Oplysningen og fornuften vil sejre

En 70-årig casinoejer og excentrisk milliardær er blevet verdens mest magtfulde mand. Mange jubler. Endelig en stærk mand for folket! Samtidig melder millioner af mennesker sig i det kritiske kor. Der hetzes og karikeres som aldrig før, og det er vel kun et spørgsmål om tid, før vi ser tegninger af en kæmpegris med føntørret hår, som dingler med trynen nedad, halalslagtet uden bedøvelse, mens blodet fosser ned over en mexicansk mur. Ja, undskyld det drabelige billede.

Samtidig er det også for nemt, og for dumt, at vælge satiren som løsning, men vi gør det i afmagt og resignation, fordi vores humanistiske basisværdier og frihedsbegreber provokeres i hidtil uset omfang. Hvordan kunne det komme så vidt? Vi er bekymrede, forargede, i en tilstand af vildfarelse og chok. Som i et dårligt mareridt, der ikke vil ende. Spørgsmålet er dog: Har vi at gøre med en uhyggeligt enfoldig og uhelbredelig narcissist, eller er denne Trump simpelthen et kontraikon og en civilisationernes antikrist? Et symptom på bekymrende strømninger i vores aktuelle epoke, primært i et polariseret USA, men også i Vesteuropa? 

Trump har 25.578.560 følgere på Twitter. Selv følger han 43 personer. Til sammenligning har Putin op mod 600.000 følgere og følger selv 16, mens Kinas præsident Xi Jinping må nøjes med godt 8000 følgere og selv følger 0. I øvrigt et tankevækkende tal. Helt nøgternt kan man således konstatere, at forholdet i balancen mellem Trumps interesse for ham selv og for omverden ligger på 0.0017 promille i sidstnævntes disfavør. Eller anskuet mere håndgribeligt: For hver person, han vælger at følge, er der knap 600.000 personer, der følger ham.

Twitter er med sine 10 år på bagen en historisk set relativt ny spiller på markedet, og i kritiske kredse næppe så anerkendt som de mere seriøse medier. Sagen er dog, at Twitter er et ekstremt magtfuldt medie med en gigantisk rækkevidde og massiv påvirkningskraft. Måske ikke over for intellektuelle hoveder med sans for facts, kildekritik og saglighed, og sådanne mennesker findes heldigvis over hele kloden. Men der findes også milliarder af andre moralsk set velfunderede, men måske knapt så oplyste og mediekritiske borgere på samme klode. Twitters tre helt afgørende styrker: nanoformatet, hastigheden, rækkevidden. For 140 tegn er ikke meget, og formatet er derfor ekstremt velegnet til stærke deklamationer og sloganpolitik. Hastigheden indebærer et sudden impact. Bang, du er død! Bang, det tror du på! Eller det stik modsatte kan være tilfældet, men effekten og den pludselige påvirkning er et faktum. Twitter egner sig ikke til grundighed og dybde, eftertanke eller refleksion. Twitter egner sig kun i ganske begrænset omfang til dialog. Derimod egner mediet sig til statements, og her trumfer det både Facebook og de traditionelle medier med banelængder. 

Man forstår godt, at Trump boykotter hovedparten af de amerikanske og internationale medier, og man forstår godt, hvorfor han bruger Twitter som sin suverænt foretrukne kanal. Han ved at hans tweets citeres overalt, og dermed kan han reelt set pumpe sine statements ud til milliarder af mennesker verden over. Retweets den anden vej er han ikke bange for. De er en del af kalkulen. I verden ifølge Trump findes kun vindere og tabere, dræbere og ofre, overlevere og døde. Gæt hvilken arketype, han selv føler at tilhøre? Verden kan bare komme an, modstanderne kan galpe op med deres klynk og deres falske historier. Det rører ham ikke, det gør ham faktisk kun stærkere og mere stålsat i hans mission. Og ja, han missionerer. Han er på et togt. Han har erklæret krig mod svaghed, tøven, misforstået tolerance, pladderhumanisme, intelligentsiaen, det politiske establishment, NGO´erne, medierne, EU, islam, terror, Mexico, Mellemøsten. Hans verden er en slagmark. Sådan er han som forretningsmand, sådan er han som præsident.

