En afvikling af dannelse

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Vi må sikre, at den danske historie og den danske kultur bevares og videregives til kommende generationer, så Danmark også i fremtiden kan stå stærkt og samlet.

Regeringens nyligt offentliggjorte gymnasieudspil bliver debatteret på livet løs. På overfladen bliver der lagt op til mange fornuftige tiltag – men når man graver dybere ned i udspillet, er der i den grad grund til bekymring, og man kan med god samvittighed hævde, at udspillet i sin helhed ville gøre større skade end gavn, måtte det blive gennemført.

Lad os tage fat på det, der i de seneste dage har været genstand for utilfredshed blandt især de røde partier. Det famøse karakterkrav. Her er den eneste kritik af regeringen, at et krav på 4 må siges at være en kende uambitiøst. Vi skal naturligvis turde stille krav til de unges faglige forudsætninger og evner. Gymnasiet er en trædesten til universitetet, og det giver naturligvis ikke mening her at optage elever, der statistisk ender med at droppe ud eller ikke at kunne bruge deres studenterbevis videre i livet. Som det fremgår af uddannelsesministeriets hjemmeside gives karakteren 4 for den jævne præstation, der demonstrerer en mindre grad af opfyldelse af fagets mål, med adskillige væsentlige mangler. Karakteren 7 gives for den gode præstation, der demonstrerer opfyldelse af fagets mål, med en del mangler. Vi må da som minimum kunne stille et krav, der hedder, at man er i stand til at opfylde fagets mål – endda med en hel del mangler. Derfor var et karakterkrav på 7 naturligvis ønskværdigt.

Den egentlige og afgrundsdybe kløft af undren opstår dog, når man læser regeringens ønske om at fusionere fagene historie, religion og oldtidskundskab og i stedet skabe et nyt tværfagligt fag kaldet historisk-humanistisk faggruppe. Dette fag skal afsluttes med én samlet eksamen, hvor formålet er ”at udnytte synergien mellem de tre fag”. Et skræmmende anslag på de tre centrale fag, der i årevis har dannet rammen om den klassiske dannelsestænkning.

Almindelig fornuft foreskriver naturligvis, at hvis du samler tre så store og vigtige fag under et samlet tag, bliver resultatet sporadisk og fokusbestemt på de emner, der egner sig bedst til tværfaglig undervisning.

Håbløst umoderne

Klassisk dannelse er håbløst umoderne, må man forstå, og bør derfor stå tilbage for et begreb som ”moderne almendannelse” med fokus på globale kompetencer og demokratisk medborgerskab. En luftig og floskuløs erstatning, der unægteligt vil medføre et dannelsesmæssigt efterslæb af dimensioner. Man påberåber sig titlen som dannelsens bannerførere, når det absolut modsatte er tilfældet. Regeringens forslag er udtryk for en grasserende modernitetsforherligelse, der fuldstændig fornægter det forhold, at al fremtid vokser ud af fortiden. Hvis vi – i en tid som denne, hvor terror er så præsent et emne, og menneskestrømme udfordrer vores vestligt kulturelle fundament – kaster vrag på den viden, der har været konstituerende for vores civilisation, kan det have fatale konsekvenser.

Man fristes til at spørge, om regeringen overhovedet har nogen som helst forståelse for, at viden i sig selv er en værdi. I undervisningsøjemed bemærker man sig ofte, hvordan det er et centralt spørgsmål for elever, hvilket konkret formål undervisningen tjener.

»Hvad skal jeg bruge det her til, når jeg ikke skal være ...?«, spørges der.

Lærernes svar er desværre ofte lige så foruroligende som regeringens udspil. For enten kan de ikke svare, eller også gives et eksempel på, hvad man i konkrete erhverv måtte kunne bruge en sådan viden til. Desværre glemmes det, at viden i sig selv er en værdi. At vi som mennesker bør bestræbe os på at være vidende om historien, samfundet og kulturen – uagtet om vi i øjeblikket, hvor vi tilegner os denne viden, kan se noget konkret formål med denne.

Hvis vi holder op med at tilegne os viden alene for videns skyld, så forvitrer vores forståelse for, hvem vi er, og vi bliver rodløse mennesker. Enhver beslutning om fremtiden bør være funderet i en solid viden om og forståelse for fortiden. Vi bør værne om den klassiske dannelse – ikke bare i lige så høj grad, men også i langt højere grad, end vi gør i dag.

Regeringen ønsker at opflaske vores unge menensker med en forståelse af dem selv som intet andet end kommende funktionærer. Det er en skammelig fornægtelse af alt det, som vi burde holde i hævd – og regeringen sætter meget mere end bare enkelte generationer over styr. Den viden, vi som samfund har akkumuleret om vores egen og vestlige historie, er afgørende for vores evne til at skue ud i verden. Vi tilegner os ikke viden på panoptisk vis, men med udgangspunkt i vores egen identitet. Forståelsen af vores historie og vores kultur er væsentlige forudsætninger for at sortere i nye impulser og ny viden udefra. Hvis vi glemmer vores forudsætninger; vores kultur, vores traditioner og vores historie, bliver vi rodløse og risikerer at flakke fra den ene tendens til den anden – som rene kopier, der altid ligger lige efter de andre.

Som man sår, så høster man

Kun ved at anskue ny viden med erfaring fra tidligere tider kan vi løfte os over det, som andre kan, og blive endnu dygtigere. Historie, religion og oldtidskundskab er åbenbart bedagede og utidssvarende fag, der ifølge regeringen burde deponeres på datidens mødding til fordel for it, globalisering og karrierekompetencer.

Som man sår, så høster man – og hvis regeringen får magt, som den har agt, vil vi kunne spore tabet af den klassiske dannelse langt ud i fremtiden.