Formanden for Danske Lægesekretærer: Giv arbejdsdelingen på hospitalerne en chance
Læger og sygeplejersker oplever, at de skal bruge alt for meget tid på opgaver, der ikke er rettet mod den umiddelbare pleje og behandling.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
De fleste af os vil som minimum lige spærre øjnene op, hvis vi får besøg af en jurist henne fra kommunen, i anledning af at vi har rekvireret en professionel til at udskifte vores radiator. Eller hvis cykelsmeden gør klar til at fjerne vores syge blindtarm. For der er jo en ganske god grund til, at vi har en arbejdsdeling mellem forskellige faggrupper.
Arbejdsdelingen sikrer, at vi får den højeste produktivitet og de bedste resultater ud af de menneskelige ressourcer, der nu engang er til rådighed. Det gælder tilsyneladende bare ikke på landets hospitaler, hvor vi ser en nærmest diametralt modsat bevægelse. Væk fra en rationel arbejdsdeling og hen imod en udvandet faglighed.
Både vi lægesekretærer og mine gode kolleger blandt læger, sygeplejersker og jordemødre er ellers presset hårdt nok i forvejen. JP har særligt i årets sidste måned haft helt berettiget fokus på, at årlige krav om produktivitetsstigninger har medført et helt urimeligt højt arbejdstempo på hospitalerne. Konsekvensen har været sygemeldinger, opsigelser og dårligt arbejdsmiljø.
Mest genlyd har det givet, at en overlæge har sagt op, fordi han ikke mere kan stå til ansvar for den service, der bliver givet til fødende kvinder. Men overlægens reaktion er desværre ikke enestående.
Selv hospitalernes arbejdsgivere i regionerne har advaret mod det alt for høje arbejdstempo (10/12). Senest erkender formand Bent Hansen (S) og næstformand Jens Stenbæk (V) fra Danske Regioners formandskab, at »merproduktion og højere arbejdstempo ikke er løsningen på alting« (30/12).
Følgerne af de efterhånden helt urimelige krav til konstante produktivitetsstigninger er åbenlyse. Men mere hospitalspersonale er efter min bedste overbevisning heller ikke løsningen på alting. For situationen bliver mildest talt ikke bedre af, at flere hospitalsledelser ovenikøbet kortslutter den arbejdsdeling, der kunne have elimineret nogle af de allermest uheldige virkninger af kravet om produktivitetsstigninger.
Jeg og mange af mine hospitalskolleger ser nemlig måbende til, mens eksempelvis lægerne bliver pålagt at bruge mere og mere af deres tid på at registrere, rekvirere, dokumentere, planlægge og følge op – på administrativt arbejde.
Den tendens er særligt udtalt i hovedstadsregionen, hvor man er i fuld gang med at indfase den såkaldte sundhedsplatform (SP). Dette nye it-system bliver i stort omfang anvendt som afsæt til at lade lægerne og andet klinisk personale udføre administrativt arbejde på computeren.
Resultatet er fejl, frustrationer og frygt for patientsikkerheden, i takt med at hospitalsledelserne i Region Hovedstaden har bebudet temmelig omfattende fyringer af lægesekretærer. Formændene for både Dansk Sygeplejeråd, Yngre Læger og Overlægeforeningen har udtrykt alvorlig bekymring for situationen.
Peter Sommer Ulriksen, formand for Overlægerådet, siger i Ugeskrift for Læger: »Sat på spidsen kan man betegne os læger som de dyreste og dårligste lægesekretærer.«
Jeg kan bedst illustrere absurditeten i den igangværende faglige udvanding ved at henvise til Rigshospitalet, hvor man vil afskedige sygeplejersker og lægesekretærer, så man kan få råd til at ansætte flere læger, fordi lægerne jo nu i forbindelse med sundhedsplatformen skal løse lægesekretærernes opgaver.
En sådan øvelse i spild af faglige kompetencer giver vist kun mening på nogle få djøf’eres regneark. For os andre må faglighed og patienttid være omdrejningspunkter for styringen af hospitalsvæsenet. Læger og sygeplejersker oplever, at de skal bruge alt for meget tid på opgaver, der ikke er rettet mod den umiddelbare pleje og behandling.
Lægesekretærerne er uddannet i klinisk administration og kan udføre opgaven hurtigt og effektivt. Hvis vi helt systematisk lader de rette hænder klare arbejdet på vores hospitaler, kan vi frigøre ikke så få ressourcer og samtidig skabe et sundhedsvæsen i balance.