Ikke mere piveri: Den “økonomisk uansvarlige” formueskat er slet ikke så uansvarlig endda

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Højrefløjen har glubsk forsøgt at tegne en skillelinje mellem ”de økonomisk ansvarlige” og ”de økonomisk uansvarlige” partier. Du kan kende forskellen på, om man revser Socialdemokratiets formueskat eller ej.

Denne, må vi forstå, er nemlig indbegrebet af økonomisk uansvarlighed.

Da jeg sad som publikum til en valgdebat, hvor Jan E. Jørgensen udfordrede Peter Hummelgaard, oplevede jeg det selv. Jan E. Jørgensen hævdede, at Socialdemokratiets formueskat ville medføre, at nogle skulle betale mere end 100 pct. af deres indkomst i skat.

Ergo var Peter Hummelgaards politik økonomisk uansvarlig. Det var da alligevel også en sjat, var min første tanke.

Det viste sig, at Jan E. Jørgensens kilde var en artikel i Jyllands-Posten: Socialdemokratiet forsvarer skat på over 100 pct. af det tjente.

Her fremlægges beregninger fra Cepos, der advarer mod, at Socialdemokratiets formueskat ikke indebærer et såkaldt vandret skatteloft. Formueskatten vil i så fald have den tilsyneladende groteske konsekvens, at nogle må betale mere end 100 pct. af deres indkomst i skat. Morten Langager, direktør i Dansk Erhverv, bliver citeret for at kalde den konsekvens »forstemmende«.

Artiklen giver følgende eksempel: En person har en årlig indkomst på 1 mio. kr., men er desuden formuende i en grad, der gør, at Socialdemokratiets formueskat ville opkræve 2 mio. kr. årligt. Sammenlagt med almindelige indkomstskatter på omtrent 500.000 kr. giver det rundt regnet et årligt skattebidrag på 2,5 mio. kr. Som altså er 250 pct. af personens indkomst! I artiklen står der:

»Med et vandret skatteloft på 70 pct. af indkomsten ville han derimod kun skulle af med 700.000 kr. samlet set i indkomst- og formueskat og dermed have 300.000 kr. tilbage til tøj, mad, ferier osv.«

Alle vil jo være enige i, at personen skal have penge til at leve for. For det er en reel bekymring for almindelige mennesker. Hvad skribenten dog er forudseende nok til ikke at nævne, er, at hvis Socialdemokratiets formueskat skal opkræve 2 mio. kr. årligt fra nogen, så er ens formue mindst 425 mio. kr.

Man glemmer altså lige at nævne, at personen ejer for knap en halv milliard – i likvide midler, aktier, ejendomme osv. – og dermed er en såkaldt ”ultra-rig”.

Når den detalje udelades, får man indtryk af, at man kan sammenligne økonomien hos en ultra-rig med økonomien hos en pædagog. Det kan man ikke. Den ultra-rige kæmper ikke, ligesom nogle almindelige mennesker gør, med penge til tøj, mad og ferie.

En formue på 425 mio. kr. giver nemlig et (konservativt) afkast på 5 pct. årligt og ville dermed øges med over 21 mio. kr. om året. De penge kan så geninvesteres eller beskattes som kapitalindkomst – alt efter personens præferencer.

Hvis der virkelig findes en person, som artiklens eksempel tager udgangspunkt i, vil det i de fleste tilfælde være personens eget valg, om de vil have en årlig indkomst på 1 mio. kr. eller 10 mio. kr. De ultra-rige vil kunne leve af formueafkast, og på den måde kan de selv tilpasse, hvor meget indkomstskat de ønsker at betale. Derfor er det malplaceret at sammenligne indtægtskilde med for eksempel en pædagog.

Men hvis alt det var nævnt i artiklen, ville det klinge meget hult, om der nu skulle være penge nok til tøj, mad og ferie. For denne ultra-rige person er ikke som almindelige mennesker. Det er usmageligt at lade som om.

Det tyder på, at man har prøvet at oversætte konsekvenserne ved formueskat til et sprog, som almindelige mennesker kan relatere til – og i bedste fald forarges over.

