Ustyrlige Nordkorea

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Mens atomtruslerne er blevet optrappet på den koreanske halvø, melder spørgsmålet sig om, hvad baggrunden er for Nordkoreas aggressive stil. Det forsvinder ofte i den dagsaktuelle beretning om konflikten. Atomspørgsmålet har på den ene side tjent som et trusselskort og på den anden tjent til at mobilisere befolkningen i dens daglige trængsler ved at fremstille Nordkorea som en stærk og betydningsfuld stat, som kan indgyde omverdenen og først og fremmest USA og Sydkorea respekt.

At stole på egne kræfter

At man vil true sig til anerkendelse er uhørt i det internationale politiske system. Det er ikke desto mindre Kim Jong-uns politik, men er samtidig en ”integreret del” af nordkoreansk politik. Han skal dels legitimere Kim-familiens arvefølge, dels imødekomme militærets krav om ”sun gun”, militæret først. Såvel den politiske ledelse som militæret har brug for hinanden, og her er det, at Nordkoreas ideologi, juche-ideologien (”at stole på egne kræfter”) og chajusong (”at føre en uafhængig og selvstændig politik”), kommer ind i billedet.

Det nordkoreanske system udviklede sig fra 1945, da Sovjet besatte Nord- og USA Sydkorea, efter 35 år som japansk koloni, fra traditionel marxistisk-leninistisk stalinisme til ”kimilsungisme”, der er en sær cocktail af stalinisme og nordkoreansk nationalisme med en voldsomt eksponeret persondyrkelse af grundlæggeren Kim Il-sung.

Gik den modsatte vej

Et historisk tilbageblik: Nordkorea mistede sin støtte fra Sovjetunionen, allerede før den blev opløst, da Sovjet fattedes penge. ”Den store leder” Kim Il-sung havde propaganderet indadtil og udadtil, at Nordkorea var selvforsynende og udenrigspolitisk uafhængigt. Det første var en stor løgn, men det sidste passede.

Store Kim spillede yderst behændigt Kina og Sovjet ud imod hinanden, men mens de kommunistiske stater bortset fra nogle få efter Stalins død gik over til kollektivt lederskab efter Khrustjovs ”afstalinisering” i 1950'erne, gik Nordkorea den modsatte vej og forstærkede tværtimod personkulten af Kim og bekæmpelsen af enhver fremmed indflydelse i landet med et enormt sæt af semireligiøse myter om Kim-familien og dens ”dyder”.

Selv sovjetisk kultur og kunst forsvandt gradvist, og til sidst blev også Marx og Lenin sat totalt i skyggen af Kims lære. Persondyrkelsen antog grelle dimensioner og fik karakter af erstatningsreligion.

Solskinspolitikken er standset

Ved Kim Il-sungs død i 1994 var den materielle krise allerede en kendsgerning, da Sovjet krævede olie betalt i hård valuta, og subsidierne blev standset. Nordkorea gik ned på vågeblus og med store naturkatastrofer i 1990’erne forvandledes den hårde fødevarerationering til hungersnød, sult og død i massemålestok.

Arbejdslejrsystemet fortsatte imidlertid uanfægtet. Det er her, vi står i dag, da Sydkoreas ”solskinspolitik” også er standset, men Pyongyang har altså bomben.

I en bog om det amerikanske diplomatis erfaringer med Nordkorea påvises det, at Nordkorea i alle årene har svinget mellem aggressive og krigeriske udtalelser og forsonligere toner. Måske lander vi også denne gang med nogle hårde bump. Det vil betyde nye kontakter til USA og Sydkorea, hvis den nuværende krise får en heldig udgang.

Forsvarsværker kan falde

Nordkorea vil nemlig intet kunne opnå med en atomkrig andet end sin egen undergang, men ved at sætte alt på spidsen vil Pyongyang forsøge at tvinge USA, Sydkorea og Japan til at rette ind efter sine betingelser (opgivelse af sanktionerne, diplomatisk anerkendelse og økonomiske forbindelser, der tilgodeser Nordkoreas ledere i forsøget på at opretholde ideologien nogenlunde uændret af eventuelle markedsøkonomiske tiltag).

Uden ”kimilsungismen” falder Nordkoreas ideologiske forsvarsværker, og derfor vil man højst tillade begrænsede og helt statskontrollerede markedsøkonomiske reformer ulig de kinesiske. I dag går vagtsomhed og knaphed fortsat hånd i hånd, og belejringsmentaliteten skaber fælles front indadtil, men hvor længe kan det holde? Nordkorea står fast på anerkendelse og fjernelse af sanktionerne. Spørgsmålet i atomtruslens klare lys er nu, om USA, Sydkorea og Japan vil og kan skifte kurs.