Danmarks krise er tilsyneladende dyb

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Kære Manu Sareen. Jeg vil gerne ønske dig tillykke med udnævnelsen til (bl.a.) socialminister. Det vil jeg gøre med en lille beretning om et land, som tilsyneladende befinder sig i en meget dyb krise. Et af verdens rigeste lande ser sig nemlig i mindre og mindre grad i stand til at yde anstændig hjælp til nogle af sine mest sårbare medborgere, mennesker med udviklingshæmning.

Landets krise er tilsyneladende så dyb, at der – i den industrielle stordrifts navn – opføres kæmpe institutionslignende bosteder, hvor mennesker med udviklingshæmning stuves sammen i ghettolignende bebyggelser, der sender tankerne tilbage til den gamle åndssvageforsorg.

Ferie hænger i en tynd tråd

Landets krise er tilsyneladende så dyb, at mange af landets kommuner finder det acceptabelt at fratage mennesker med indgribende handicap muligheden for ferie- eller fritidsledsagelse, med mindre de selv betaler for lønnen til det pædagogiske personale eller for personalets transport- eller opholdsudgifter.

Landets krise er tilsyneladende så dyb, at stadig flere mennesker med udviklingshæmning fratages den pædagogiske støtte til selv at lave mad. I stedet henvises de til kommunale centralkøkkeners micromad.

Landets krise er tilsyneladende så dyb, at flere af landets kommuner finder det nødvendigt og rimeligt at de facto tvangsflytte mennesker med udviklingshæmning fra deres hjem. Ikke sjældent til en helt anden kommune, og FN’s standardregler om, at handicappede selv må bestemme, hvor de vil bo, blæses der på.

Frygt for en fyreseddel

Landets krise er tilsyneladende så dyb, at mennesker med udviklingshæmning ikke altid får hjælp fra deres personale, hvis en kommunal afgørelse skal ankes. Personalet frygter nemlig en fyreseddel.

Landets krise er tilsyneladende så dyb, at regeringen ikke ønsker at forholde sig til – og gribe ind over for – de faktiske forhold. Den foretrækker at henvise til respekten for kommunalt selvstyre, en tilsynsreform eller et klagesystem, som i realiteten ikke er meget værd for mennesker med udviklingshæmning.

Det kriseramte land hedder Danmark – ikke Grækenland eller Rumænien, og det er i dette land, at du netop er blevet udnævnt til socialminister.

Begyndende værdikrise

Hvis du træder i dine forgængeres fodspor, så vil du ignorere, bagatellisere eller sylte problemerne. Det vil dine embedsmænd råde dig til at fortsætte med, men vis os nu, hvad du selv mener og vil.

Min opfordring til dig er, at du ser i øjnene, at landets krise ikke kun er af økonomisk art.

Vi taler om en begyndende værdikrise i synet på mennesker med omfattende og indgribende handicap. Denne krise kan (heller ikke) snakkes væk med luftig sniksnak uden handling bag.

Mindre værdifuld gruppe?

Stop den moralske forurening, der breder sig i disse år.

Stop drabet på menneskers håb og stop den nedbrydning af handicappede menneskers værdighed, som gradvist udsletter de værdier, der er særegne for os i Danmark, respekten for hinanden, bekymringen for hinanden.

Der er en tendens til, at visse samfundsgrupper betragtes som mindre værdifulde, og det er næsten, som om mennesker med handicap bliver bebrejdet, at de har et handicap.

Har du lyst til at være socialminister i et land, hvor folk er ligeglade med hinanden? Vil du være socialminister for os alle, også de udviklingshæmmede?

Endnu en gang tillykke med udnævnelsen.