Tegn, og terroren sejrer – tegn ikke, og den sejrer alligevel

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Da jeg blev draget af de religiøse miljøer i Danmark, blev mit perspektiv på frihed og ansvar, det hellige og det profane hurtigt forandret. Som enhver ung praktiserende muslim optog jeg gradvist værdierne om at ære Koranen som Guds uforvanskede ord og om profeten Muhammeds status som to af de højeste kilder for min viden og frelse.

Følelserne for det religiøse blev sat over det nøgterne rationelle. I sig selv er der måske intet specielt ved det, for også andre religiøse, det være sig kristne, jødiske eller østlige samfund reagerer, når deres hellige symboler bliver vanæret.

Ender i en værdikonflikt

Vægten tipper, når man ikke kan acceptere, at det at ytre sig kritisk om enhver sag er en grundværdi. Konflikten antager en anden karakter og bliver nu en værdikonflikt, hvor ”blasfemien” ikke kun er et angreb på ”Gud”, men et angreb på selve det religiøse fællesskab og det religiøse menneske.

Den form for emotionel forståelse kan lede til stærke demonstrative reaktioner og desværre også til vold, som retfærdiggøres ved, at provokatørerne har trådt på det hellige og vanæret det. Det er i dette hjørne, at de ekstreme voldsmænd befinder sig.

I et helt andet hjørne står de, som føler sig angste for ikke at kunne ytre sig netop af frygt for vold, og de drives af at ville udfordre voldens bagmænd for enhver pris.

Da Jyllands-Posten trykte Muhammed-tegningerne i 2005, så jeg og mine fæller, imamer, fra vores sofaer det profane, men vi overså perspektivet om fri ytring. Vores kritiske sans og evne til at sætte os i de andres sted var næsten helt fraværende, og vi forherligede derfor vores sandhed og negligerede andres syn på sandhed.

Vi handlede som bekendt med en aktionsplan, der fik en større krise til at blusse op. Den muslimske verden reagerede voldsomt på synet af det, som blev opfattet som profant og vanhelligt.

To fløje står over for hinanden

I vestlige samfund har man fattet, at det er vigtigt at kunne ytre sig frit – også stærke ytringer – for at vi ikke bliver undertrykt og kuet af magthavere, paver, konger, hellige personer eller præstevælder, som styrer i Guds navn.

Når satiretegnere står foran frygten for at modsige en religion eller en magthaver, bliver de drevet til at modsvare denne frygt, og dermed giver de folk mod til at tænke og til at tale undertrykkelsen imod.

Men, spørges der, er disse ytringer ikke i sig selv ved at blive et brud på, hvad man kunne kalde “ansvarlig ytring”, for man kalder jo heller ikke sin nabos kone for fed, grisk og grim? To fløje står over for hinanden; de, som påkalder sig ytringsfrihed under ansvar, over for dem, som hylder den ubetingede frie ytring.

Er det at insistere på at ville trykke frit og tegne frit ikke netop et udtryk for ansvar, som ”ytringsfrihedens fløj” konstant påpeger. Er det ikke – med livet som indsats – at påtage sig ansvaret for, at ingen i princippet skal true vores ret til at sige vores mening?

Skuespillet om islam

Efter det rystende angreb på Charlie Hebdo står debatten igen mellem, hvad der er korrekt, og hvad der er forkasteligt at gøre i ytringsfrihedens navn. Alt imens konkluderer militante islamiske grupper igen det samme som sidst, nemlig at midlet med at ”give europæerne et gok i hovedet” er effektivt. En anekdote understreger pointen:

Under den sidste sultan i det osmanniske rige, Abdulhamid II, (Tyrkiet ca. 1897-1909) fortælles det, at der i Frankrig var optakt til at opsætte et skuespil, som virkede nedværdigende på de religiøse følelser hos de tyrkiske og arabiske muslimer. Protester blev angiveligt sendt til den franske repræsentant, men uden held. Omsider blev den franske konsul ifølge den omflorerende fortælling kaldt i audiens.

Han trådte ind til en forsamling af krigsgeneraler og selveste sultanen i fuld militær udrustning. Han fattede straks meningen og sagde med fransk gemyt, at »budskabet er feset ind«, hvorefter han omgående sendte besked til republikken om at tage hensyn til følelserne og undlade at opføre skuespillet om islam på den planlagte måde.

Europa giver efter for magt

Det, som islamister udleder af historien, er, at osmannerne allerede dengang forstod, at Europa bedre giver efter for magt end for moral, og at kontinentets kulturelle elite bredt set først bliver mere lydhør, når det får et gok i hovedet.

Angrebet i Paris bringer naturligvis sindene i kog, og mange har afkrævet, at både tegnere og aviser trykker endnu mere som modsvar, men jo mere man provokerer uden at kunne forklare de mange muslimer, hvorfor man trykker videre, jo mere vinder voldsmændene kampen om muslimernes forståelse.

Den stiltiende accept af deres handlinger er et markant fravær af opbakning til de civile rettigheder i demokratiet, primært beskyttet af fri presse og magtens tredeling.

Den fremherskende holdning

Når de mange ikkevoldelige muslimer ikke bliver bekymrede for vilkårene i et demokrati og ikke selv tager til genmæle mod truslen, er der grund til at tænke på dannelsen hos disse ”nye” vestlige borgere.

Logikken er i dag blandt mange muslimer, som den kommer til udtryk på sociale medier og private chats:

»Jo, drab er forfærdeligt, og vi er fredelige muslimer, som forkaster vold, men de andre kunne bare lade være med at trykke og provokere.« Den logik deler jeg ikke, men den er fremherskende.

Denne tilstand af, hvad fransk kultur selv kalder laissez faire, blandt store grupper af muslimer af alle slags undtagen de kritiske muslimer, der får hug for at ytre sig klart, viser, at vi først kommer videre, når vi mere grundigt bearbejder den demokratiske forståelse for Vestens nye kulturstrømninger med muslimsk baggrund.

Terroren sejrer begge veje

Hvorom alting er, må debattens fløje, som begge bekymrer sig for følgerne af de civile friheder både ved at trykke eller undgå at trykke, indse, at terroren aktuelt sejrer begge veje.

Min anbefaling er, at vi ansporer til en ny tilstand af bevidsthed og dannelse blandt os muslimer om værdien af de demokratiske rettigheder, især fri ytring, som vi alle har glæde af, og som vi ikke må sætte over styr, ikke engang i det helliges navn. Det tavse flertal af muslimer kan ikke frigøre sig fra ansvaret for at rodbehandle voldens værdier, selv om de ikke selv er voldelige.

Imens må alle sende signaler om ikke at bøje sig for vold eller trusler om vold.