Det er tankevækkende og uden historisk sidestykke, når en række anerkendte amerikanske psykiatere ser sig nødsaget til at stille fjerndiagnoser på en person, i dette tilfælde en præsident. Det er alarmerende og siger lidt om omfanget af en hel nations og verdens bekymring. Disse videnskabsmænd har simpelthen været så desperate i deres afmagt, at de har tilsidesat etiske spilleregler og givet deres mening offentligt til kende.

Trump har været præsident i mindre end to måneder, men allerede i sin valgkamp satte han ord på sine intentioner og planer, og han trunkerede disse, så de ikke var til at misforstå. Valgløfter, deklamation, retorik båret frem af et xenofobisk, protektionistisk og misantropisk ledemotiv. Nu vender vi os indad mod os selv, Amerika, nu er det os mod dem, og altid os først! Disse løfter er han godt i gang med at virkeliggøre, og det er vel det mest overraskende? Alt i mens ser resten af verden, og store dele af USA, måbende til. Der lurepasses internationalt. Ingen træder på scenen. Der afventes et første træk, som i et skakspil, og det er præcis, som Trump vil have det.

Jeg var barn i 80'erne. Voksede op i et venstreorienteret kollektiv, hvor man læste Information, marcherede mod atomkraft, kæmpede feminismens sag, hørte rockmusik, spiste etnisk mad, røg pibe og læste eventyr højt for hinanden. Vi spiste sammen om aftenen, stod op og gik på arbejde og i skole. Som nævnt læste vi Information, eller rettere, de voksne gjorde. Vi så ikke meget TV, men når vi gjorde var det altid DR, dog suppleret med SV1, og på radioen var det altid P1, P2 og senere P3. Vi havde ikke computere, smartphones eller tablets. Samfundsforhold og ikke mindst internationale begivenheder blev formidlet til de voksne, og gennem dem til os børn, udelukkende gennem disse nyhedskanaler. Kildekritik fandtes og både voksne og børn var gode til at debattere, have holdninger og synspunkter. Men når alt kommer til alt var vi tillidsfulde, når det kom til nyhedsformidlingen. Vi troede på, hvad der blev skrevet og sagt, og forholdt os til det derfra. Det var tiden før fake news, manipulation, spin og politiske injurier.

På mange måder levede vi i en lykkelig illusion, i en medievirkelighed af monopolistisk statur. Der var reelt kun ganske få fortolkere og afsendere af nyhedsstof fra både ind- og udland. Måske netop derfor var vi enormt politiske. Engagerede i samfundsforhold, folketingsvalg, a-våben, amerikansk imperialisme og hvad der ellers var på dagsorden. Vi børn var også engagerede. Vi gik med i protestmarcherne, hang valgplakater op, som små partisanere i ly af vintermørket, var på besøg på barrikaderne i Ryesgade da Bz´erne flyttede ind i de tomme lejemål. Vi levede politik og vores verden rummede politiske dimensioner, herunder behovet for at melde klart flag, støtte Bz'erne i deres sag (selv om vi måske nok syntes, begivenhederne var lidt voldsomme, men spændende var det!). Skellet mellem rigtigt og forkert, godt og ondt, dette skel troede vi på og kunne mærke. På den måde var det en fantastisk tid, for børn kan godt lide spændingen i at leve i en verden, hvor de kæmper for det gode og har det gode på deres side, mens det onde skal bekæmpes og besejres.

