Friheden blev et fængsel. Nu lurer nationalismen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Vi lever i en tid, hvor den verden, vi har taget for givet, slår revner. Forestillingen om, at frihandel, demokrati og internationale konventioner gradvist ville skabe en mere fredelig og stabil verden, virker ikke længere selvindlysende.

Men krisen er ikke kun geopolitisk. Den er også eksistentiel.

Når de store, fælles fortællinger mister kraft, efterlades mennesket med frihed, men uden retning. Det er et af de mest oversete problemer i vores tid.

Skal man forstå, hvordan vi endte her, må man se tilbage på det opgør med autoriteter, traditioner og religiøse dogmer, som prægede moderniteten. Det var på mange måder nødvendigt og frigørende. Men det havde også en pris. I takt med at de gamle rammer mistede deres autoritet, blev ansvaret for at skabe mening lagt over på det enkelte menneske.

Det lyder som frihed. Men frihed uden fællesskab og forpligtelse bliver let til rodløshed.

I dag forventes mennesket ikke bare at forsørge sig selv, men også at opfinde sig selv. Vi skal skabe identitet, formål, værdier og tilhørsforhold på egen hånd. Vi skal ikke blot leve et liv, men også begrunde det, iscenesætte det og lykkes med det. Resultatet er for mange et liv præget af præstationskrav, ensomhed og en nagende følelse af meningsløshed.

Mennesket kan ikke leve længe i et tomrum. Vi søger fællesskab, retning og noget at tro på. Derfor er politik i stigende grad kommet til at udfylde den rolle, som religion, tradition og stærke fællesskaber tidligere havde. Når de gamle svar mister autoritet, bliver de politiske identiteter stærkere, hårdere og mere altopslugende.

Det ses tydeligt på begge yderfløje.

På den ene side vokser en moraliserende identitetspolitik frem, hvor kampen mod undertrykkelse bliver et altomfattende verdensbillede. På den anden side søger stadig flere unge mænd mod reaktionære fællesskaber, hvor autoritære mandeidealer og hårde hierarkier lover dem den retning, de savner. Det er to forskellige sprog for den samme længsel efter orden, tilhørsforhold og betydning.

Yderfløjene ligner derfor hinanden mere, end de selv vil indrømme. Begge tilbyder moralsk klarhed, stærk identitet og en tydelig opdeling mellem venner og fjender. Begge er symptomer på det samme: et samfund, der har gjort individet frit, men også overladt det til sig selv.

Det gør situationen farlig. For når usikkerhed vokser, vokser også længslen efter hårdere og enklere svar. Og tomrummet bliver ikke nødvendigvis udfyldt af noget samlende. Det kan lige så vel blive fyldt af en ny etnonationalisme.

Vi ser allerede konturerne. Når danskhed begynder at blive omtalt, som om den i sidste ende afgøres af ophav og biologi, er det ikke længere bare en stram udlændingedebat. Det er et opgør med den demokratiske idé om, at et politisk fællesskab kan bygges på loyalitet, værdier og medborgerskab. Hvis danskhed reduceres til noget nedarvet, får vi ikke et stærkere fællesskab. Vi får et smallere “os” og et farligere “dem”.

Derfor er det ikke nok at forsvare det liberale samfund med henvisning til regler, rettigheder og procedurer. Et samfund kan ikke leve af jura og administration alene. Det har også brug for en moralsk og kulturel kerne, som mennesker faktisk kan spejle sig i og føle sig forpligtet af.

Vi har brug for en ny, samlende fortælling. Ikke en tilbagevenden til fortidens snævre dogmer, men en genopdagelse af det, som et samfund ikke kan undvære: fællesskab, ansvar, tilgivelse, pligt og næstekærlighed. Ikke som tomme ord, men som normer, der igen kan binde mennesker sammen på tværs af forskelle.

Hvis ikke midten formår at formulere en sådan fortælling, vil yderfløjene gøre det i stedet.