10 år med landvindinger på sundhedsområdet – og med mulighed for flere

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I morgen er alting anderledes. Sådan lød det på forsiden af Jyllands-Postens Indblik-sektion den sidste dag i december 2006. Dagen efter trådte strukturreformen i kraft, og med den kom fem regioner i stedet for 14 amter.

Meget er bestemt blevet anderledes de seneste 10 år. I regionerne er vi i disse år undervejs med den største omlægning af sygehuslandkortet nogensinde, og på 10 år er der gjort store fremskridt i det sundhedsvæsen, som regionerne forvalter:

Sygehusene behandler langt flere patienter, ventelisterne er barberet ned i både somatik og psykiatri, mange flere overlever og lever længere med kræft, og de forskelle, der var på tværs af landet ved regionernes oprettelse, er blevet mindre.

Vi kan roligt konstatere, at regionerne har nået meget de seneste 10 år og har sammen med personale, organisationer og skiftende regeringer udviklet sundhedsvæsenet, så borgere og patienter nu får hurtigere og bedre sundhedshjælp.

Men sundhedsvæsenet står aldrig stille, og i regionerne er det vores opgave at udvikle sygehuse og sundhedsvæsen i takt med tiden.

Det er vi klar til, vi er i gang, og lidt pudsigt kan vi skele til, hvad der blev sagt ved regionernes oprettelse. I Jyllands-Postens kronik den 2. januar 2007 skrev Lars Løkke Rasmussen – dengang indenrigsminister – om strukturreformen:

»Det er ikke løsningen, at vi alle sammen skal arbejde hurtigere, for så risikerer vi, at stress bliver en folkesygdom. Det er ingen tjent med – heller ikke arbejdsgiverne. I stedet skal vi tænke nyt. Vi skal indrette den offentlige sektor, så vi arbejder smartere, ikke hurtigere.«

Vi må sige, at sundhedspersonalet bestemt har arbejdet hurtigere de forgangne 10 år. Det hårdtarbejdende personale har sikret, at langt flere er blevet udredt og behandlet, men merproduktion og højere arbejdstempo er – stadig – ikke løsningen på alting.

Det smartere arbejde, som Lars Løkke bebudede, er blevet virkelighed på sygehusene med bl.a. digitale løsninger, nyt udstyr og bedre organisering af arbejdet, og det skal vi udvikle på patientens præmisser.

Det betyder, at sundhedsvæsenet skal fungere bedre på tværs af stat, regioner og kommuner, og opgaven med at sørge for det ligger naturligt hos regionerne. Det indebærer, at vi i regionerne fordomsfrit vurderer, hvem der bedst løser opgaven for borgeren. Og det indebærer, at hver enkelt patient får et mere sammenhængende forløb mellem fx konsultation hos den praktiserende læge, sygehusbehandling og opfølgning i et kommunalt sundhedstilbud.

Hvis det skal lykkes, skal sygehusene ikke bare afregnes efter, hvor mange patienter der udredes og behandles på sygehusmatriklen.

Sygehusenes indsats skal vurderes på, hvad patienten får ud af hele sit behandlingsforløb, og det kan kun lykkes, hvis de forskellige holdepladser i sundhedsvæsenet hænger bedre sammen.

Det skal lykkes – både fordi vi skal tilbyde patienterne bedre vilkår, og fordi vi skal have mere ud af sundhedskronerne, når der bl.a. bliver flere ældre og flere kronisk syge.

Regionerne er ikke ufejlbarlige, og der er plads til forbedringer, men perioden 2007 til 2017 har tindrende klart vist, at organiseringen med regioner som forvalter af sundhedsvæsenet virker. Patienter får hurtigere og bedre hjælp, der bliver år for år leveret mere sundhed for pengene, eksperter peger på den regionale model som den bedste løsning, og vores nordiske nabolande henter inspiration til organiseringen af deres offentlige sektorer direkte fra de danske regioner.

Vi står med fast grund under fødderne til at skabe nye landvindinger.