Det nødvendige opgør med krævementaliteten

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg skal nok vende tilbage til krævementaliteten, og hvorfor et opgør med denne er absolut nødvendigt, men jeg vil begynde med et forhold vedrørende vækst. Det er nemlig sådan, at væksten – i de perioder vi har haft den – har været større end det forklarlige. Og i de år, hvor vi har haft tilbagegang, har denne været mindre end det forklarlige.

Så når nogle mener, at alt – også det menneskelige – kan forklares ved regnemodeller, er det et mysterium, at noget rent økonomisk ikke kan forklares.

Det tyder på tilstedeværelsen af en x-faktor i Danmark. Og i sin bog ”Tillid” forklarer Gert Tinggaard Svendsen, at Danmarks x-faktor er vor høje grad af social tillid – både den mellemmenneskelige og den rettet mod samfundets institutioner. Så vigtig er den for os, at vi må slå fælles ring om den og smøge ærmerne op for at bevare den.

For ja, den er her endnu, men det må betegnes som lidt af et mirakel. For overalt i det danske samfund kryber mistilliden og kravene ind – den såkaldte krævementalitet.

Ordet eksisterer af en grund, men jeg mener, at det bliver brugt helt forkert. Det bruges nemlig primært til at beskrive de danskere borgere, der skulle være blevet alt for krævende. Jeg ser ingen tegn på, at det skulle være tilfældet.

Jeg ser derimod et samfund, der kræver mere og mere af dets borgere.

Overalt i samfundet kryber kravene ind og river sammenhængskraften og velfærdssamfundet fra hinanden. F.eks. møder samfundet kontanthjælps- og dagpengemodtagere med en tiltagende barriere af mistillid, kontrol og krav, mens vi skærer huller i deres sikkerhedsnet. Og det endda fuldstændig uafhængigt af, hvor mange – eller snarere hvor få – job de rent faktisk har mulighed for at søge. Det giver ingen mening. Og så er det en ganske urimelig og uværdig måde at møde almindelige borgere, vores medmennesker, på.

Men samfundets krævementalitet rammer i høj grad også alle i arbejde.

F.eks. bruger offentligt ansatte nu 60 millioner arbejdstimer årligt på at registrere eget arbejde. Og generelt kræver samfundet af sine borgere, at de løber hurtigere, effektiviserer og slider mere i det, og kravene fortsætter på trods af, at flere og flere går ned med stress.

Krævementaliteten er ikke bare et nyt ord, det er også en ny samfundssygdom, som har smittet vore institutioner og mange arbejdspladser. Og i den henseende tyder meget lidt på, at nyt skulle være bedre end gammelt.

Sådan er det egentlig ofte – det, der eksisterer længst, gør ofte således, fordi det virker. Og jeg håber, at vor høje grad af sociale tillid, som vi faktisk er indehavere af verdensrekorden i, består.

Skal den det, kræver det et opgør med vor samfunds tiltagende krævementalitet.

Nogle mener, at det er borgerne, der kræver det urimelige. Jeg er lodret uenig.

Borgerne kræver det rimelige; de kræver social retfærdighed. Og det er på ingen måde, at vi i tiltagende grad møder dem med mistillid, kontrol og krav, når de møder de demokratiske institutioner og hinanden med det stik modsatte.

Nogen skal tage Danmark i tillidens retning, og det – blandt meget andet – vil Alternativet bruge de næste fire år på, hvis borgerne mener, at vi fortjener sæde i Folketinget.