Folke-usundhed er noget, samfundet har skabt: Vi har gjort sundhed til et individuelt projekt

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

For knap 60 år siden gik min far rundt i København med en uro i kroppen. En samfundsuro.

Han var ved at blive hjertelæge og havde set noget, ingen talte om: Mennesker bevægede sig for lidt – og det ville koste liv. Dengang var hjertesygdom danskernes hyppigste dødsårsag. Der var ingen motionskultur. Ingen løbere i gadebilledet. Bare arbejde, hverdag – og sygdom.

Hjertesygdom er ikke længere det, danskerne dør mest af. Viden og handling, medicinske fremskridt og livsstilsændringer har gjort prognoserne bedre. Men der er tidspunkter, hvor mangel på handling ikke længere er neutral. Hvor viden forpligter.

Vi ved mere om bevægelse, sundhed og livsstil end nogensinde før. Alligevel bevæger en stor del af befolkningen sig for lidt, og konsekvenserne vokser. Mange mennesker ved alt for godt, at det er vigtigt at være aktiv.

Når fitnesscentre hver januar lancerer kampagner, er det ikke tilfældigt. De ved, at en stor del af befolkningen er modtagelig netop der. Ikke fordi vi mangler viden – men fordi vi mangler overskud. Mange af os kender nemlig følelsen af gerne at ville leve mere aktivt, men ikke vide, hvor vi skal begynde! Til alle jer vil jeg sige: Det er ikke dig, der er doven. Du er menneske!

Vi er ikke på vej mod afgrunden, fordi vi mangler vilje. Vi er på vej mod afgrunden, fordi vi har gjort det til et individuelt ansvar i et system, der arbejder imod os. Mennesker er skabt til at spare energi, søge komfort og reagere, når der er fare på færde. Alt andet er tillært adfærd – og kræver rammer.

Problemet er ikke, at vi mangler tilbud. Problemet er, at der lige nu er lagt op til, at det er noget, vi skal klare enkeltvis. Folkesygdommen ”dårlig samvittighed” er stigende, fordi konsekvenserne af inaktivitet er langsomme og tavse. De mærkes ikke i dag eller i morgen. Og derfor udskyder vi.

Min far tog initiativ, fordi han så, at samfundet var på vej mod afgrunden rent sundhedsmæssigt. Han havde deltaget i Vasaloppet i Sverige og set, hvad bevægelse kunne, når den blev gjort fælles i rammerne.

Min far og hans ven Svend gik til B.T. med en idé, der lød tosset: et offentligt løb i Dyrehaven for helt almindelige mennesker. Der blev skrevet om det i avisen, og folk mødte op i festsko, fordi de ikke anede, hvad de gik ind til. I september 1969 blev Eremitageløbet skudt i gang, og samme dag døde en 46-årig søofficer, kort efter han havde løbet.

Projektet kunne være stoppet der, men min far blev opfordret til at fortsætte. Ikke fordi det var risikofrit – men fordi alternativet var værre: et samfund, der gjorde ingenting.

I dag har knap 700.000 mennesker gennemført Eremitageløbet. Løb er blevet danskernes foretrukne motionsform, ca. en million danskere snører løbeskoene jævnligt, og dødeligheden af hjertesygdom er faldet markant. Men tiderne har ændret sig. Igen.

Nu lurer andre folkesygdomme end dengang, herunder type 2-diabetes og knogleskørhed. De sniger sig ind og stjæler livskvalitet, længe før de bliver livstruende. Type 2-diabetes blev tidligere kaldt “gammelmandssukkersyge”, men i dag rammes børn helt ned til 10-årsalderen.

Vores knogler når deres maksimale styrke omkring 25-årsalderen, og nutidens børn vokser op med langt færre hop og bevægelse end tidligere generationer, hvilket er en bombe under fremtidens behandling for konsekvenser af svage knogler.

Det er her, min frygt ligger, og min uro fører til et råb om handling. Der er stor risiko for, at vi er ved at gøre det til den enkeltes ansvar i stedet for et fælles.

I 1960’erne gik min far rundt og bekymrede sig, og jeg gør det samme nu. Pudsigt nok er spørgsmålet det samme som dengang: Hvordan får vi mennesker op af lænestolen – ikke for at bevise noget eller præstere, men simpelt hen for at leve?

De fleste kæmper ikke mod dovenskab, men mod ansvar på mange områder samtidig, arbejde, familie, fritidsinteresser og et liv, der allerede er fyldt. Derfor fejler de fleste løsninger. Ikke fordi mennesker er svage, men fordi rammerne er forkerte. Skolen, hvor børnene er, og arbejdspladserne, hvor mange voksne er, fordrer ikke, at mennesker får dyrket den adfærd, der holder diabetes og knogleskørhed på afstand. Forandring er simpel og kræver (kun) tre ting.

1. Bevægelse, der er lille nok til at blive gjort: Store ambitioner er lette at beundre og svære at leve med. Små handlinger er det modsatte. Kroppen belønner at blive brugt, især når det er så lidt, at det kan gøres igen og igen.

2. En anden, der ser dig: Vi er sociale væsener, som gør mere for andre, end vi gør for os selv. Ansvar, der deles, bliver realiseret. At dele din ambition med andre er ikke som kontrol, men som forpligtelse og fælles ansvar.

3. Langsomhed, der får lov at virke: Der findes ikke genveje til individets sundhed, den kommer af gentagelse, og kroppen arbejder i stilhed, når den får lov.

Når bevægelse bliver lille nok, langsom nok og social nok, holder den op med at være et projekt og ligner noget, der kan leve i virkeligheden. Det sker, når ansvaret flytter sig fra individet alene til fællesskabet omkring os alle. Ikke som tvang, men som den oplagte mulighed.

Min rolle er ikke at motivere eller moralisere eller levere endnu et program designet til individet. Min rolle er at insistere på en anden tilgang, som tager menneskelig adfærd alvorligt, og som gør bevægelse mulig og nærliggende i hverdagen – ikke kun ønskelig. Alle dem, der sidder med ansvar for rammerne i befolkningens hverdag – i ministerier, forvaltninger, kommuner, på arbejdspladser og på alle landets skoler – er en del af strukturen og kan gøre en forskel.

Der er et velkendt sundhedstiltag i dagene op til skolernes efterårsferie i Skolernes Motionsløb. Én gang om året. Hvorfor er det ikke én gang om ugen? Er det ”urealistisk”?

Mon det netop er den tilgang, som ændrer rammerne omkring skolen og eleverne og skaber et fundament for en bevægelseskultur? Bevægelse, der er lille nok til at blive gjort. I fællesskab. Med gentagelse.

Vi har gjort sundhed til et individuelt projekt og producerer inaktivitet, hvilket vi kan og bør ændre. Ikke ved at bede mennesker tage sig mere sammen, men ved at tage adfærd alvorligt, når vi designer skoler, arbejdspladser og byrum. Bevægelse skal ikke være et nytårsforsæt, men være indbygget i hverdagen.

Når omgivelserne er stærkere end menneskets intention, så ved man, at mennesket taber. Sådan har det altid været, og sådan bliver det ved med at være.

Min fars generation skabte Eremitageløbet, fordi de så en sundhedskrise komme. De handlede, før konsekvenserne blev uafvendelige.

Jeg kan ikke være den eneste, der går rundt og er urolig på vegne af befolkningens sundhed. Fordi spørgsmålet er ikke, om vi ved nok i dag. Det gør vi!

Spørgsmålet er, om vi tør stå sammen og tage det strukturelle ansvar. For passivitet er også et valg, der kræver en dyrt betalt regning. Og den regning lander ikke kun hos individet.