Facebook - personer ganske uden ansigt

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det er egentlig ironisk, at det hedder Facebook ... Face er jo engelsk for ansigt, men sagen er, at Facebook jo i rigt mål befolkes af mennesker ganske uden ansigt.

Her taler jeg ikke om de rigtigt mange hyggelige Facebook-grupper, hvor man har fundet sammen med familie og gode bekendte, og hvor man kan udveksle dejlige fotos fra ferierejsen, skægge eller alvorlige tildragelser – eller måske ad denne rappe vej kan byde til fest.

Nej, jeg taler her om det fænomen, der hedder ”følgesider”, hvortil enhver kan melde sig som følger, og som oprettes af kendte, som gerne vil aflevere et budskab og derved blive endnu mere kendt – det være sig entertainere af enhver tænkelig slags, tv-stationer, interesseorganisationer og jo altså ikke mindst af politikere – eksempelvis sådan én som mig. Som andre politikere sprang jeg på Facebook-vognen og oprettede min side.

Da jeg så i sidste uge besluttede mig til at slutte på Facebook og offentligt meddelte, at jeg ikke længere ville være en del af det univers, havde jeg mange tusinde følgere, og langt de fleste af dem var da ordentlige mennesker – såvel politiske venner som politiske modstandere – som i høj grad var engagerede, og som jeg levende interesseret i en frisk og skarp debat. Men et meget stort mindretal af mine følgere og mine følgeres venner havde overhovedet ikke den interesse. De havde helt givet meldt sig med det ene formål, at stort set enhver af mig indledt debat skulle vendes til noget helt andet af skuffen:

»Fuck dig, dit fucking nazi-svin« – eller: »Fuck dig, dit røvsyge zionist-jødesvin« – eller: »Dø, din nazi-jødehund« – eller: »Zionister som dig og fucking jøde-so af en kone skal vi nok få ram på«.

Udfald som disse medførte så ganske ofte, at mange, som angiveligt sympatiserede med mig, straks og givetvis for at ville komme mig til ”assistance” replicerede:

»Gå ad helvede til, din forbandede perker – bare vent, til vi får dig smidt ud« – eller: »Koranen er en fucking pis-bog, som jeg elsker at brænde – og du skulle samme vej, dit store, ulækre muslim-svin.«

Og ret hurtigt i en udveksling af en sådan karakter var jeg egentlig på en måde væk fra ”debatten”. Mine diverse følgere klarede det hele selv – mod hinanden i rygende had, og altså ganske uden mig. Og jeg havde egentlig indtrykket af, at begge sider syntes, det gik rigtigt godt.

Nu er jeg af natur en glad mand. I ganske særlig grad holder jeg af mine morgener. Jeg er morgenmenneske og har bl.a. anvendt mine morgener til at besvare mails, breve – og altså ikke mindst at gennemgå min følgeside på Facebook – at slette voldsomme kommentarer, at udelukke folk – hvilket så ofte medførte, at udelukkede man én, meldte der sig 12 af hans venner, som mente, at jeg var et udemokratisk svin, som havde fortjent nogle bank.

Forleden blev jeg så enig med mig selv om, at jeg ville have mine morgener tilbage. At jeg atter ville kunne glæde mig til at stå op og nyde min kaffe. Slut med de mange hadefulde, ansigtsløse kældermennesker.

Og hvor har jeg dog nydt mine morgener, siden jeg tog dén beslutning. Mails og breve – ja tak. Men den ansigtsløse Facebook? Nej, aldrig mere.