Skal Europa være en militær stormagt?

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

100-året for afslutningen af Første Verdenskrig blev fejret på behørig vis. Det var værdigt og højtideligt med arrangementer over hele Europa. I Paris var statsledere fra hele verden forsamlet for at markere en afstandtagen fra de kræfter, der havde skabt grundlaget for den forfærdelige krig. Der blev ikke mindst fokuseret på en farlig nationalisme, som igen er på vej frem. Udtrykt med Angela Merkels ord: »Krigen viste, hvad national selvtilstrækkelighed og militær arrogance fører til.«

Det var alt sammen fint – og dog. Blandt tilhørerne på første række i Paris’ regnvejr sad både Vladimir Putin og Donald Trump. To af verdens mest magtfulde mænd, som begge står for præcis den politik, der blev advaret imod. Putins annektering af Krim, krigsførelse i Østukraine og forsøg på destabilisering af omgivelserne er udtryk for en russisk nationalisme, som kan blive farlig for os alle. Tilsvarende står Trump for en ny nationalisme, hvor America First overtrumfer USA’s traditionelle involvering i internationale institutioner og internationalt samarbejde. USA er ved at gøre op med den liberale verdensorden, landet har været medskaber af og så stærkt involveret i.

Det skal samtidig bemærkes, erfaringerne fra Første Verdenskrig ikke har påvirket landenes besiddelse af stadig flere og mere dødbringende våben. Verdens militærudgifter er i disse år støt stigende og nåede sidste år et svimlende beløb på 1,7 billioner dollars. USA stod for 35 pct. af de samlede militærudgifter, men også Europa og lande som Kina og Saudi Arabien er godt med. Ruslands militærudgifter var sidste år faldende, men er samtidig blevet effektiviseret, bl.a. med besiddelse af flere taktiske atomvåben, som landet åbenlyst praler med.

Det var rigtigt at advare mod nationalismen under mindehøjtideligheden i Paris. Men det ville unægtelig give større vægt, hvis de mange statsledere i samme åndedræt advarede mod verdens militære oprustning. At man som lære af de grusomme begivenheder under Første Verdenskrig begyndte at tale nedrustning.

Det gælder også præsident Macron, som i optakten til mindehøjtideligheden plæderede for et stærkere europæisk forsvar. Det ligger i forlængelse af traditionel fransk sikkerhedspolitik, men accentueres så yderligere af en amerikansk præsident, som efterlader tvivl om, hvorvidt Europa kan regne med USA ved en evt. fremtidig militær konflikt. Der er m.a.o. behov for større uafhængighed af USA.

Det er imidlertid uklart, hvad Macron præcist mener. Han foreslog først, at der skal skabes en egentlig EU-hær, der skal beskytte Europa mod Kina, Rusland og selv USA. Unægtelig et radikalt forslag, der også bragte Trump i harnisk. Efter at de to havde talt sammen i Paris, trak Macron i land og nævnte, at Europa skulle bære en større del af den økonomiske byrde inden for Nato. Hvilket unægtelig er noget ganske andet.

Men katten er sluppet ud af sækken, og der er ingen tvivl om, at debatten om europæisk forsvars- og sikkerhedspolitik vil intensiveres. Den amerikanske præsident er utilregnelig. Det proamerikanske Storbritannien forlader EU. Rusland provokerer og destabiliserer. Der er adskillige grunde til, at den franske præsident forsøger at give luft til gamle franske drømme.

Men det må så pointeres, at disse gamle drømme indbefatter et europæisk forsvar under fransk ledelse, og den bider resten af Europa ikke nødvendigvis på. Og så længe, forsvaret befinder sig inden for rammerne af Nato, vil der næppe ske de store forandringer.

Det skal dog ikke skjule, at der faktisk er behov for en mere forenet europæisk sikkerhedspolitik. USA’s politik efterlader et stort tomrum, som i øjeblikket udfyldes af bl.a. Kina rundt om i verden. Det er ikke i vores interesse. Spørgsmålet er så, om det giver mening at indlade sig på en konkurrence med hensyn til militærudgifter. Med andre ord skal Europa være en militær stormagt eller en stærk global aktør, som insisterer på, at der findes andre måder at løse konflikter på.

En troværdig sikkerhedspolitik forudsætter et troværdigt forsvar. Men det kan godt forenes med en udenrigspolitik, som samtidig prioriterer diplomatiske løsninger og arbejder for nedrustning. Det glemte Macron og de andre statsledere i Paris.