Jeg er en hjemløs borgerlig vælger
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jeg er en gammel 68’er, der efter Vietnamkrigens kortvarige ophold på venstrefløjen fandt mig til rette som borgerlig, nærmest national-konservativ. Men forud for dette valg er jeg kommet i tvivl. Danmarksdemokraternes og Venstres modvilje mod effektive indgreb mod landbrugets trussel mod vores rene drikkevand, erhvervets forurening af vandløb og indre farvande og medansvar for ødelæggelse af fiskeriet i de indre farvande diskvalificerer disse partier.
De Konservative? Hvor står de? Jeg har ikke fanget nogen mærkesag. Er det samme opportunistiske indgangsvinkel til magt som Moderaterne? Borgernes Parti: for lidt substans.
De Radikale: For det første er det jo ikke længere noget borgerligt parti. Og deres selvtilfredse attitude har altid generet mig. Sømmet i kisten var Martin Lidegaards hadske udfald i debatten mod Morten Messerschmidt, hvor han trak nazikortet. Sådan taler man ikke til hinanden.
Dansk Folkeparti: Jeg anerkender partiets mangeårige indsats mod den muslimske indvandring og deraf følgende parallelsamfund og kriminalitet. Partiet bør efter min opfattelse tildeles æren for, trods mange tæsk undervejs, at dets oprindelige mærkesag nu er mainstream helt fra SF og ud mod højre. Men Morten Messerschmidts vægring mod at lægge mandater til en regering med Lars Løkke gør, at et borgerligt regeringsalternativ er så godt som umuligt.
Og De Radikale kan han jo slet ikke være i stue med.
Moderaterne: Den opportunistiske klovnebus: nej tak.
En mellemregning siger mig, at vi under alle omstændigheder igen får en regering ledet af Mette Frederiksen, enten på basis af rent rødt eller hen over midten. Derfor disse videre overvejelser:
Jeg kan ikke stemme på socialdemokraterne. Mette Frederiksens grundlovsbrud under minksagen, hendes magtfuldkommenhed og selvtilfredshed diskvalificerer hende i mine øjne. Dertil kommer al den utiltalende valgflæsk, der er smidt på bordet her i 11. time. Og det uigennemtænkte forslag til formueskat er slet ikke min kop te.
SF: Pæne og ordentlige mennesker. Men at fremhæve genindførsel af store bededag og bedre normering i daginstitutionerne som mærkesager er virkelig for lidt.
Enhedslisten: Jeg vil ikke i selskab med tidligere kommunister og Blekingegade-venner.
Så er der Alternativet tilbage: Deres prioriteringer af indsatsen for rent drikkevand, begrænsning af svineproduktion til blot at dække hjemmemarkedet og under forsvarlige forhold, så vi på sigt kan forbedre miljø og diversitet i naturen, gør nok, at jeg – til min egen store overraskelse – sætter mit kryds der. Så der er nogen til at holde Mette F.-regeringen fast på den dagsorden.
Jeg har også noteret mig, at partiet ikke længere er imod Nato (hvis der er noget tilbage), europæisk samarbejde og heller ikke imod oprustningen.