Humanismens død hos S?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

For tiden hører jeg mange af mine partifæller tale om ”humanismen” som et skældsord. Især Henrik Sass Larsen har gjort sig til talsmand for en fløj inden for partiet, der ser det som den vigtigste opgave at udrense partiet for humanismens tanker. Det er underligt, når man tænker på, at begrebet ifølge Ordbog over det danske Sprog betyder ”respekt og omsorg for andre – især svage mennesker”. Det er ubegribeligt, hvordan man som socialdemokrat kan tale imod humanismen, når det i min optik er netop det, som er kernen i vores parti.

For ledende socialdemokrater er det blevet et spørgsmål om, hvorvidt man vedkender sig at være humanist eller realist. Sådan forstået, at enten er man en godtroende og kulturradikal pladderhumanist, som naivt omfavner alt og alle uanset økonomiske og sociale konsekvenser, eller også ser man realistisk på tallene og træffer på den baggrund de nødvendige beslutninger. Det er en latterlig, forenklet og forkert måde at sætte det op på. Naturligvis mener vi, som føler os stærkt knyttet til humanismens idealer, at der er grænser for, hvor mange flygtninge vi kan modtage. Det er en selvfølge, at vi skal undgå såkaldte ”svenske tilstande”, og det er naivt at tro, at det ikke koster både socialt og økonomisk. Men vi finder ikke nogen løsning ved ukritisk at bakke op om regeringens symbolpolitiske tiltag, som nok kan opildne en folkestemning, men ikke reelt rykke noget.

Det handler om mennesker

Ønsker Socialdemokraterne at finde løsninger, må de presse på for en europæisk handlingsplan og en øget hjælp i nærområderne. Det er både realistisk og humanistisk. Flygtningene stopper ikke deres flugt til Danmark, fordi politiet kan fratage dem værdier og smykker. Den socialdemokratiske ledelse har ret i, at vi står med et ansvar for, hvordan vores samfund skal være sammensat og præget de næste generationer, men vi må heller ikke glemme, at Socialdemokraterne og Danmark har et lige så stort internationalt ansvar, som ikke bare kan negligeres.

Svend Auken holdt en tale kort før sin død, der netop handlede om flygtninge og asylregler. Han sluttede af med at sige: »Dette er ikke om love og paragraffer. Dette er ikke om nævn fyldt med embedsmænd. Dette er ikke om tvangstraktater mellem regeringer. Dette er ikke om rivalisering mellem partier. Dette er ikke om, at nogle er gode eller onde. Dette er om mennesker, medmennesker. Dette er om at sætte mennesket først og vise barmhjertighed.«

Det er, hvad Socialdemokraterne står for, hvis nogen skulle have glemt det. Vi sætter mennesket først, fordi vi har respekt og føler omsorg for hvert enkelt menneske, som har brug for vores hjælp. Vi skal ikke ofre vores samfundsmodel, men heller ikke vores værdighed og medmenneskelighed. Der må vi finde en balance, og derfor er vi socialdemokrater, og derfor bliver vi.