Fint nok at ville forebygge faren ved nikotin. Men det kræver realisme

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Hjerteforeningen, Diabetesforeningen, Lungeforeningen, Kræftens Bekæmpelse og Lægevidenskabelige Selskaber opfordrer nu en kommende regering til at skrive en forebyggelsesreform ind i regeringsgrundlaget.

Det er altafgørende, at mindreårige ikke har adgang til tobaks- og nikotinprodukter, og den ambition står vi fælles om. Men når ambitionerne bliver til politiske forslag, er det mindst lige så vigtigt, at de hviler på virkeligheden – ikke ønsketænkning.

For virkeligheden er mere kompleks, end debatten ofte giver indtryk af, og forebyggelsespolitik bør ikke forveksles med forbudspolitik.

Når det gælder tobaksområdet, kræver foreningerne en ”udfasningsplan” for tobaks- og nikotinprodukter. Det må forstås således, at de ønsker produkterne forbudt i Danmark. Det er her, debatten risikerer at blive naiv.

Der er både juridiske og logiske grunde til, at det er en blindgyde at forsøge at udfase det lovlige salg af tobak og nikotin. For det første har EU med tobaksproduktdirektivet indført visse fælles spilleregler, og det vil i praksis gøre det umuligt for Danmark at forbyde salget af tobak og nikotin.

Men selv hvis disse regler bliver løsnet, når direktivet skal fornys, er det utopisk at forestille sig, at tobak forsvinder fra samfundet – selv hvis vi forbyder det i Danmark. Efterspørgslen vil stadig være der, og vi kan vælge, om vi vil beholde salget på lovlige hænder eller forære markedet til kriminelle sælgere og grænsehandel.

Jeg vil argumentere for, at vi som samfund står bedst, hvis cigaretsalget foregår lovligt, så alderskontrollen bliver håndhævet, produkternes indhold er kontrolleret, og en procentdel af prisen havner i statskassen i form af afgiftskroner.

Danmark har de senere år lagt en række yderligere restriktioner på tobaksområdet med blandt andet højere afgifter, udstillingsforbud, krav om neutrale cigaretpakker og standardiseret udseende af den enkelte cigaret. Da man vedtog disse love, skete det også med løfter om, at langt færre ville ryge i fremtiden.

I dag kan vi se, at det lovlige tobakssalg er faldet med ca. en tredjedel fra 2020 til 2024, alt imens antallet af daglige rygere kun er faldet fra 13 til 11 pct. i samme periode. Det er en tydelig indikation på, at mange har flyttet deres indkøb til grænsehandel eller til de kriminelle forhandlere.

Den illegale handel er ikke en teoretisk risiko – den er en voksende realitet. De seneste fire år har vi set hele tre store, ulovlige cigaretfabrikker blive opdaget af politiet på dansk jord. Det er ikke småting: Der er tale om produktion i industriel skala, som undergraver både lovgivning, skatteindtægter og kontrollen med produkterne.

Når vi taler forebyggelse, skal vi derfor først og fremmest sørge for, at vores mindreårige ikke har adgang til produkterne – og det kan vi gøre langt mere for at sikre. Hvorfor indfører vi ikke et landsdækkende digitalt system, hvor kunders alder automatisk tjekkes, når de bruger deres betalingskort i butikkerne?

Det er nemt at tale om forbud og udfasningsplaner, men erfaringen viser, at forbud i værste fald rammer som en boomerang. Det har vi allerede set med puff bars, der rullede ind i de danske skolegårde, da e-cigaretter med smag blev gjort forbudt.

De kriminelle sælgere greb straks markedet og introducerede uregulerede produkter, der nu desværre er blevet tilgængelige for mindreårige. Det er kontraproduktiv lovgivning – og at begå samme fejl med tobaksprodukter vil være det modsatte af forebyggelse.

Forebyggelse er vigtig. Men det er ikke det samme som at lukke øjnene for konsekvenserne af den førte politik.