Vi kan forhindre klimakatastrofen sammen, men det haster
Der findes adskillige klimagrupper på internettet, hvor bekymrede mennesker livligt deler og diskuterer.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det lettede enormt inden i mig, da jeg for nylig opdagede, at jeg ikke er alene om at have svært ved at sove på grund af den globale opvarmning og udsigten til katastrofale konsekvenser for os alle.
Jeg fandt ved et tilfælde ud af, at der findes adskillige klimagrupper på internettet, hvor bekymrede mennesker – nu også mig – livligt deler og diskuterer alt fra dystre artikler om en 30 meter højere vandstand til opskrifter på vegetarretter.
Det gør mig glad, at vi efterhånden er en større flok danskere, der er i fuld gang med at ændre på vores livsstil og sænke vores CO2-udledning.
Samtidig forsøger vi at overbevise andre om, at de også skal i gang – at den globale opvarmning om få år ikke længere er til at vende med enorme konsekvenser i form af kraftige storme, enorme mængder nedbør og lange tørkeperioder, som ødelægger høsten og dræner drikkevandet. Se bare på Danmark i denne sommer.
Heldigvis er der håb og mulighed for at vende udviklingen, men vi har ikke meget tid. Forskerne med tidligere FN-klimakommissær Christiana Figueres i spidsen fortæller, at vi i løbet af 2020 – altså om to år – skal have bremset vores udledning af CO2, så stigningen stopper på verdensplan. Derfra skal vi skære vores udledning ned, så vi halverer den på verdensplan i hvert årti.
Derfor er det helt afgørende, at vi alle rykker nu og ændrer vores livsstil. Og vi skal fortælle om vores bekymringer og ændrede vaner til andre.
Klimaforandringerne og lysten til at bekæmpe dem bliver nemlig pludselig nærværende, når én i den nærmeste omgangskreds fortæller, at vedkommende engagerer sig.
Nogle mennesker tror ikke, at deres indsats betyder noget i den store sammenhæng. Det mener jeg til gengæld, at den i allerhøjeste grad gør. Jeg mener faktisk, at borgernes engagement er meget vigtigt – for hvis borgerne ikke efterspørger det, rykker politikerne ikke med de nødvendige indgreb.
Politikere vil nemlig først og fremmest vælges ved næste valg, og de gør, hvad vælgerne vil have.
Men hvad med på internationalt plan? Vi er jo så få mennesker set i forhold til hele verdens befolkning, siger nogen. Og hvad så? – svarer jeg. Hvis det lykkes os at skabe store og grønne forandringer i Danmark, vil verdens regeringer kigge vores vej og blive inspireret.
Lad os forlange af vores politikere, at de tager problemet alvorligt nu, her hvor vi står med absolut sidste chance for at undgå de helt store klimakatastrofer.
Jeg tror, at mange i den danske befolkning er klar til de store politiske forandringer som for eksempel en skat på CO2, som et borgerforslag på nettet i øjeblikket samler stemmer ind til. Eller hvad med en særligt klimaskat, der går til grønne initiativer eller skat på oksekød og flyrejser – der er mange muligheder.
Hvis du savner et sted at vende dine bekymringer eller idéer til at leve grønnere sammen med andre helt normale mennesker, så kom med i i en af klimagrupperne på Facebook.
Det vigtigste er at komme i gang. Tiden går.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.