Ok. Så siger vi berøringsangst. Kan vi så snakke om løsninger?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I kølvandet på de ekstreme og uhyggelige overgreb på angiveligt flere hundrede kvinder i Köln nytårsaften er debatten om både ligestilling, mellemøstligt kultur og integration blusset op igen. De hundredevis af overgreb skete tilsyneladende næsten samtidigt og var øjensynligt stort set alle sammen begået af mænd med nordafrikansk eller mellemøstlig baggrund. Det skaber helt naturligt debat og frygt, og det skal ikke ignoreres.
Jeg kan ikke afvise, at der er en berøringsangst nogle steder på venstrefløjen. Og ja, jeg er også stødt på mennesker, der er så bange for at blive spændt for højrefløjens generaliserende og racistiske vogn, at de ikke har taget problemerne blandt visse gruppe af etniske minoriteter eller visse grupper af muslimer alvorligt nok. Men jeg kan kun tale for mig selv og for Enhedslisten, og vi har ikke den berøringsangst.
Jeg kan ikke afvise, at der er en berøringsangst nogle steder på venstrefløjen. Og jeg er også stødt på mennesker, der er så bange for at blive spændt for højrefløjens generaliserende og racistiske vogn, at de ikke har taget problemerne blandt visse gruppe af etniske minoriteter alvorligt nok.
Selvfølgelig skal vi sige højt, at der er ekstra store problemer med sexisme og kvindeundertrykkelse blandt nogle minoritetsgrupper – også i Europa og i Danmark. Der er desværre unge kvinder, som holdes under stærk social kontrol, både når det kommer til uddannelse, fritid, kærester og mange andre ting i deres liv. Og der er unge mænd, der opdrages i en stærk(ere) patriarkalsk kultur med en ide om, at de må behandle kvinder ringere end mænd i kraft af deres køn.
Og det ubestridelige faktum, at der også findes sexisme blandt jævne danske mænd, kan ikke undskylde problemerne. Ligesom det heller ikke kan undskylde hverdagssexisme, uligeløn og seksuelle overgreb i mainstream-Danmark, at der er større problemer i Saudi Arabien eller andre steder. Den whatabout-isme, hvor man undskylder den manglende alvor, som politi og retssystem behandler voldtægter med, ved at pege på, at det jo ikke er noget set i forhold til syreangreb på kvinder i Indien. Eller hvor man skynder sig at pege på Roskildefestivals sexistiske kultur, når talen falder på overgrebene i Köln. Det hele er desværre overgreb på kvinder og et udtryk for sexisme, og intet af det er i orden.
Det er en betingelse for at bekæmpe et problem, at vi siger det højt. Det er jeg enig i. Og jeg mener sådan set også, at det er længe siden, vi sagde det højt første gang – i hvert fald i Enhedslisten. Siden har vi gentaget det mange gange. Og jeg gør det gerne igen. Men nu må vi så også snart holde op med at tale om, hvem der ikke taler om det og i stedet begynde at handle.
Det er nemlig ikke nok at identificere problemerne. Det er en del af det, ja. Men det er ikke nok. Nu må vi begynde at interessere os for, hvad det er, der skal til for at ændre på tingene. Ellers får man den nagende mistanke, at de mange, der står og peger på problemerne og er gode til ”at sige det højt”, mest gør det, fordi de i virkeligheden er rådvilde. At de reelt ikke har nogen svar eller løsningsforslag.
Det er helt afgørende for mig, at venstrefløjen også i fremtiden – som det historisk har været tilfældet – er drivkraften i kvindekampen, også når det kommer til frigørelse og ligestilling for kvinder med andet etnisk baggrund end dansk. Med det mener jeg ikke, at det er en kamp, som venstreorienterede hvide mænd eller hvide kvinder kan tage for kvinder med minoritetsbaggrund. Kulturopgøret skal ledes af dem, der rammes af det. Vi andre kan kun støtte og bakke op i den helt afsindigt vigtige kamp, som rigtig mange kvinder fra minoritetsmiljøer tager – også i offentligheden – i disse år. Men det kan vi gøre aktivt, og venstrefløjen har i modsætning til højrefløjen rent faktisk blik for, at den frihed, også indebærer økonomisk lighed samfundet.
Da kvinderne i Danmark for alvor trådte ind på arbejdsmarkedet, tog kvindefrigørelsen et enormt skridt fremad. Fordi den økonomiske frihed betød friheden til også at forlade fx en voldelig mand og træffe egne beslutninger for ens liv og fremtid. Og denne økonomiske forudsætning for frigørelse og ligestilling har ikke ændret sig. Når højrefløjen fortsat skærer i kontanthjælpen for enlige mødre, og når højrefløjen insisterer på at fastholde en ekstraordinær lav ydelse til nyankommne flygtninge, ja, så vil det unægteligt og helt lavpraktisk være markant sværere for de kvinder at forlade psykisk eller fysisk voldelige mænd.
Med andre ord: Sexisme er både et kulturelt, et strukturelt og et økonomisk spørgsmål. Det har højrefløjen aldrig forstået.
Hvem har svarene på de svære spørgsmål?
Jeg tror, at der er nogle lavt hængende frugter, man kan plukke, hvis man gerne vil gøre mere særligt for de kvinder af anden etnisk baggrund, der i en eller anden grad lever under stærk social kontrol.
Man kan for det første begynde at tage det meget mere alvorligt i folkeskolen, blandt socialmedarbejdere, pædagoger og generelt hos myndigheder ved at uddanne medarbejdere i at identificere og håndtere, når børn og unge ikke deltager i fællesskabet på samme niveau som andre. Så omverdenen begynder i højere grad at blande sig fremfor at pege og ”sige det højt” i TV.
Man kunne også udvide den rådgivning og mægling, der tilbydes unge og deres forældre, der har svært ved at tale sammen, fordi forældrene ikke forstår det liv, de unge lever. Det kan nemlig forhindre, at æresrelaterede konflikter eskalerer.
Det ville også være fantastisk, hvis vi ikke blot sikrede introduktion til seksualmoral til nyankommne asylansøgere – som de rent faktisk får – men også sikrede en ordentlig normkritisk seksualundervisning i folkeskolen til fremtidens generationer. Så unge hurtigere lærer, hvor vigtigt det er at respektere og sætte grænser. Også selvom de måske ikke lærer det af forældrene.
Man kunne sikre tilstrækkeligt antal pladser på de særlige krisecentre, mulighed for at skifte cpr-nummer og få egentlig vidnebeskyttelse til de kvinder, der flygter fra æresrelateret vold eller tvangsægteskab med fare for sit liv som resultat.
Og så kunne man begynde at undersøge – og med det mener jeg forske i, ikke gætte på – hvad der egentlig ligger bag den overrepræsentation af mænd med anden etnisk baggrund i voldtægtsstatistikkerne.
Men vigtigst af alt, trænger vi nok alle sammen til at lytte lidt mere til de kvinder, vi alle sammen taler om. Med al sandsynlighed har de nogle svar, der kan hjælpe os ud af vores rådvildhed og ind i kvindekampens næste æra. Fordi hvis der skal gøres noget ved det, vi alle sammen nu har sagt højt, skal der et kvindeoprør til. Og den kamp, der skal tages, skal vi bakke op i både ord og handling.