En ny model for at undgå patienter på gangene

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Overbelægning på de medicinske afdelinger er et massivt problem for landets sygehuse. Et problem, der i sidste ende er et symptom på nogle ineffektive sektorovergange i det danske sundhedsvæsen.

Patienter i kategorien ”for raske til at være indlagte og for syge til at blive sendt hjem” falder i dag mellem to stole.

Det er egentlig meget nemt – når patienten er klar til at komme hjem, skal kommunen være klar til at tage imod.

Men flere regioner oplever kommuner, der ikke er klar. Og mange kommuner oplever, at patienterne, de får, er for syge til, at de bare tør sende dem hjem i lejligheden. Så hvad sker der så? Patienten kan ende på en gang i en seng. På et plejehjem, hvor de tager en seng fra en ældre medborger, der kunne have fået den. Eller de bliver sendt hjem – med stor risiko for, at de dage efter må genindlægges. Og så starter det forfra.

Region og kommune har i de fælles sundhedsaftaler forsøgt at aftale, hvem der gør hvad. Men faktum er, at det ikke har løst problemet. Der er stadig en kæmpe udfordring med, hvem der skal eller bør tage regningen, når patienten ikke helt er klar til at blive borger igen – men heller ikke er helt syg nok til at være patient. Det er derfor mit håb, at vi for patientens skyld overvejer en model, der både forpligter regionen og hjemkommunen.

Patientens behov

Hvad nu, hvis vi tog udgangspunkt i patientens behov?

Den ældre medicinske patient foretrækker at være tæt på sit hjem og sin familie efter sygehusbehandlingen. Tænk hvis man åbnede for, at patienter faktisk kunne være både-og? Hvis man som patient fra sygehuset kan komme på et ”restitutionshjem” i sin kommune. Eller som borger kan komme samme sted hen fra sit eget hjem og undgå et hospitalsbesøg. Et sted, hvor region og kommune arbejder sammen om opgaven og deles om udgiften.

Det kunne være i en model, hvor regionen står for lægedækningen, og kommunen står for plejen. Eller etablerer det som et offentlig-privat samarbejde med privathospitalerne, hvor vi sammen med regionen og kommunen kan være dem, der er limen mellem overgangene. Hvor samarbejdet skaber mulighed for skræddersyede pårørendeforløb og et opsøgende arbejde i borgerens hjem, når hjemmeplejen eller familien er urolige. Hvor patienter fra starten bliver placeret det rette sted i sundhedssystemet.

Billigere end hospital

Private leverandører tilbyder allerede sengepladser, som region og kommune kan benytte sig af, når patienten er for rask til at være indlagt på sygehuset, men for syge til at være hjemme uden lægedækning. Undersøgelser fra Norge viser samtidig, at sådanne sengepladser er langt billigere end sengepladserne på hospitalet. Det vil de også kunne være i Danmark.

I sidste ende er det dog patientens værdighed og behov, der skal afgøre løsningsmodellen. En enhed, der arbejder på tværs af sektorer og tager sig af patienter mellem region og kommune, vil komme patienterne til gode, så færre havner på hospitalsgangen eller bliver udskrevet for tidligt.