Sådan bliver det uønskværdige scenarie for den formuende stemplet som økonomisk uansvarlig politik. For mange vil nok – ligesom jeg – tænke, at over 100 pct. i indkomstskat, det lyder da som noget rod. Og alle skal jo have penge til tøj, mad og ferie!

Men vi kunne prøve at gå planken ud med artiklens hypotetiske person.

Denne ultra-rige har altså en formue på 425 mio. kr. og en årlig indkomst på 1 mio. kr. I et samfund uden formueskat beløber de almindelige indkomstskatter sig, ifølge skribenten, til en årlig skatteregning på omtrent 500.000 kr. (hvilket sådan set er højt sat). Det vil sige, skattebidraget for denne person svarer til sølle 0,118 pct. relativt til egen formue.

Til sammenligning er den typiske danskers medianformue 960.000 kr. Lad os sige, denne dansker var en pædagog, som bor med sin familie i et parcelhus. Hvis hans skattebidrag tilsvarende var 0,118 pct. relativt til egen formue, ville han månedligt betale samlet set 94 kr. i skat. I virkeligheden betaler han nok nærmere noget, der ligner 10.000 kr. månedligt i skat.

I mine ører lyder sådan et samfund – uden formueskat – langt mere forstemmende end et samfund med formueskat, hvor nogle ultra-rige ville skulle betale over 100 pct. af sin indkomst i skat.

Der findes sikkert meget få mennesker, hvis formue er 425 mio. kr. og årlige indkomst er 1 mio. kr. Men jeg har ikke fundet på eksemplet. Jeg har såmænd bare udledt en endnu mere vanvittig konsekvens, end artiklen formåede – vel at mærke ved et samfund uden en formueskat.

Artiklen ville vise en skrækindjagende konsekvens ved Socialdemokratiets formueskat. I stedet kom han til at vise, at ultra-rige selv tilpasser, hvor mange nuller de lige synes, der skal stå på deres skatteregning.

Det er ikke ensbetydende med, at formueskat medfører, at nogle ikke har penge til tøj, mad og ferie. Det er dybest set en sørgelig formulering, der forklæder ultra-rige som fattige. Jan E. Jørgensens anklage om, at Peter Hummelgaards politik var økonomisk uansvarlig, bundede dybest set i denne triste forklædning. Det kan vi som samfund simpelthen ikke være bekendt.

Artikler som den, jeg her har nævnt, er medskyldige i denne skævvridning. Den, der er mest skamløs og strategisk i sin rammesætning af tal, ender med at bestemme, hvad der tæller som økonomisk ansvarligt. På den måde forvrænges forståelsen af konkrete politiske forslag som formueskat. Dét virker uansvarligt.

Måske bør vi acceptere den teoretiske mulighed for, at nogle betaler over 100 pct. af deres indkomst i skatter, som formueskat medfører. Alternativet er nemlig den teoretiske mulighed for, at nogle kun betaler 0,118 pct. i skat relativt til egen formue.

Den spænding skulle gerne vise, at formueskatten ikke først og fremmest er enten økonomisk ansvarlig eller uansvarlig. Den er først og fremmest et middel til at tøjle en eskalerende ulighed. Men selve diskussionen om ulighed bliver aldrig mulig, når højrefløjen hæmningsløst klistrer ”økonomisk uansvarligt” på alt, der indebærer skatter.

Jeg vil gerne se et bedre argument for, at formueskat er økonomisk uansvarligt. Jeg vil bare langt hellere se en diskussion om, hvorvidt økonomisk ulighed er socialt ansvarlig.

Om der er et problem ved, at de største formuer er steget med 31 pct. i perioden 2020-2024, mens mediandanskerens formue er steget med 3,3 pct. i samme periode. Og i så fald, om formueskat kunne være et effektivt middel til at kontrollere denne ulighed.

Men før den diskussion overhovedet er mulig, må Jyllands-Posten og Jan E. Jørgensen meget gerne droppe deres klagesang om, hvordan formueskat medfører, at de ultra-rige mister penge til tøj, mad og ferie.