Læge: Tør du virkeligheden, Ellen Trane Nørby?

Tillykke med ministerudnævnelsen. Du skal nu vælge, hvilket sundhedsvæsen du ønsker at stå i spidsen for.

Vil du være minister for et sundhedssystem på vej mod verdensklasse og fortsætte der, hvor Sophie Løhde slap? Hvor du – i samarbejde med dine dygtige politiske kolleger – garanterer endnu flere løft og lover samtlige danske patienter, uden undtagelser og uden forbehold, en endnu hurtigere behandling af endnu højere kvalitet med endnu mere omsorg, respekt og værdighed. Hvor de fagprofessionelle bare har at opfylde patienternes rettigheder. Hvor sundhedsvæsenet med udgangspunkt i den enkelte gør rejsen fra syg til rask kortere og altid står klar til at hjælpe folk til et sundere og bedre liv. Kort sagt: Ønsker du at være elverminister i et trylleteater, efterplapre de indholdsløse crowd pleasers og fortsætte det særdeles ødelæggende sværmeri, som desværre har kendetegnet dine behagesyge forgængere?

Eller ønsker du i stedet at være rigtig minister? I spidsen for virkelighedens sundhedsvæsen med alle de barske realiteter? Sundhedsvæsenet, hvor der er rigtige mennesker, der er rigtigt syge og dør rigtigt. Det sundhedsvæsen, som der fortælles om under overskrifter som ”Sophie Løhde, dit ministerium er en katastrofe”, ”Undskyld til alle jer patienter!” og ”Hjertepatient om travlt personale: »Du prøver bare at overleve til om mandagen«”. Det sundhedsvæsen, hvor hver anden praktiserende læge er udbrændt, og hver anden sygeplejerske ikke mener sig i stand til at varetage sit arbejde fagligt forsvarligt. Det sundhedsvæsen, hvor det betragtes som et aktiv at være forrået – robust – fordi medarbejdere, der kerer sig om deres faglighed og deres patienter, knækker under de nuværende vilkår.

Trylleteatret er klart det nemmeste at være minister for. Her kan man løse dybt komplekse problemer med en handlingsplan og lidt øremærkede midler. Man kan sole sig i offentlig anerkendelse ved at foregive, at befolkningen kan få alt, hvad den peger på.

Liselott Blixt (DF) vil nok af og til kalde dig i samråd, fordi noget er ”helt ude i hampen”. Men så skal du bare falde dine underordnede i ryggen og love bod og bedring. Flemming Møller Mortensen vil måske sige grimme ting om, at du nyder at plage de svageste. Men det hele er jo bare for sjov. De mener ikke noget med det. I spiller jo bare “rød mod blå”. Trylleteatret er en leg, et middel til at tage sig godt ud på den politiske scene.

I virkelighedens sundhedsvæsen er problemerne så omfattende og så komplekse, at handlingsplaner, akutpakker og nationale mål kun gør ondt værre. At fortsætte, hvor Sophie Løhde slap, er en sikker vej til yderligere opløsning og kaos. Her skal sadles om. Vil man være rigtig minister, skal man først og fremmest have det politiske mod til at fortælle befolkningen den usminkede sandhed: Drop idéen om rettigheder. Sundhedsvæsenet har en begrænset kapacitet og ydeevne, og der er ikke råd til at give alle den hjælp, som de har behov for. I skal være glade for den hjælp, I trods alt kan få. Sundhedsvæsenet har min rygdækning til at afvise at hjælpe, hvis det er nødvendigt af hensyn til andre

Og bare rolig, sundhedspersonalet foretager allerede i dag de nødvendige prioriteringer, så det eneste, du behøver, er at gå ud og bakke op om det offentligt. Men enhver forestilling om at spille velgører for masserne er altså udelukket.

Hvis du vælger at påtage dig opgaven som en rigtig minister, vil du næppe blive populær. Så du må jo afgøre med dig selv, om dit mål er at lefle, eller om du vil anerkende den ressourceknaphed, som er et grundlæggende vilkår. Vælger du det sidste, vil du i hvert fald blive respekteret. I mands minde har ingen af dine politiske kolleger vovet at vælge rigtigt. Har du modet?