Skandalen om DR Byen
INDTIL NU er budgettet for DR Byen skredet fra 3 mia. kr. til 4,7 mia. kr. Revisionsrapportens afdækning af skiftende DR-bestyrelsers og -direktioners lemfældige omgang med pengene blev klaret med en skueret: En formand og tre bestyrelsesmedlemmer blev fyret eller gik selv. Ingen bliver gjort personligt ansvarlig, for uansvarligheden skete ikke for egen vindings skyld, men tjente en større sag.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Og her er sagens kerne. Beslutningen om at opføre DR Byen i Ørestaden på Amager var en politisk beslutning truffet af magtfulde mænd og kvinder på Christiansborg.
SR-regeringen havde en plan for København: Byen skulle udvikles til en rigtig metropol, der kunne konkurrere med Stockholm, Berlin og Hamburg.
Allerede i begyndelsen af 1990'erne havde Stallknecht- og Würtzen-udvalgene, bag lukkede døre, udarbejdet grundskitsen: Staten og Københavns kommune skulle investere massivt i erhvervsarealer, kultur, uddannelse og infrastruktur i København, finansieret bl.a. ved salg af havnefronterne til kontordomiciler og mondæne ejerlejligheder. Ørestaden er et produkt heraf.
For at sætte skub i salget af grunde i Ørestaden og for at skabe attraktivitet, blev SR-regeringen med støtte fra de konservative i 1999 enige om, at DR's aktiviteter skulle samles i et nybyggeri i Ørestaden.
Samtidig skulle der opføres en koncertsal. De samme politiske kræfter stod bag, at der skulle bygges et nyt skuespilhus og etableres en opera på Holmen.
Imperiebyggere
Milliarderne rullede og blev rundet op med ekstra 300 mio. kr. om året i driftsstøtte til Det Kgl. Teater.
Disse planer havde ikke rod i en ny landsplan eller i overvejelser om konsekvenserne for et Danmark i balance. Det var de magtfulde mænd og kvinder rundt om diverse mahogniborde, der suverænt, udemokratisk og ved hjælp af en kraftig underbudgettering af anlægssummen fik Finansudvalgets accept. Kun Venstre, SF og Dansk Folkeparti protesterede voldsomt, mens CD og Fremskridtspartiet støttede SR-regeringen og de konservative.
Deri består den politiske skandale. Jeg synes, at JP skulle rette endnu mere fokus mod skiftende finans-, kultur- og miljøministre og finansudvalgsmedlemmer, der i ledtog med DR-imperiebyggere varetog københavnske særinteresser, tilsidesatte alle landsplanhensyn og brugte diverse økonomi- og projektdirektører og DR-bestyrelsesmedlemmer til det grove arbejde: at komme med syge bortforklaringer og tage tæskene. Ansvaret hviler tungt på politikerne.