Men det var ikke uden en pris, for somme tider var vi også lidt bange. Bange for Den Kolde Krig, for Barsebäck, for a-våben, for amerikanske imperialisme, som kom skyllende ind over os. Vores forældre var også lidt angste, og det var nok denne angst der forplantede sig i os børn for der at antage større proportioner. Så da mine forældre engang præsenterede ideen om, at vi måske skulle flytte til New Zealand eller stikke af til søs i et år, var min bror og jeg friske på den plan. Sidstnævnte blev løsningen. Væk fra det onde, væk fra kold krig og Barsebäck.

Jeg har to børn på 10 og 14. De lever i en kultur og historisk epoke med adgang til internet og 70 tv-stationer næsten overalt. De har tablets, smartphones og computere, og via internettet kan de nå rundt i hele verden: hundredevis af mediekanaler, YouTube, Facebook, Twitter, de kan få ”venner” på tværs af kloden og de kan uploade billeder af deres kæledyr, hinanden, nybagte muffins og sig selv. De kan også skrive debatindlæg, sprede rygter, kæmpe for sandheden, være politiske, tage standpunkter, markere holdninger til Trump, MGP og alskens tv-programmer, spil og communities. De kan med andre ord surfe rundt i en uendelig mængde og strøm af data, input, udtryk og indtryk. Det bør vel udgøre optimale forudsætninger for at blive små oplyste mennesker og engang store af slagsen?

Hvor politiske er dine børn? Er de engagerede i Trump, bekymrede for vores samfund, internationale udfordringer, klodens tilstand og fremtiden? Hvordan har du det selv? Tror du jorden går under i morgen, er du optimist og tror på fornuftens sejr over ufornuften? Hvordan navigerer du i medie- og nyhedsstrømmen, og vælger du den binære vej mellem had og kærlighed, sort og hvid, eller tager du nuancerne med? Findes der nuancer, når det handler om Trump, eller er han simpelthen dårskaben, ondskaben, magtbrynden og dominansen inkarneret? Og så det måske allervigtigste spørgsmål: Er han stærkere end en vestlig civilisation, som har udviklet sig evolutionært i retning af oplysning, fornuft, tolerance og medmenneskelighed? Jeg tror det næppe. Mine børn eller dine børn heller ikke. Så lad os tage de optimistiske briller på, bekæmpe mørket med argumenter og oplysning, saglig kritik, fredelig folkelig og fornuftig politisk opposition.

Mine børn er ikke bange for Trump, og de hænger ikke valgplakater op eller går til demonstrationer. Vi har en anden virkelighed i dag. Et andet mediebillede, hvor vi med internettet befinder os i en blitzkrig af information og sanseindtryk. Kildekritikken har svære kår, men på en helt anden måde og præmis end dengang i 80'erne, hvor vi i det politiske og samfundsmæssigt engagerede kollektiv kun holdt en avis, så DR og lyttede til radio. Verden var mere enkel dengang. Dikotomierne venner mod fjender, det gode mod det onde, var langt mere skarpe i konturerne. Derfor var det nemmere at være politisk, både for børn og voksne.

Der er masser af onde diktatorer derude. Undertrykkelse, tyranni og krig findes, og Trump har ret beset ikke begået nogle deciderede forbrydelser mod andre nationer eller menneskeheden endnu. Alligevel er vi angste, for situationen er en ny: En ven er blevet til en fjende. USA mod Europa og resten af verden. Det onde er vendt tilbage, og denne gang kan vi ikke søge tilbage i dikotomiernes barndom og bare holde med de gode, for verden er blevet en global legeplads og en global slagmark. Præcis som Trump ønsker det. Datamængden og internettet kan heller ikke spoles tilbage til dengang, det var nemmere at være politisk. Til gengæld, og det er så der, hvor jeg finder kolossale og nærmest uudtømmelige mængder af optimisme: Vores stærke og elskede oplyste civilisation er ikke kommet så langt for at en enkelt selvforelsket og menneskeligt forkvaklet mand skal have lov at ødelægge det hele. Fornuften vil sejre, eller med en passende parafrase at slutte af med: Verden først! Oplysning og humanitet først!