Lobbyistmødet i fadølshavet
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det er atter tid til det traditionsrige møde mellem folket og magthaverne i Danmark: folkemødet på Bornholm. Få dage før det hele går i gang, er jeg dog bekymret for, at det demokratiske glansbillede er ved at krakelere.
Folkemødet er ved at udvikle sig til en branchefest for lobbyister – ikke for folket, fællesskabet og demokratiets ånd, som det burde. Lobbyisterne er nemlig ikke sene til at udnytte folkemødets uformelle rammer for mødet med politikerne.
Folkemødet skal ikke handle om lobbyister, men om demokrati, dialog og debat.
Jeg holder af visionerne om et folkemøde med dialog og demokrati i centrum. Desværre er der langt fra de smukke tanker, som Bertel Haarder stod fadder til, til det lobbyistcirkus folkemødet har udviklet sig. Det er en fest for eliten, en undskyldning for at kaste om sig med gratis mad og drikke. Politikkens svar på Roskilde Festival, bare med mere snak og mindre fadøl, har Bertel kaldt Allinge, men mængderne af gratis fadøl, der serveres til lobbyisternes fester, skal måles i hektoliter.
Pølser til folket og lobbyister
Folkemødets udvikling står klart, når det ikke var pølser, den lokale pølsemand løb tør for i 2012, men derimod kvitteringsblokke.
Jeg er helt sikker på, at pølsemanden er ligeglad med, om han har solgt pølser til folket eller til lobbyisterne, der mod kvittering får refunderet udgiften, men tendensen ødelægger Allinges gode ry og omdømme, så det er tid at tage pølsen i den anden hånd.
Folkemødet skal ikke handle om lobbyister, men om demokrati, dialog og debat.
Jeg deltager med stor glæde i debatarrangementer på folkemødet i år. Jeg har dog også fravalgt de sociale begivenheder, der ikke har en klar deklaration, offentligheden kan få indblik i.
Bedst tjent med åbenhed
Derfor et konkret forslag: Folkemødets arrangør bør bede de deltagende organisationer om at offentliggøre deres omkostninger. Folkemødet vil være bedst tjent med sådan en åbenhed.
Vi skal holde hinanden fast på, at folkemødets grundidé er at styrke demokratiet og dialogen i Danmark. Derfor er det vigtigt, at folkemødet ikke bliver en eksklusiv firedages fest for eliten, men en fest for fællesskabet, folket og vores demokrati.
Med den opsang vil jeg ønske alle et godt folkemøde på Bornholm.