindre anden form for hacking.

Initiativet støttes af mere end 50 lande, 90 almennyttige organisationer og 130 private virksomheder, herunder Microsoft, Google, Facebook og IBM. USA er fraværende på listen tillige med Rusland, Kina, Iran og Israel. Det er jo fantastisk: de fem sværvægtere i henseende til cyberkrig.

Men denne alliance af lande, virksomheder og organisationer vil formentlig fortsætte arbejdet om cyberspace – ligesom en tilsvarende global alliance stadig arbejder med at bekæmpe klimaforandringer trods Trump-styrets nej til at være med.

I takt med at Trumps USA trækker sig fra globale diplomatiske aftaler og forpligtelser, kommer andre opportunistiske lande på banen. Det mest oplagte eksempel er Rusland. Præsident Vladimir Putin har måske dårlige kort på hånden, men han er med i spillet. Rusland taler med alle: Israel og Iran, Saudi-Arabien og Tyrkiet, Taliban og den afghanske regering.

Det kan godt være, at Putin er en bølle, men han fremtræder nålestribet og støtter forhandlinger om Syrien, Afghanistan og andre spørgsmål. Der var engang, da USA spillede rollen som global mægler; sådan er det ikke længere.

Det land, der får mest ud af Trumps tilbagetog, er Kina, som åbenlyst har givet udtryk for et ønske om at udfordre USA’s globale overlegenhed. En fremtrædende australsk embedsmand sagde forleden til mig, at uanset hvor Australien retter blikket hen i Asien, ser man Kina forsøge at finde mulige baser til sit stedse stærkere forsvar.

Australien er et af de lande, der har fæstet lid til USA’s styrke, og embedsmænd håber stadig, at det er en fornuftig satsning. Men med tanke på Trump må de undre sig.

Kommentatorer har noteret sig, at 1918 markerede et globalt vendepunkt. Efter rædslerne i Første Verdenskrig faldt imperier sammen, aristokratier forsvandt lidt efter lidt, krænkede borgere udfordrede og styrtede til sidst den gamle orden.

Et andet overgangsår var 1945, som var begyndelsen til 50 års markant global dominans for USA’s vedkommende.

USA løb ind i et politisk problem i 2016 ved at vælge en person, der tydeligvis ikke var forberedt på at være præsident. Størstedelen af verden håber, at USA genvinder balancen, men indtil da må den overveje at træffe andre foranstaltninger.