Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Jeg gider godt love min kone, at vi aldrig bliver skilt og hvis vi bliver, er det hendes beslutning

Hvorfor siger mænd ikke fra, når deres kvinder er skingre? Hvorfor er vi på vej mod et hen-samfund uden at vide det?

Artiklens øverste billede
"Jeg tog ikke seks måneders barsel med spædbørn. Jeg gider ikke se venner, der ikke er venner men falske pligtbesøg. Jeg gider ikke se Vild med dans." Tegning: Rasmus Sand Høyer

Min kæreste havde følt sig udenfor. Uden tvivl. For hun var den eneste af 22 gravide kvinder, der var mødt op til fødselsforberedelse uden sin mand. Men hun følte sig positivt udenfor. For mens de andre mænd lå der på gulvet og gispede synkront med de kommende børnemødre, kunne min kone koncentrere sig om sit eget åndedræt. Det var trods alt hende, der skulle føde, selvom det var dengang (i 2006), hvor alle sagde: ”Vi er gravide.”

Jeg ved ikke, om den kollektive graviditetssætning er røget ud af det danske sprog af i dag, men jeg håber det inderligt.

Det var trods alt hende, der skulle føde, selvom det var dengang (i 2006), hvor alle sagde: ”Vi er gravide.”

Hvordan er det endt med, at kun 1/22 af danske mænd i min usikre statistiske population nægter at sidde at stønne til en sikkert velmenende jordmoders vejledninger? Hvorfor går mænd rund med Babybjörn? Og kopholder på klapvognen med en latte? Hvorfor siger de ikke fra, når deres kvinder er skingre? Hvorfor er vi på vej mod et hen-samfund uden at vide det?

Hvorfor havde Marc Renton så skræmmende ret i Trainspotting, da han citerede sin nye flamme, Diana, der i øvrigt krævede sin Rentboy at sætte på plads: ” Diane was right. The world is changing, music is changin, drugs are changing, even men and women are changing. One thousand years from now there’ll be no guys and no girls, just wankers. Sounds great to me. It’s just a pity that no one told Begbie.”

Hvorfor sidder mand og taler babysprog til deres 10-årige børn? Hvorfor skærer de deres mad ud for dem? Hvorfor beder de dem ikke om at lægge deres åndssvage telefoner væk og udvise basal nærvær? Hvorfor beder de ikke deres koner om at holde deres kæft, når de detailstyrer alt? Hvorfor siger de ikke, at nej, de går ikke med hjem nu, for nu skal jeg drikke nogle øl med mine venner?

Hvordan er det endt sådan?

Tja, hvis jeg skal fortolke psykolog Poul Røpke, der hjalp mig ud af de afveje i forhold til mit sande jeg, som pædagoger (jeres søn er demagog), lærere (jeres søn har store evner, som han med større modenhed vil kunne få udbytte af), en far (du bør læse økonomi) og en mor (kom nu ned på jorden til vi andre) og alle mulige og umulige andre der har virkelig travlt med at pådutte andre mennesker de værdier, de ikke selv er i stand til at leve efter i deres eget liv. Ja, så tegner Poul Røpke en linje, hvor man helt ude til venstre er passiv. Man lader sig koste rundt med og siger ja og amen. Gør man det længe nok, ender man med at eksplodere (eller at ville skilles) og altså ude på linjens højre side: Den aggressive. Men, og det er pointen. Ca. 2/3 henne på linjen og altså 1/3 tættere på aggressiv end passiv ligger det assertive felt. Det er her, man er klar med sine grænser og regler. Assertiv er ifølge den danske ordbog: ”At kunne og turde udtrykke sine følelser, meninger og behov klart, utvetydigt og ærligt med respekt for sig selv og den anden.”

Men hvad gør man så, indtil man får nok og bliver gammel nok? Man kan lytte til Balstyrko og ikke mindste de glimrende linjer i sangen ”De forkerte sten,” hvor Blæs Bukki synger: ” Nu har du fyret, alle de forkerte sten. Efter de forkerte folk. Nu mangler du kun én.”

Assertiv er ifølge den danske ordbog: ”At kunne og turde udtrykke sine følelser, meninger og behov klart, utvetydigt og ærligt med respekt for sig selv og den anden.”

Det tager selvsagt tid at finde ud af, hvem man er. Ligesom det tager tid at blive voksen. Men når man når den giftefærdige alder, er det altså ens eget ansvar, at man har fundet sig selv og sine grænser. Man kan bruge venner, familie, højskoler, psykologer og alverdens coaches til at finde ud af det. Men det er ens eget ansvar, at man ender som et assertivt menneske og kender sine grænser.

For gør man ikke det, ender man som forældrene i den fabelagtige franske film Amelíe, hvor en neurotisk mor (der dræbes af en turist, der springer ud fra Louvre), efterlader Amelíe med en far uden livskraft, hvilket igen skaber en kærlighedsangst Amelié, der skal så grueligt meget igennem før at hun definerer, at hun må turde tro på kærligheden. Hun må gøre sig fri af sin kærlighedsløse opvækst og selv blive voksen og livsduelig. Det er hendes (eget) ansvar.

