Kan en Pepsi Max være løsningen på skolefravær?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

»Da jeg gik i 4. klasse, kom der et hul i skolens tag. Det er flere år siden, og det er stadig ikke fikset.«

Sådan fortalte en af mine elever mig. Og det er desværre ikke en elev, der bare står op hver dag og trasker afsted mod skolen med det hullede tag.

Nej, det er en af de 12.030 elever, som ifølge en ny analyse fra Børns Vilkår havde mindst 50 dages fravær sidste skoleår. Et tal, der næsten er fordoblet på fem år.

Ikke fordi de ikke lige orker den dag, men fordi skolen for mange er blevet et sted, der gør dem syge.

Og hullet i taget bliver symbolet på det overskud, der er blevet suget ud af både skolen og eleverne.

For selvfølgelig mærker børn, når deres hverdag langsomt falder fra hinanden. Når ingen får lappet hullerne. Når de voksne omkring dem ikke længere har tid.

Efter snakken om hullet i taget tilbyder jeg min elev en Pepsi Max. Vi snakker om løst og fast. Vi har ikke travlt. Vi skal bare være lige her sammen og øve os på at være væk fra værelset.

Udefra set kan det virke ligegyldigt, men hen over den Pepsi Max får vi delt et øjeblik. Og sammen får vi skabt en fornemmelse af normalitet i et ungdomsliv, der desværre for en stund er sat på pause.

Det slående ved analysen fra Børns Vilkår er egentlig ikke bare tallene. Det er alt det, der ikke sker omkring børnene. For 61 pct. af eleverne med det massive fravær er der aldrig blevet underrettet på. De fleste modtager hverken specialundervisning eller sociale indsatser.

Samtidig viser analysen, at 74 pct. af eleverne har søskende med højt fravær, og at mange kommer fra familier med lave indkomster. Det er faktisk ret vildt.

Det fortæller os noget vigtigt. Skolefravær er ikke dovenskab. Det er et signal. Et barn, der fortæller os, at noget ikke fungerer.

Tallene i analysen fortæller os klart og tydeligt, at der er et massivt problem. Et problem, vi nok allerede kendte til. Men imens vi sidder og forgaber os i søjlediagrammer, mister endnu flere børn langsomt forbindelsen til fællesskabet.

Der sidder elever på værelser rundtomkring i landet og føler sig glemt af den skole, de egentlig burde høre til i.

Og det her er ikke en kritik af lærerne og skolen. Tværtimod. De fleste lærere løber allerede stærkere, end nogen mennesker burde. De prøver hver eneste dag at holde sammen på fællesskabet, samtidig med at kravene bare vokser.

Problemet er ikke manglende vilje hos lærerne. Problemet er, at vi som samfund alt for længe har forventet, at skolen alene skal løse opgaver, som kræver langt flere hænder omkring børnene.

Jeg siger ikke, at løsningen alene er en Pepsi Max. Men man skal ikke underkende betydningen af nærværende voksne, der har tid til at skabe små øjeblikke af ro.

For nogle børn starter vejen tilbage ikke med endnu et møde eller et nyt skema. Den starter med følelsen af, at der faktisk er nogen, der gider sidde sammen med dem lidt endnu. Voksne, der bliver ved med at komme, der insisterer på, at den unges perspektiv er vigtigt.

Derfor er der brug for, at flere parter stepper ind omkring børnene. Ligesom vi tilkalder håndværkere, når hullet i taget skal fikses.

Skolen skal ikke være et sted, hvor børn bliver syge. Det skal være et sted, hvor mennesker skabes. Hvor huller i taget bliver lappet, fordi det viser eleverne, at deres hverdag er værdifuld.

For selvfølgelig skal man ikke gå i skole og bekymre sig om huller i taget og huller i sindet.