Vi ses i retten. Mange hilsener Moder Jord

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Det lyder måske som noget fra en bizar tegneserie: Naturen går selv personligt i retten for at sagsøge de mennesker, der ødelægger miljøet. Man kan forestille sig, at en panda med advokatparyk læser anklageskriftet op: »Min klient kræver, at I stopper med at fælde træerne i skoven og lader floden flyde frit.«

Men det er ikke en tegneserie. Og måske er det ikke engang så absurd, som det umiddelbart lyder.

Især i de seneste par år er det blevet virkelighed, at flere lande har givet personlige rettigheder til skove, floder og bjerge. Dermed kan enhver borger føre retssag på vegne af naturen for at beskytte den mod overgreb.

For 10 år siden blev Ecuador det første land i verden, der indskrev naturens basale rettigheder i grundloven. Få år efter fulgte Bolivia så Ecuadors eksempel og vedtog »loven om Moder Jords rettigheder«. På papiret giver loven blandt andet Bolivias natur ret til at blive bevaret og genoprettet.

Fra 2014 til 2017 gav New Zealand rettigheder til nationalparken Te Urewera, vulkanen Mount Taranaki og floden Whanganui. Den oprindelige befolkning i området, maorierne, anser stederne for at være hellige.

Eksemplerne fra New Zealand lavede ringe i vandet, og det inspirerede sidste år landsretten i den indiske delstat Uttarakhand til at tildele rettigheder til de to floder Ganges og dens biflod Yamuna, som ganske vist også er hellige for verdens hinduer, men som samtidig er ekstremt forurenede.

Næsten samtidig gav Colombia floden Rio Atrato sine egne rettigheder. Floden løber i det nordvestlige Colombia og er tungt forurenet af især kviksølv fra guldgraveri. I år kom turen så til den colombianske del af Amazonas-floden og den omkringliggende regnskov.

Og der er flere floder på vej. Blandt andet vil aktivister have Margaret River og Fitzroy River i Australien anerkendt og give dem rettigheder som levende væsener.

Rettigheder spiller en stadigt større rolle i kampen for at beskytte miljøet, og der er ved at ske et globalt skift, hvor man i højere grad ser naturen som noget, der har en værdi i sig selv, i stedet for bare at være en samling ressourcer, der ejes af nogen.

Mange af retssagerne føres dog stadig på baggrund af menneskers rettigheder til et rent miljø – og ikke naturens egne rettigheder. Det handler ofte om både det lokale miljø og de store klimaproblemer på samme tid.

Da Colombia gav rettigheder til Amazonas, skete det på baggrund af en retssag, hvor 25 unge havde sagsøgt den colombianske stat for at svigte dens egne løfter om at begrænse skovrydning og CO₂-udledning. Højesteretten nøjedes ikke med at erklære, at naturområdet havde egne rettigheder, men gav også direkte landets regering ordre om at beskytte regnskoven.

I USA har 21 teenagere sagsøgt Trump-regeringen, fordi den har besluttet at trække landet ud af klimaaftalen fra Paris. Teenagerne argumenterer med, at Trumps beslutning spiller hasard med deres fremtid og krænker deres grundlovssikrede ret til Life, Liberty and the Pursuit of Happiness.

Den slags retssager kan godt lykkes. I Holland vandt en gruppe borgere en retssag mod staten i 2015 og fik hævet landets klima-ambitioner betydeligt.

Selv om det umiddelbart lyder smukt og sympatisk at give naturen sine egne rettigheder, er det langtfra uproblematisk. Helt konkret kan der være langt fra teori til praksis i lande som Ecuador og Bolivia, som trods ordene om Moder Naturs rettigheder stadig fortsætter med at tillade minedrift og olieudvinding, der rammer både natur og oprindelige folk hårdt.

Sidste år godkendte Bolivias regering en kontroversiel plan om at bygge motorvej gennem regnskovsområdet Tipnis, trods store demonstrationer.

I Indien underkendte højesteret beslutningen om at give Ganges menneskerettigheder. Domstolen argumenterede blandt andet med, at det ville ende med juridiske absurditeter. Hvis nogen druknede, kunne der blive rejst en erstatningssag mod floden.

Alligevel tyder meget på, at tanken om retten til et rent miljø er kommet for at blive. Konsekvenserne ved at lade stå til er nemlig mindst lige så groteske som at give naturen rettigheder.

Selv om det er lykkedes at redde mange af de mest velkendte dyrearter som tigre og hvaler på kanten af udryddelse, har verden stadig mistet over halvdelen af den vilde natur siden 1970, og ifølge nogle forskere står vi i begyndelsen af den sjette masseuddøen i Jordens historie.

Tidligere har det krævet kosmiske katastrofer som kollisioner med asteroider at udrydde så mange arter på så kort tid. I dag kræver det bare, at nogle milliarder mennesker spiser, drikker og hygger sig uden at tænke nok på miljøet. Nu truer klimaforandringerne så også os selv.

Der er derfor gode grunde til at tage det seriøst, når kampen om både naturens og vores egen fremtid i stigende grad udkæmpes i retslokalet.