Og dér er jeg endt. Jeg går ikke med til fødselsforberedelse. Jeg gik ikke med Babybjörn. Jeg tog ikke seks måneders barsel med spædbørn. Jeg gider ikke se venner, der ikke er venner men falske pligtbesøg. Jeg gider ikke se Vild med dans. Jeg gider ikke være sammen med mennesker, der ikke kan være offline uden at få panikangst. Jeg gider ikke være på forældreintra. Jeg gider ikke gå med på shopping. Jeg gider ikke materialisme ud over det mest nødvendige. Jeg gider ikke sommermorgenmad med klassen. Jeg gider ikke vaske tøj. Jeg gider ikke arbejde 8-16. Jeg gider ikke gøre rent. Jeg gider ikke fedte for folk. Jeg gider ikke fantasiløshed. Jeg gider ikke charterferier. Jeg gider ikke fodboldfankultur og slet ikke at bruge fodboldfankultur som påskud for at gå ud med sine venner, fordi man ikke tør sige, at man bare gerne vil ud med sine venner. Jeg gider ikke smalltalk.

Jeg gider ikke det, jeg ikke gider.

Jeg gider ikke være sammen med mennesker, der ikke kan være offline uden at få panikangst.

Til gengæld gider jeg godt at slås med mine børn. Jeg gider at tage til Slangerup og se speedway med dem. Jeg gider godt tage dem til astmatjek og fodbold. Jeg gider godt købe ind. Jeg gider lave mad og rydde op efter det og spisningen. Jeg gider laver gør-det-selv arbejde. Jeg gider at lære mine børn at kravle ind under bilen og skifte olie på den. Jeg gider godt være sammen med mine børn. Jeg gider at sige ja uden at tøve, når min kone spørger, om hun kan tage til New York eller Frankrig uden børnene. Jeg gider se Skam og læse digte. Jeg gider lukke døren og læse Weekendavisen. Jeg gider undersøge ethvert spørgsmål, mine børn måtte stille, så de kan få et ordentligt svar. Jeg gider tale med deres venner. Jeg gider at arbejde. Og tjene penge. Og være en mere end aktiv medforsørger. Jeg gider at være fast i mine værdier overfor mine børn og lære dem, at alle handlinger har en konsekvens. Jeg gider lade dem gå med en smadret telefonskærm et år, hvis ikke de passer på den (og selv har penge til at få den skiftet). 

Jeg gider at være fast i mine værdier over for mine børn og lære dem, at alle handlinger har en konsekvens

Og jeg gider at lade dem gå rundt i byen i et halvt år, hvis deres cykel er blevet stjålet, fordi de ikke huskede at låse den. Jeg gider at lære dem, at ting ikke falder ned fra himlen, at det er vigtigt at læse avis, at dannelse er vigtig og at konservatisme engang var en ideologi, hvor alle svage blev hjulpet men ingen kunne vælge at være svag, men indtil partiet genfinder den identitet og rendyrker den, er vi nødt til at rykke mod venstre. Jeg gider godt trofasthed. Jeg gider godt troskab. Jeg gider godt love min kone, at vi aldrig bliver skilt og hvis vi bliver, er det hendes beslutning. Jeg gider godt love mine børn, uden at blinke, at vi aldrig bliver skilt. Jeg gider trøste dem, når de er kede af det og jeg gider lære dem, at det er bedre med sår på kroppen end på sjælen. Og jeg gider lære dem, at det er fint at lade dårlige venner passe sig selv og søge nye græsgange. Jeg gider at lade være med at blive sur, når de stiller ligeså mange spørgsmål som Spørge Jørgen. Og jeg gider sige undskyld, når jeg alligevel bliver det ofte på grund af ting, de intet har med at gøre.

Jeg er assertiv som beskrevet ovenfor og hvis det gør mig til et machosvin, er det fint.

Jeg gider i det hele taget meget mere, end jeg ikke gider. Jeg gider bare ikke gide en masse ting, der går over mine grænser for, hvem jeg har vokset mig til at blive. Jeg gider ikke være hverken passiv eller aggressiv. Jeg er assertiv som beskrevet ovenfor, og hvis det gør mig til et machosvin, er det fint. En egorøv, er det også fint. En helligpisser. Fair nok. Jeg er den, jeg er, og håber, mine børn vil trykke min hånd, når jeg engang puster ud for allersidste gang, og jeg håber, de har fået styrket til at gøre det med et ordentligt håndtryk.

På den anden side skal min kone have det sidste ord. For jeg er ret sikker på, hun lever længere end mig: ”Jeg ville aldrig kunne have en mand, der blander sig i, hvad jeg ser naturligt som kvinde at tage ansvar for.”

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.